Maiken Fruergaard - Sara Thygesen - Landshold - VICTOR - Grundfos - Danisa - Uber Cup - 2024
Badmintonphoto

Damelandsholdet vinder meget vigtigt Uber Cup-åbningskamp

april 27, 2024 17:20 Skrevet af

Det danske damelandshold vandt den yderst vigtige Uber Cup-gruppespilskamp over USA med 5-0.

 

Allerede fra gruppespillets begyndelse, var der behov for en fokuseret og flot dansk præstation, hvis damelandsholdet skulle sikre sig de bedste muligheder for at gå videre fra Gruppe D ved Uber Cup.

Modstanderen var nemlig USA, som på papiret snildt kunne drille Danmark. De danske damer leverede heldigvis som ønsket og sikrede en flot sejr på 5-0, hvilket gør, at landsholdet kun er en sejr over Mexico fra at være sikret en plads i VM-kvartfinalerne.

– Det er en rigtig, rigtig god holdkamp, vi spiller her. Jeg synes, at vi håndterer de svære forhold ret godt derinde. Vi har i mange af kampene svært ved at spille i forholdene i starten, men jeg synes, at vi bliver bedre og bedre i løbet af kampen til at spille i dem, og så håndterer vi dem mentalt rigtig godt. Det er svært at få noget god rytme derinde, men der er et super skarpt fokus, og vi er gode til at bygge på taktisk og ikke lade os frustrere over, at det er svært at få rytme i spillet. Så ja, mega god præstation, sagde landstræner Rune Ulsing, der er ansvarlig for Uber Cup-holdet.

Køb billetter til VICTOR Ligafinalen 2024 her

Selvom holdkampssejren kan virke overlegen, skulle der kæmpes hårdt undervejs, da de første tre kampe skulle ud i tre sæt. Her kunne Danmark dog lade sig hylde som vindere af de tre første kampe og dermed sikre sig sejren, hvor Line Kjærsfeldts sejr over verdensranglistens nummer 10 Beiwen Zhang satte den danske sejrstime i gang.

– Det var en super flot præstation. Line starter virkelig skarpt og ved, hvad hun skal fra start af, og hun er skarp på, hvad der kommer fra modstanderen, og så synes jeg, at hun spiller modigt i starten, og Beiwen er tydeligt mere usikker på forholdene derinde og har svært ved at finde noget rytme og løsninger. Line er god til at holde fast og spiller et suverænt godt første sæt. I andet sæt er der forskel på siderne, og så i tredje eksekvere hun bare rigtig flot spillemæssigt, men også mentalt, sagde Ulsing.

Læs også: Så er det nu: Billetsalget til VICTOR DENMARK OPEN 2024 er i gang

Herefter var det Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, som i tre sæt besejrede tvillingesøstrene Annie Xu/Kerry Xu med 15-21, 21-13, 21-18, før Line Christophersen sikrede den danske sejr ved at slå Esther Shi.

Herefter var det ren kosmetik i form af sejrens størrelse, men Alexandra Bøje/Amalie Magelund og Julie Dawall leverede gode og fokuserede indsatser og sikrede dermed Danmark en sejr på 5-0.

I morgen venter Danmarks første møde nogensinde mod Mexico, og bliver det til dansk sejr, er damelandsholdet klar til Uber Cup-kvartfinalerne, selvom de mangler den sidste kamp mod Korea.

Læs også: Bliv klogere på de danske landshold til Thomas & Uber Cup

Kampen spilles klokken 12.00 dansk tid og kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Resultaterne i landskampen mod USA:

  • Line Kjærsfeldt vs. Beiwen Zhang: 21-14, 13-21, 21-10
  • Maiken Fruergaard/Sara Thygesen vs. Annie Xu/Kerry Xu: 15-21, 21-13, 21-18
  • Line Christophersen vs. Esther Shi: 24-26, 21-14, 21-11
  • Alexandra Bøje/Amalie Magelund vs. Katelin Ngo/Joline Siu: 21-3, 21-10
  • Julie Dawall vs. Ella Lin: 21-19, 21-12

Klik her for at se flere detaljer fra kampen

 

Fakta om turneringen

Thomas & Uber Cup, som er VM for herre- og damehold, spilles i Chengdu, Kina, fra 27. april til 5. maj. Det er fjerde gang, at mesterskabet afholdes i Kina. Sidst var i 2016, hvor de danske herrer vandt Thomas Cup.

Indien er regerende Thomas Cup-vindere. Det var første gang i historien, de kunne løfte Thomas Cup-trofæet. Indonesien er den mest vindende nation med 14 titler. Danmark har vundet mesterskabet en enkelt gang, som altså var i 2016. Derudover er det blevet til 5 sølvmedaljer og 14 bronzemedaljer.

Hos kvinderne er Korea regerende Uber Cup-vindere. Mest vindende nation er Kina, der har vundet 15 gange. Siden 1998 har kun Kina, Korea og Japan vundet mesterskabet, og det er i den tid kun lykkedes Kina at vinde to eller flere gange i træk. Danmark har aldrig vundet mesterskabet, men har vundet 3 sølv- og 5 bronzemedaljer ved Uber Cup – seneste medalje var af bronze og blev vundet i 2004.

 

Sådan ser gruppespillet ud for de danske kvinder:

  • Danmark vs. Mexico (søndag d. 28. april kl. 12 dansk tid)
  • Danmark vs. Korea (tirsdag d. 30. april kl. 03.30 dansk tid)

Sådan ser gruppespillet ud for de danske herrer:

  • Danmark vs. Hong Kong (søndag d. 28. april kl. 7 dansk tid)
  • Danmark vs. Malaysia (tirsdag d. 30. april kl. 11 dansk tid)

 



Tags: , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,