Badmintonphoto
Dansk guldfeber og medaljehøst ved årets europamesterskaber for individuelle
april 14, 2024 19:10Finaledagen bød på to finaler med dansk deltagelse. Herredoublefinalen var ren dansk, mens Anders Antonsen mødte fransk modstand på vej mod det øverste trin på podiet.
– Det har været, som et mesterskab altid er, en “rollercoaster” af følelser. Når det hele bølger så meget frem og tilbage, med alle de spillere og par vi har med, så bliver det noget helt specielt, særligt når man slutter med en guldmedalje, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Klik her for det fulde overblik over dagens finalekampe ved EM
Kim Astrup/Anders Skaarup (1.) – Jesper Toft/Andreas Søndergaard: 21-16, 21-15.
Herredoublefinalen ved årets EM var rød og hvid. I et rent dansk opgør tørnede de erfarne VM-sølvvindere fra i fjor Astrup/Skaarup sammen med årets unge lovende danmarksmestre i Toft/Søndergaard.
Efter to velspillede sæt kunne Kim Astrup/Anders Skaarup smide armene i vejret og fejre deres andet europamesterskab. Den garvede konstellation blev for stor en mundfuld for Toft/Søndergaard, der dog kan se tilbage på et mesterskab, hvor de har leveret flot spil og højt niveau. Toft/Søndegaard rejser hjem med en flot sølvmedalje i bagagen efter at have kæmpet bravt i semifinalen. Astrup/Skaarup tager ved årets EM deres femte medalje, alt i mens Toft/Søndergaard tager deres første.
– Jeg er meget imponeret over, hvordan Kim og Anders går ind og spiller i dag. Det er en svær størrelse at møde et par, der virkelig har spillet forrygende, men de går virkelig ind og bruger deres rutine. Det var en flot professionelt spillet finale af dem, sagde Jonassen om Astrup/Skaarups finalepræstation.
– De (Toft/Søndergaard) har fået set, at det hårde arbejde, de har lagt i træningslokalerne, baner en vej for dem. Det er muligt at træde op og konkurrere. Det skulle gerne give øget motivation og tro på egne evner, sagde Kenneth Jonassen om Toft/Søndergaards flotte EM.
Anders Antonsen (1.) – Toma Junior Popov (4.): 21-18, 21-13.
Historien om Anders Antonsens flotte 2024 skulle sent lørdag eftermiddag have et nyt kapitel, da en EM-finale lå for døren. Overfor ham stod Toma Junior Popov, der i går forpurrede festen, da han ødelagde festen, der kunne have været en ren dansk herresinglefinale.
En velspillende franskmand kunne end ikke stille noget op overfor en suveræn dansk herresingle. I to sæt kunne en storspillende Anders Antonsen afgøre EM-finalen og kalde sig europamester for anden gang i karrieren.
– Det at spille en finale er meget momentum præget, og det gælder om at holde følelserne ude af det, og lægge en god strategisk plan, og det synes jeg, at Anders gør rigtig flot i dag. Han holder sig til gameplanen, tør at lave temposkift og spille frækt på de rigtige tidspunkter, sagde cheflandstræneren om Antonsens flotte præstation i dag.
Anders Antonsen har gang i en flot sæson, som i dag fik tilføjet nok en stor titel. De Olympiske Lege ligger forude som sæsonens helt store pejlemærke, og frem mod det skal Anders Antonsen i samarbejde med cheflandstræner Kenneth Jonassen forsøge at holde fast i den gode form og tage det flotte spil med til de kommende udfordringer og mesterskaber, der blandt andet tæller Thomas Cup i Kina.
Læs også:Fire debutanter med i trupperne til Thomas & Uber Cup
– Det forstærker troen alt andet lige, når man lykkes. Vi har haft nogle gode snakke hernede, og jeg har set Anders blive bedre og bedre dag for dag. Vi fortsætter frem mod OL, og det var godt at se i forhold til Thomas Cup, at Anders er det rette sted, sagde Kenneth Jonassen.
Danmark topper medaljehøsten ved årets EM for individuelle med hele otte medaljer på tværs af fire kategorier.
De danske medaljetagere:
Herresingle: Anders Antonsen (guld), Viktor Axelsen (bronze).
Damesingle: Julie Dawall (bronze)
Herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup (guld), Jesper Toft/Andreas Søndergaard (sølv), Rasmus Kjær/Frederik Søgaard (bronze).
Mixeddouble: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje (sølv), Mathias Thyrri/Amalie Magelund (bronze).
Tags: Anders Antonsen, Anders Skaarup, Andreas Søndergaard, EM 2024, EM for individuelle, Jesper Toft, Kim Astrup, Medaljer
Kategori: Forside, Landshold, Medalje, Nyheder