Badmintonphoto
Badmintonphoto

De danske spillere sikrer sig finalepladser og flotte medaljer

april 13, 2024 23:13 Skrevet af

Fem danske semifinaler og en enkelt finale stod på programmet ved EMs næstsidste dag. Lørdagen blev prydet af danske medaljer i høj karat og flot badminton fra de danske spillere og par.

Læs også:8 danske medaljer er sikret efter fredagens kampe ved EM: Få overblikket her

Julie Dawall (8.) – Carolina Marin (1.): 16-21, 7-21. 

Julie Dawall har leveret på et tårnhøjt niveau hele ugen, hvor hun blandt andet har slået landsholdskollegaen Line Kjærsfeldt. Lørdag stod verdensstjernen og den seksdobbelte europamester Carolina Marin. 

Dawall gav Marin kamp til stregen i første sæt, og havde spanierne ude i tovene i store dele af sættet. I andet sæt satte årets All England vinder tingene på plads, og Dawall måtte se sig slået i to sæt. Julie Dawall rejser hjem fra Tyskland med en flot bronzemedalje, hendes første af slagsen. 

– Det er en rigtig flot bronzemedalje, Julie tager med herfra. Hun har spillet flot hele ugen. Hun får kæmpet sig flot igennem sin første kamp, og så spiller hun den her dansker drabelige dyst, som er rigtig ubehagelig at spille, men som hun vinder mod Line Kjærsfeldt. I dag var hun selvfølgelig oppe imod overmagten, hun spillede flot imod i første sæt, men i andet gik det for hurtigt. Hun kan være stolt, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen om Dawalls flotte uge.

Klik her for det fulde overblik over lørdagens kampe ved EM

Kim Astrup/Anders Skaarup (1.) – Ben Lane/Sean Vendy (3.): 21-19, 21-7.

Kim Astrup/Anders Skaarup skulle i jagten mod deres andet EM-guld forsøge at spille sig i finalen mod et engelsk par, de ved deres tre indbyrdes opgør ikke har tabt til. 

Første sæt var tæt og bølgede frem og tilbage. I kampens andet sæt tog Astrup/Skaarup kontrol over kampen, og det førsteseedede par spillede sig i deres tredje EM-finale. Dermed sikrede Astrup/Skaarup, at vi i morgen har en ren dansk herredouble finale ved årets europamesterskaber for individuelle.

Jesper Toft/Andreas Søndergaard – Rasmus Kjær/Frederik Søgaard (2.): 21-15, 

Årets EM-semifinale mellem to af Europas bedste og mest lovende herredoublepar, var ligeledes en gentagelse af semifinalen ved årets VICTOR DM. Ved årets første semifinale møde blev det en tæt og spændende affære, og der var lagt i ovnen til et hæsblæsende opgør i Tyskland. 

Jesper Toft/Andreas Søndergaard trak det længste strå i en tæt semifinale i to sæt, og det unge par kunne spille sig i deres første EM-finale på fornem vis. I finalen venter landsholdskollegerne Astrup/Skaarup.

– De (herredoublegruppen) er virkelig stærke. Det bliver en ren dansk finale, og vi havde et par mere i semifinalen, det viser jo bare, at vi i herredouble står ekstremt godt, med både rutinerede par men også med unge spillere, der virkelig er på vej frem. Det bliver sjovt at følge de unge mod de rutinerede i morgen, sagde Jonassen om de danske herredoubler og morgendagens rene danske finale.

Klik her for finaledagens kampprogram

Anders Antonsen (2.) – Joakim Oldorff: 21-11, 21-11.

Anders Antonsen har gang i en flot sæson, som startede med en Super 1000 og en Super 500 titel i Asien. I dag kunne han med avancement fra semifinalen krydre sæsonen med en EM-finale. Overfor Antonsen stod mesterskabets helt store overraskelse i Joakim Oldorff fra Finland.

Anders Antonsen mødte modstand tidligt i første sæt, men formåede hurtigt at vende spillet og tage kontrol over kampen. Fra ophold i første sæt til sidste bold stod der kun Antonsen på opgøret, og Anders Antonsen er klar til finalen ved årets EM. 

– Jeg synes, at Anders spiller en rigtig god kamp i dag. Han får sat Joakim Oldorff under ekstremt pres, og Oldorff får aldrig rigtigt lov til at komme til fadet, og det skyldes, at Anders spiller rigtig godt med stor variation. Anders var en for stor opgave for Oldorff, men et rigtigt flot mesterskab af den unge finne, sagde Kenneth Jonassen om dagens semifinale opgør.

Viktor Axelsen (1.) – Toma Junior Popov (4.): 19-21, 21-17, 9-21

Den danske verdensetter skulle gøre sin landsmand kunsten efter og forsøge at spille sig i nok en EM-finale. Over for ham stod det franske fjerdeseed Toma Junior Popov, som Axelsen har mødt tre gange før, tre opgør der alle er endt med dansk sejr. 

Det blev en intens kamp i tre sæt, der bølgede frem og tilbage, men som desværre endte med fransk avancement.

Mathias Christiansen/Alexandra Bøje (1.) – Thom Gicquel/Delphine Delrue (2.): 16-21, 15-21. 

Aftenens helt store opgør lod vente på sig, men da vi endelig nåede til årets mixeddoublefinale var det al ventetiden værd. 

Efter to velspillede sæt kan det franske par kalde sig europamestre. Mathias Christiansen/Alexandra Bøje har leveret flot spil og højt niveau hele ugen, og kan rejse fra Saarbrücken med en sølvmedalje i bagagen. Det er parrets anden EM-medalje, efter de i 2021 vandt i bronze.

– Det har været en god uge, men det altoverskyggende er, at man taber finalen. De spiller en flot semifinale i går, hvor de holder godt sammen på det. Jeg tror, uden at sige for meget, at der går noget tid før, man glæder sig over den her, når næsen var sat op efter at vinde, og man havde troen på det. Franskmændene var for stærke i dag, sagde cheflandstræneren afslutningsvis om dagens mixeddoublefinale.



Tags: , , , , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,