Cathrine Rosengren 2024
Badmintonphoto

Cathrine Rosengren vinder bronze ved Para-VM 2024

februar 24, 2024 09:51 Skrevet af

Semifinalen blev endestation for Cathrine Rosengren efter et flot mesterskab prydet med overbevisende spil. Rosengren rejser hjem fra Thailand med sin fjerde VM-bronzemedalje i træk.

 

– Vi vidste godt, at hun var favorit på den anden side i dag, og det var hvad vi forventede af den bedste, sagde landstræner Michael Rasmussen om dagens kinesiske modstander. 

Læs også: Cathrine Rosengren sikrer sig sin fjerde VM-medalje i træk

Det var en svær opgave, der ventede danskeren lørdag morgen dansk tid, hvor den Paralympiske guldvinder Yang Qiu Xia fra Kina ventede på den anden side af nettet. De to dygtige para-atleter har mødt hinanden fem gange forinden dagens opgør, og ved alle fem lejligheder er det endt med kinesisk sejr. 

Klik her for at få et overblik over Cathrine Rosengrens kampe ved Para-VM

Den statistik blev der ikke ændret på i dag. Yang Qiu Xia sad på initiativet, og havde overtaget i kampen fra første bold. Cathrine Rosengren kæmpede bravt, og havde ved flere lejligheder held med at vende spillet, dog uden for alvor at indhente den tidligere kinesiske verdensmester. Cathrine Rosengren måtte se sig slået i to sæt med cifrene: 21-12,21-10.

Klik her for at få et overblik over alle lørdagens semifinaler ved Para-VM

– Jeg synes egentlig, at Cathrine kommer fint ud med det hun har. Jeg synes at kineseren spiller rigtig godt, men jeg synes, at til trods for at det ser svært ud på scoretavlen, så synes jeg Cathrine flot formår at kæmpe med det hun har, og det var det, der var oplægget til kampen, at teste sig selv mod hende, som vi mener er klassens bedste, sagde landstræneren om dagens semifinale opgør.  

Cathrine Rosengren har taget hul på en stor sæson, der tæller et af de helt store mål: De Paralympiske Lege i Paris til sommer. Michael Rasmussen satte tidligere på ugen ord på, at dette mesterskab var et led i at finpudse og afprøve ting på banen frem mod at stå i bedste forfatning til sommerens PL i Paris. Landstræneren har i samråd med Rosengren kunne identificere under hvilke forhold og rammer den dygtige damesingle præstere bedst, og en del af forberedelserne inden sommerens helt store mål går på netop det. 

–  Vi har fået nogle gode svar på det at være til et mesterskab, blandt andet hvilke rutiner Cathrine præsterer bedst i. Qua vi har haft Cathrines fysiske træner med den her gang, så synes jeg, at den ramme og de rutiner vi arbejder i, dem har vi forsøgt at optimere, og det er helt sikkert noget vi kan tage med videre, sagde Michael Rasmussen afslutningsvis. 



Tags: , , , ,
Kategori: , , , , ,