Badmintonphoto
Herrelandsholdet genvinder europamesterskabet uden at tabe en eneste kamp
februar 18, 2024 19:09Med en 3-0 sejr over Frankrig i finalen har de danske herrespillere formået at vinde EM for hold uden at tabe en eneste individuel kamp undervejs.
Selv om der på forhånd var store forventninger til det franske mandskab, og man havde regnet med en spændende og tæt finale, var det nogle velspillende danskere, der sørgede for, at det danske herrelandshold kunne genvinde mesterskabet uden at tabe en eneste individuel kamp undervejs. Således endte finalen mellem Danmark og Frankrig altså med en 3-0 sejr til Danmark, men det var ikke foruden spænding undervejs.
– Jeg er utroligt stolt på drengenes vegne. Vi vidste godt, at Frankrig havde mulighederne og var klar over, at de kunne udfordre os. Så på den måde at gøre rent bord og vinde 3-0, det er virkelig en stor præstation af hele holdet, sagde cheflandstræner Kenneth Jonassen, der ved EM for hold har været ansvarlig for herreholdet.
Anders Antonsen og Kim Astrup/Anders Skaarup lagde ud med at bringe Danmark i front med 2-0, men i den tredje kamp lignede det længe, at Frankrig ville reducere. Bagud 11-19 i andet sæt mod Christo Popov formåede Rasmus Gemke dog at spille sig tilbage og afgøre holdkampen for Danmark ved at vinde både andet og tredje sæt.
– Hvilken indsats. Hvilken fighterevne han beviser derinde i dag. Han har det exceptionelt svært mod en sprudlende Christo Popov, som ikke sætter noget som helst forkert i mere eller mindre to hele sæt. Gemke holder sig i det og bliver ved med at kæmpe og får stille og roligt nogle få procenter over på sin del, og så bliver Christo en lille smule usikker. Det får Gemke udnyttet og spiller et rigtigt flot tredje sæt, og så bliver det en exceptionelt fysisk kamp, med mange små taktiske ting, som var vigtige at få justeret og gøre rigtigt i dag, lød det fra Kenneth Jonassen efter kampen.
– Jeg er pavestolt af Rasmus. Og også pavestolt af de to første kampe. Ved at efterlade Viktor sætter vi jo ekstra pres på de resterende spillere, men vi har så nogle verdensklassespillere i Anders Antonsen og en double med Kim og Anders, der virkelig stepper op.
Anders Antonsen var den første dansker i aktion, og i første herresingle skulle han møde Toma Popov – en spiller, som danskeren før dagens kamp havde vundet 7 ud af 7 kampe over. I dag blev den 8. sejr tilføjet til den indbyrdes statistik, da Anders Antonsen vandt med 21-15, 21-15 og bragte Danmark foran med 1-0 i holdkampen.
De næste danskere på banen var den rutinerede herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup. De var oppe imod Frankrigs første herredouble i form af Lucas Corvee/Ronan Labar. Det var en kamp, hvor der aldrig rigtigt var tvivl om udfaldet, og med en dansk sejr på 21-13, 21-13 var Danmark dermed foran med 2-0 i holdkampen.
Dermed var der altså matchbold til Danmark i den anden herresingle, hvor Rasmus Gemke mødte Christo Popov. De to spillere havde ikke mødt hinanden før dagens opgør, og kampen var på forhånd blevet spået til at være meget tæt – på verdensranglisten er det kun to pladser i franskmandens favør, der adskiller de to spillere. Gemke kom bagud fra start og formåede desværre ikke at spille sig tilbage i det første sæt, som han tabte med 14-21. Andet sæt startede, hvor det første sluttede, men fra 11-19 fandt Rasmus Gemke storspillet frem og vandt andet sæt med 22-20. Ved stillingen 14-9 til danskeren i det tredje sæt vred Popov rundt på anklen, og selv om franskmanden meldte sig klar til at spille videre, tog danskeren de resterende 7 point i træk og vandt sættet med 21-9.
– Der ligger to ting i at komme tilbage fra sådan en situation. Der ligger noget i at give slip på sine frustrationer og stadig ville yde en indsats for holdet og ville have point. Og det er det, der holder ham inde. I en almindelig kamp, hvor man kun spiller for sig selv, så tror jeg ikke, at det var sket, så det er det her med, at man står derinde og vil bevise noget overfor sine kollegaer. Det er det her, holdturneringer kan – man kan lige få et ekstra skub, og man giver ikke bare op, sagde Kenneth Jonassen efter kampen.
Læs også: Damelandsholdet er europamestre efter stærke præstationer i finalen
Med sejren i dag har herrelandsholdet vundet EM for hold for 19. gang ud af 19 udgaver af mesterskabet.
– På vegne af spillerne kan jeg ikke sige andet end, at jeg er superstolt af den præstation. Både fra alle dem, der kom i kamp, men hele stemningen udenfor banen har også været fed. De har været afslappet de første mange dage, men i dag kunne man godt mærke, at de var klar til at løfte opgaven, afsluttede Kenneth Jonassen.
Tidligere i dag formåede det danske damelandshold også at vinde deres EM-finale. De vandt med 3-1 over Spanien.
Stort tillykke til begge de danske landshold!
Tags: EM 2024, EM for herre- og damelandshold, EM for herrelandshold
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Medalje, Nyheder