EM for herrelandshold - Kim Astrup - Anders Skaarup
Badmintonphoto

Herrelandsholdet med ny storsejr: Vi var meget fokuserede

februar 15, 2024 13:49 Skrevet af

Det danske herrelandshold viste kvaliteten igen i dag, da de slog Tjekkiet med 5-0. Det betyder, at de udbygger føringen i gruppespillet. På holdkortet var der nok en gang plads til senior landsholdsdebutanter, da Daniel Lundgaard og Mads Christophersen bidrog til sejren.

 

De danske herrer skulle til formiddag forsøge at udbygge føringen i gruppespillet, da de stod overfor Tjekkiet. Herrerne måtte påtage sig rollen som favoritter, og det var noget, de levede op til. Cheflandstræner Kenneth Jonassen var da også tilfreds med dagens indsats.

– Over en bred kam syntes jeg, vi var meget fokuserede derinde. Altid sat godt i gang af, at Anders spiller en rigtig fornuftig kamp imod Jan Louda, som er en dygtig spiller. Kim og Anders leverer en super koncentreret indsats og så glider Magnus lidt i første sæt, men derefter var der ingen slinger i valsen og så eksekverer vi virkelig godt i de to sidste.

I første herresingle var der genvalg til Anders Antonsen, som stod overfor Jan Louda. Efter 3-5 til tjekken så danskeren sig ikke tilbage og tog sejren i første kamp med 21-18, 21-9.

Kim Astrup var tilbage med sin vante makker, Anders Skaarup, og de sikrede sig sikkert en sejr i første herredouble mod Ondřej Král/Adam Mendrek med cifrene 21-11, 21-12.

Se stillingen i gruppen

Magnus Johannesen, som fik sin debut i går, havde i dag fået chancen i anden herresingle. Han mødte Dominik Kopřiva, som i skrivende stund ligger nr. 417. på verdensranglisten. Johannesen, som ligger nr. 34., tabte overraskende første sæt med 17-21. Men i de efterfølgende sæt, var der ikke tvivl om udfaldet, som gjorde, at danskeren vandt kampen 17-21, 21-5, 21-10.

I de sidste to kampe, var der, ligesom i går, to nye senior debutanter for Danmark. At få debutanterne i spil tidligt i turneringen har også været et fokuspunkt for cheflandstræneren.

– En af bevæggrundene for at tage et stort hold med, er at få alle i spil. Også gerne så tidligt som muligt, så vi har de bedste muligheder fremadrettet, hvis der skulle opstå sygdom eller skader. Når vi udtager spillere, udtager vi netop med det formål, at vi forventer, at de kommer i spil og ikke bare sidder på bænken, fortæller Jonassen.

Den første, der skulle i aktion var Daniel Lundgaard. Han skulle, sammen med makker Mads Vestergaard, op imod Vít Kulíšek/Tomáš Švejda. Danskerne gjorde kort proces, da de tog sejren på bare 22 minutter. De vandt med cifrene 21-7, 21-6.

Se resultaterne her

Sidste kamp gav plads til endnu en debutant i Mads Christophersen. I sin første kamp for landsholdet var modstanderen David Smutný, som ligger nr. 1056 på verdensranglisten mod Christophersens placering som nr. 53. Med cifrene 21-12, 21-8 Danskeren levede da også op til favoritværdigheden og fuldendte fem sejre ud af fem mulige.

Polen venter i sidste gruppekamp, som spilles i morgen kl. 10.00.

– På nogle områder, bliver det lidt samme størrelse som i dag. Det kommer til at handle om vores fokus og at vi har en mission, vi er på, når vi går på banen. Og så bliver det spændende om der er nogle tilskuere, der kan lave noget larm og skabe noget spænding til kampen. Men vi skal ind og være fuldt fokuseret, og arbejde videre med de ting, så vi også kan stå stærkt videre i turneringen, afslutter Jonassen.

Læs også: Damelandsholdet åbner EM med sejr mod Frankrig

Fakta om turneringen:

EM for hold spilles i Lodz, Polen, den 14.-18. februar.

De danske herrer er i gruppe med Tyskland, Tjekkiet og Polen. Første kamp er 14. februar klokken 10 mod Tyskland, anden kamp er mod Tjekket 15. februar klokken 10, mens sidste gruppekamp mod Polen spilles klokken 10 den 16. februar.

De danske herrer har vundet mesterskabet alle de 18 gange, hvor det har været afholdt.

EM for herre- og damehold har været spillet siden 1986. Det afholdes i uge 7 i lige år – dog er i år første gang siden 2020, at mesterskabet afholdes, da 2022-udgaven blev aflyst på grund af COVID19-pandemien. Eventet kroner det bedste kvindelige og mandlige hold i Europa og fungerer som den europæiske kvalifikation til Thomas og Uber Cup, der er VM for henholdsvis herre- og damehold, som begynder i slutningen af april.

En holdkamp består af fem individuelle kampe – tre singler og to doubler. I gruppespillet spiller man alle fem kampe, mens man i knockoutfasen stopper holdkampen, når det ene hold når tre sejre.

TV2 Sport sender fra semifinalerne og finalerne ved EM for hold, der spilles hhv. lørdag og søndag den 17. og 18. februar. Gruppekampene kan streames på badmintoneurope.tv.

Du kan læse mere om mesterskabet ved at klikke her.



Tags: , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,