Badmintonphoto
De fem finaler er fastlagt: Sådan forløb semifinalerne fredag ved VICTOR DM 2024
februar 9, 2024 21:48Ti semifinaler senere står ti spillere og par finaleklar til lørdagens afrunding af VICTOR DM 2024.
Mixeddouble-kategorien åbnede festen fredag eftermiddag. På tv-banen var der fuld plade i landsholdsspillere, da Indonesia Masters-semifinalisterne Jesper Toft/Clara Graversen fra henholdsvis Højbjerg og Solrød Strand tørnede sammen med det til lejligheden sammensatte par Daniel Lundgaard/Amalie Magelund fra Skovshoved og Højbjerg. Jesper Toft/Clara Graversen avancerede efter to overbevisende sæt til finalen med cifrene: 21-15,21-16. På bane 2 stod førsteseedede Marcus Rindshøj/Alexandra Bøje fra Solrød Strand over for dagens eneste useedede mixeddouble par Rasmus Prasz Espersen/Amalie Cecilie Kudsk fra Gentofte og Værløse. Marcus Rindshøj/Alexandra Bøje spillede sig i finalen i efter en gyser i tre sæt med cifrene: 21-18,19-21,21-17.
Alle fire seedede damesingle-spillere stod klar til at levere en stærk indsats i forsøget på at spille sig i finalen. På bane 1 mødte den forsvarende mester Line Christophersen fra Skovshoved landsholdskollegaen Julie Dawall fra Værløse. Dawall bed fra sig i kampens to sæt, men formåede ikke for alvor at true Line Christophersens vej mod femte VICTOR DM-finale i streg. Christophersen vandt kampen med cifrene: 21-18,21-18. Der venter et brag af en damesingle-finale mellem to af landets bedste spillere i morgen, for i dagens anden DS-semifinale slog Mia Blichfeldt fra Skælskør landsholdskollegaen Amalie Schulz fra Højbjerg i to sæt med cifrene: 21-16,21-13. Christophersen jagter femte VICTOR DM-titel, alt imens Blichfeldt jagter sin anden.
Klik her for det fulde overblik over lodtrækningen og fredagens resultater
Som i damesingle var det ligeledes de fire seedede herresingle-spillere, der indtog gulvet i Sydjysk Sparekasse Skansen fredag aften. Førsteseedede Rasmus Gemke fra Skovshoved skulle forbi den forsvarende mester Hans-Kristian Vittinghus fra Hvidovre, hvis han skulle sikre sig en finaleplads ved årets VICTOR DM og retfærdiggøre den favoritværdighed, der følger med en top seeding. Gemke viste suverænt spil, og avancerede til finalen i to sæt med cifrene:21-15,21-13.I dagens anden herresingle-semifinale mødte de to landsholdsspillere Magnus Johannesen fra Vendsyssel og Mads Christophersen fra Skovshoved hinanden. Det blev den 22 årige nordjyde Johannesen, der trak det længste strå i duellen med sidste års finalist. Christophersen var belastet af smerte i løbet af kampen, men han formåede at kæmpe sig flot ind i kampen, en kamp hvor han dog måtte se sig slået i to sæt med cifrene: 21-10,21-17. Finalen bliver et opgør mellem mesterskabernes første- og andet seed.
Klik her for at læse det store VICTOR DM 2024 magasin
Damedouble-kategorien har i en årrække været domineret af Maiken Fruergaard/Sara Thygesen, der har vundet fem ud af de sidste syv VICTOR DM-titler. Fredag skulle de forsøge at spille sig i finalen nok engang, og til at forsøge at forhindre det stod de unge Odense OBK kammerater Emilia Nesic/Lærke Tolstrup. Det var dog ikke meget det unge par kunne stille op overfor deres mere erfarne klubkammerater, og Fruergaard/Thygesen spillede sig suverænt i finalen med cifrene:21-8,21-9. I finalen venter Amalie Magelund/Natasja P. Anthonisen der ligeså i to sæt spillede sig på fornemmeste vis i finalen mod 3/4-seedede Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz fra Værløse med cifrene: 21-13,21-16. Amalie Magelund skal i morgen spille sin tredje damedouble-finale i træk, efter at have spillet finale i 2022 og vundet med Freja Ravn, mens hun sidste år måtte se sig slået med makkeren Marie Røpke.
Herredouble-semifinalerne bestod af på papiret to tætte opgør mellem landsholdspar i begge kampe. Odense OBK parret William Kryger Boe/Christian Faust Kjær stod overfor Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard fra Skovshoved og Højbjerg. Første sæt sad Lundgaard/Vestergaard tungt på første sæt, og lukkede det med cifrene 21-14. I andet sæt kom Kryger Boe/Faust Kjær bedre ind i kampen, men måtte se sig slået i to sæt ved cifrene 22-20. Mesterskabernes førsteseed og forsvarende mestre Rasmus Kjær/Frederik Søgaard fra Gentofte og Skælskør skulle spille sig tilbage i VICTOR DM-finalen mod Jesper Toft/Andreas Søndergaard fra Højbjerg og Værløse. Det blev en tæt affære, der måtte ud i tre intense sæt, inden Jesper Toft kunne spille sig i sin anden VICTOR DM 2024-finale, denne gang med herredouble makkeren Andreas Søndergaard.
Lørdagens finaler ved VICTOR DM 2024:
Herresingle: Rasmus Gemke (1.) – Magnus Johannesen (2.)
Damesingle: Mia Blichfeldt (1.) – Line Christophersen (2.)
Herredouble: Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard (2.) – Jesper Toft/Andreas Søndergaard (3/4.)
Damedouble: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen (1.) – Amalie Magelund/Natasja P. Anthonisen (2.)
Mixeddouble: Jesper Toft/Clara Graversen (3/4.) – Alexandra Bøje/Marcus Rindshøj (1.)
TV
TV 2 Sport og TV 2 Play sender live fra semifinaler og finaler, fredag og lørdag, den 9. og 10. februar.
Program
Lørdag den 10. februar, kl. 12.00-17.00
Sidste års vindere af VICTOR DM var:
- Herresingle: Hans-Kristian Solberg Vittinghus
- Damesingle: Line Christophersen
- Herredouble: Frederik Søgaard/Rasmus Kjær
- Damedouble: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen
- Mixeddouble: Mathias Christiansen/Sara Thygesen
Tags: 2024, DM, Sønderborg, Sydjysk Sparrekasse Skansen, VICTOR DM
Kategori: Danmarksmesterskaber, Elite, Forside, Medalje, Nyheder