Allan Høgholm
Badminton Danmark byder to nye ungdomslandstrænere velkommen
december 22, 2023 16:41Fra det nye år kan U17-landsholdet og U19-landsholdet byde velkommen til Nadia Lyduch og Kasper Dinesen, der tiltræder stillingerne som ungdomslandstrænere.
Solrød Strand badmintonklub-træneren Nadia Lyduch og Høbjerg Badmintonklub-træneren Kasper Dinesen skal fra 1. januar prøve kræfter med ungdomslandsholdstræningen, når de hver især tiltræder stillingen som henholdvis U17-ungdomslandstræner og U19-ungdomslandstræner.
Lyduch og Dinesen skal afløse Lennart Engel, som Badminton Danmark gerne vil takke for en enorm indsats til gavn for talentudviklingen i forbundet.
Læs også: Danmarks U17-landshold er europamestre
For både Lyduch og Dinesen er timingen den helt rigtige i forhold til tiltrædelsen af stillingerne.
– Jeg har sagt ja til stillingen fordi, jeg føler jeg har tid, også har jeg en masse erfaring, som jeg gerne vil give videre. Jeg har to børn, som også spiller badminton, men som nu er blevet ældre, så nu har jeg har tid til de ting, som der er i forbindelse med stillingen som rejser, møder, lejre osv, fortæller Lyduch.
– Jeg har efterhånden længe gået og spekuleret på, om landsholdsregi var det rigtige næste step for mig. Jeg er meget aktiv ude i hallerne og har set mange forskellige årgange, så jeg har efterhånden et godt kendskab til spillere i de forskellige ungdomsrækker. Det vil jeg gerne bruge til forhåbentlig at kunne bidrage til udviklingen af dansk ungdomsbadminton. Derudover tror jeg, at U19-gruppen er den helt rigtige aldersgruppe for mig at arbejde med, og jeg glæder mig til det, siger den nyligt elitetræneruddannede Dinesen.
Køb dine billetter til VICTOR DM 2024 i dag
Stillingerne byder på 42-45 timers arbejde i løbet af en sæson samt deltagelse i en U17/U19 elitesommerlejr og for U17-landstræneren at indgå i to weekendlejre samt deltage hvert år i internationale turneringer/mesterskaber. Både Lyduch og Dinesen glæder sig til de kommende udfordringer og oplevelser, der følger med ungdomslandstræner-jobbet.
– Jeg ser frem til at arbejde med de unge mennesker, og få givet noget af det videre til næste generation, som man skal gøre, når man har prøvet noget selv. Der er fokus på bevægelse og benarbejde, som er mine spidskompetencer, og som jeg gerne vil påvirke både spillerne og badminton danmark indenfor dette område, fortæller Lyduch.
– Derudover forventer jeg at få en masse sparring indenfor højeste undgomsniveau. Jeg er elitær i min tankegang, selvom jeg tror på fællesskabet, så jeg glæder mig til god sparring med de andre trænere, og nye input til hvordan man skal arbejde med spillerne. Det bliver godt at arbejde på en længeresigtet plan med klubtrænerne – og den sparring glæder jeg mig også til, siger Lyduch.
– Jeg ser selvfølgelig frem til de spændende turer, der venter truppen med større mesterskaber. Derudover bliver det spændende at have indflydelse på beslutninger og udtagelser, og være med til at definere, hvilken vej vi skal gå. Jeg ser frem til samarbejdet med spillerne, og det trænerteam jeg bliver en del af, siger Dinesen.
– Jeg forventer, at stillingen kræver dedikation og passion for sporten, og jeg er klar til at give 100% af mig selv. Jeg var med til sidste U19 UVM for Danmark og mærkede en professionel tilgang og et højt ambitionsniveau fra spillere og trænere, og det passer godt til den måde jeg selv griber tingene an på som træner. Det bliver fedt at blive en del af og nu med større ansvar, fortæller Dinesen.
Fleksibilitet og fællesskab: Horsens Badmintonklub inviterer lokale klubber til Pop-Up Badminton
Det er ikke kun Lyduch og Dinesen, der ser frem til deres tiltrædelse på ungdomslandsholdene, også Talentudviklingschef Lars Uhre ser på de to nyansatte med stor beundring.
– Vi er glade for at kunne tiltrække to trænere på så højt niveau og med stor erfaring, som vil bidrage positivt til teamet omkring de ældste talenter. Begge kommer med nuancerede tilgange til talentudvikling og stort engagement som de unge mennesker og trænerne omkring dem kommer til at nyde godt af, fortæller Lars Uhre.
Den sportslige ledelse bag ungdomslandsholdene er:
Elite- og sportschef: Jens Meibom
Talentudviklingschef: Lars Uhre
U19-landstræner: Jonas Lyduch, Kasper Dinesen og Frank Larsen
U17-landstrænere: Frank Larsen og Nadia Lyduch
U15-landstrænere: Thomas Nielsen og Steen Thomsen
Der skal lyde et stort tak til Solrød og Højbjerg Badmintonklub, for at have vist stor velvilje og fleksibilitet for at give Nadia Lyduch og Kasper Dinesen denne ekstra mulighed.
Tags: Kasper Dinesen, nadia lyduch, ungdomslandstræner
Kategori: Elite, Forside, Nyheder, Ungdomslandshold