De fire kursister har bestået elitetræneruddannelsen
Fra venstre: Michael Rasmussen, Sune Gavnholt, Kasper Dinesen og Tine Baun

Fire glade klubtrænere har gennemført Badminton Danmarks elitetræneruddannelse: – Nu kan jeg dygtiggøre mig selv endnu mere

december 8, 2023 15:43 Skrevet af

Tine Baun, Michael Rasmussen, Sune Gavnholt og Kasper Dinesen er de første i Danmark, der netop har gennemført Badminton Danmarks nye elitetræneruddannelse.

De sidste to år har Tine Baun, Michael Rasmussen, Sune Gavnholt og Kasper Dinesen været igennem Badminton Danmarks elitetræneruddannelse, og d. 8. december 2023 kunne de alle fire fejre endt uddannelse med et diplom i hånden.

Læs også: Fire personer optaget på Badminton Danmarks elitetræneruddannelse

For Højbjerg-træneren Kasper Dinesen har uddannelsen været en praktisk og teoretisk lærerig proces, hvor han ser frem til at bruge sine nye kompetencer hjemme i Højbjerg.

– Uddannelsen har sat tingene i perspektiv. Når man er inde og arbejde med elite spillere, hvor det er 100 procent egen-udvikling og resultater, der er i fokus kontra klub, hvor der er en masse interesser og foreningen, der skal tilgodeses, så er det virkelig en forskel, der er blevet sat frem i lyset for mig. Vi har også dygtige spillere hjemme i min klub, hvor jeg har stået og været i tvivl om, hvordan vi skal rykke det her niveau til næste niveau, så jeg har helt sikkert fået en større viden om, hvad det er man skal lægge på hjemme i klubben.

Som en del af uddannelsen har de fire kursister hver især haft en landsholdstræner som mentor, hvor de har fulgt dem ude til turneringer og nede på NETC-træningen. Det har været en hverdag, som Dinesen på sigt kan se sig selv blive en del af.

– Lige nu og her, der er målet at bruge uddannelsen til bare at dygtiggøre mig endnu mere, jeg er ikke der, hvor jeg behøver at være landstræner i morgen, men kommer muligheden er jeg klar, men jeg ser det mere som en lang vej, hvor det kunne være slutmålet.

Læs mere om elitetræneruddannelsen her

Elitetræneruddannelsen har ikke kun været til fordel for de fire klubtrænere, også for landsholdstrænerne har Sportschef Jens Meibom kunne se en positiv udvikling i deres arbejde som mentorer.

– Når landstrænerne har skulle undervise i deres kategori og forklare, hvordan de udvikler verdensklasse, så kræver det, at de reflekterer over deres værdier, holdninger og praksis, hvilket har været rigtigt gavnligt. De fire kursister har været rigtig gode til at stille spørgsmål til de nuværende landstrænere – både i teorilokalet og i hallen – og derfor har uddannelsen også bidraget til en intern udvikling af de nuværende landstrænere. Det synes jeg har været super positivt.

Første omgang af den nye elitetræneruddannelse har alt i alt været en positiv oplevelse for både kursisterne, der har fået et unikt indblik i landsholdstræningen, og alt hvad det indeholder, men også for Badminton Danmark som forbund.

– Jeg synes, at uddannelsen har overgået vores forventninger. Det er mit indtryk, at kursisterne har lært rigtigt meget, og at vi nu har fire trænere, som har en indgående indsigt og forståelse for eliteprogrammet og træning af senior elitespillere. De er rigtig godt klædt på til at påtage sig træneropgaver indenfor Badminton Danmark, og vil også kunne benytte deres nyerhvervede kompetencer i deres nuværende roller som klubtrænere, siger Jens Meibom

Elitetræneruddannelsen vil blive udbudt én gang i løbet af en olympisk cyklus, og der er derfor planer om, at næste runde af uddannelsen vil blive sat i gang i 2026/2027.

Der skal lyde et stort tillykke til Tine Baun, Michael Rasmussen, Sune Gavnholt og Kasper Dinesen med deres uddannelse!



Tags: , , , ,
Kategori: , ,