Badmintonphoto

VICTOR DENMARK OPEN debutant: – Helt sikkert en turnering, jeg vil vinde på et tidspunkt

oktober 9, 2023 08:57 Skrevet af

Magnus Johannesen er, med sin placering som nr. 31 på verdensranglisten, for første gang med til den største danske turnering på BWF’s World Tour; nemlig VICTOR DENMARK OPEN. Lodtrækningen giver ikke den unge dansker en nem start, men Johannesen ser frem til at prøve kræfter mod de absolut bedste.

 

Med 16 andre danske spillere, tager Magnus Johannesen til Jyske Bank Arena i Odense for at spille VICTOR DENMARK OPEN den 17. – 22. oktober. Modsat de andre 16, bliver det en ny oplevelse for Johannesen.

Køb billet til VICTOR DENMARK OPEN 2023

Det er nemlig ikke længere nødvendigt for den 21-årige dansker at spille kvalifikationskampe for at komme ind til de største turneringer. Som nr. 31 på verdensranglisten er Super 1000-turneringen China Open i september og Super 750-turneringen VICTOR DENMARK OPEN i oktober nu en del af badmintonkalenderen.

– Det bliver selvfølgelig fedt at spille derovre. Det er en turnering, jeg har set mange gange som ungdomsspiller, så det bliver fedt at skulle spille, fortæller Johannesen.

Læs også: Se det officielle VICTOR DENMARK OPEN 2023-magasin

Kendskab til VICTOR DENMARK OPEN

Selvom seniorturnering bliver en ny oplevelse, er VICTOR DENMARK OPEN ikke en helt ukendt størrelse for det unge talent. Han har nemlig selv spillet ungdomsturneringen, VICTOR DENMARK JUNIOR, siden han var 11 år gammel. Samtidig er han vokset op med turneringen, som en fan af badmintonsporten.

– Jeg har løbet rundt i hallen derovre sammen med en masse andre drenge fra min årgang og spillet selv om dagen, og så været inde og se de professionelle spille om aftenen. Så det bliver fedt endelig at skulle være én af dem, der selv spiller om aftenen, nævner Johannesen.

Se lodtrækningen til VICTOR DENMARK OPEN

Hård lodtrækning

Debutanten får ikke en blød start på turneringen. På papiret er det den sværeste start, nogen overhovedet kunne få. Viktor Axelsen kommer nemlig til at stå på den anden side af nettet, når Magnus Johannesen går på de grønne måtter i Jyske Bank Arena.

Men det 21-årige talent ser mødet med verdensetteren som en spændende mulighed, hvor han skal vise sine styrker.

– Det er jo en helt vild kamp at få med garanti. Nu mødte jeg Shi Yu Qi i Kina (til China Open, red.) også på hjemmebane. Det er lidt det samme at skulle møde Viktor, fortæller Johannesen og fortsætter:

– Det er de aller største spillere på hjemmebane, som er 100% opsatte. Jeg kommer til at møde en Viktor, der er 100% klar, som han altid er. Men jeg skal prøve at spille nogle dueller på mine præmisser og få alle de ting med, jeg ved, jeg kan.

Læs også: Dansker-garanti? Hvilken dag skal du købe billet til?

Målet bliver dermed at have fokus på kampen og se, hvordan niveauet sammenligner sig mod verdens nr. 1.

– Det bliver den ene kamp, som der er fokus på, men jeg skal have alt det ud af det, som jeg overhovedet kan og se, om jeg kan ramme mit topniveau. Det er dét, der er målet med den kamp og turnering, afslutter Johannesen.

Mål om VICTOR DENMARK OPEN i fremtiden

Selvom Johannesen i år bliver debutant og får lov til at prøve kræfter med de bedste, ligger der et mål ude i fremtiden om at præstere på højeste niveau til turneringen. Endda at vinde herresingle-kategorien.

– Det er helt sikkert en turnering, jeg godt vil vinde på et tidspunkt. Det er et mål ude i fremtiden, men én af de turneringer, der er lidt ekstra speciel, da det er den største turnering på hjemmebane, fortæller danskeren.

Magnus Johannesen er i den øverste halvdel af lodtrækningen, som betyder, at han som udgangspunkt skal spille første runde onsdag den 18. oktober i Jyske Bank Arena i Odense. Se Johannesen og alle de andre danskere ved at købe billet til VICTOR DENMARK OPEN, eller følg med på TV2 Sport og TV2 Play fra den 17. – 22. oktober.

 



Tags: , , , , ,
Kategori: , , ,