Maria Højlund Tommerup og Sofie Røjkjær slår indonesisk par ved UVM 2023. Foto: Badmintonphoto
Ni danske sejre: – Ekstremt godt tilfreds
oktober 4, 2023 10:50Det blev danske sejre mod spillere fra blandt andet Indonesien, Singapore og Hong Kong i anden runde af den individuelle turnering ved UVM.
Samtlige danske badmintontalenter var i aktion ved UVM i nordvestamerikanske Spokane natten til onsdag, og det endte med ni danske sejre i de 12 kampe. Flere af de danske spillere slog endda seedede modstandere ud.
– Jeg er ekstremt godt tilfreds. I damedoublen med Maria Højlund Tommerup og Sofie Røjkjær var vi jo halvt ude og bagud 16-20 i andet sæt, men fik det vendt til sejr over et seedet indonesisk par. Generelt er der flere gode resultater i dag, og der er ingen skuffelser, siger transitionstræner Jonas Lyduch.
Vil du se verdensstjerner? Køb din billet til VICTOR DENMARK OPEN lige her
Nederlagene kom til Amanda Aarrebo Petersen/Lærke Thomsen og Jonathan Melgaard/Maria Højlund Tommerup, der begge tabte til stærke kinesiske par, og det vil træneren ikke tillade sig at være skuffet over.
– Så taber William Bøgebjerg til en god japaner, som vi havde set på video mod Sverige, men japaneren var steppet op i dag. William fører 10-4 og kan ikke lukke sættet. Det er svært at være skuffet, når spillet er godt, men jeg kan være skuffet over, at han ikke lukker sine chancer. Han har også 16-16 i andet sæt, men vi må også erkende, når de andre bare er bedre, siger Lyduch.
Til gengæld cruiser herredoublerne Jonathan Melgaard/Mike Vestergaard og Calvin Lundsgaard/Otto Reiler videre efter en tæt dyst med et newzealandsk par og sikker sejr over et par fra Hong Kong.
Også begge damesingler Kajsa van Dalm og Lærke Thomsen er videre.
– Kajsa vinder en mentalt svær kamp, hvor hun var favorit, men ikke så meget, at hun ikke kunne få problemer. Det kan godt være svært at håndtere, men hun spiller en virkelig flot kamp med meget ro og slår en seedet svensker, der er en rigtig fin spiller. Lærke slår en spiller fra Litauen, hvor hun også var stor favorit, men det er flot, hun vinder, siger Lyduch.
Læs også: Danmark vandt den sidste placeringskamp i holdturneringen ved UVM
I herresingle vandt Mads Emil Monke en nemt over en spiller fra Litauen, mens Alexander Ringbæk også er videre.
– Ringbæk spiller mod en englænder, hvor han nok også var favorit, men det er en svær størrelse. De spiller et lige første sæt, og så får han slået hul på ham og ruller ham midtover, siger Lyduch.
I mixeddouble blev det til en pligtsejr til 13. seedede Mike Vestergaard og Sofie Røjkjær mod et østrigsk par, mens Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen vandt i tre sæt mod et par fra Singapore.
– De var faktisk var lidt nede i sækken og bagud 13-17 i andet sæt, men de får vendt det, og det er super flot. De er også et ungt par, der ikke har prøvet så meget, så det var en flot sejr, siger Lyduch.
DANSKE RESULTATER I ANDEN RUNDE
Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær (13) – Ilija Nicolussi/Lena Krug, Østrig 21-12, 21-12
Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen – Zi Shun Nicholas Kat/Zheng Hong Li, Singapore 11-21, 21-19, 21-12
Alexander Ringbæk – Michael Pang, England 21-16, 21-8
Mads Emil Monke – Rokas Lesinskas, Litauen 21-8, 21-6
Lærke Thomsen – Jogaile Keleciute, Litauen 21-13, 21-13
Kajsa van Dalm – Elin Ryberg (16), Sverige 21-17, 21-16
Jonathan Melgaard/Mike Vestergaard – Raphael Chris Deloy/Samuel Navarra, New Zealand 21-19, 21-19
Calvin Lundsgaard/Otto Reiler – Chan Lok Hin Jasper/Cheung Sai Shing, Hong Kong 21-12, 21-8
Sofie Røjkjær/Maria Højlund Tommerup – Meisa Rizka Fitria/Maulida Aprilia Putri (14), Indonesien 21-10, 23-25, 15-21
Jonathan Melgaard/Maria Højlund Tommerup – Geo Jia Xuan/Chen Fan Shu Tian, Kina 13-21, 19-21
William Bøgebjerg – Daigo Tanioka, Japan 21-23, 18-21
Amanda Aarrebo Petersen/Lærke Thomsen – Jiang Pei Xi/Liao Li Xi 8-21, 15-21
Læs også: Det vælter ind med pigespillere i dansk klub – læs om deres erfaring lige her
Onsdag aften og natten til torsdag spilles tredje runde, og her venter flere hårde kampe. Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen møder et par fra Thailand, Calvin Lundsgaard/Otto Reiler møder kinesere, mens Jonathan Melgaard/Mike Vestergaard møder et par fra Taiwan.
– Nu møder vi altså dem, der kan spille, men det er også det, der bliver sjovt at møde dem fra Asien, siger Lyduch.
Alexander Ringbæk og Mads Emil Monke møder begge spillere fra Dubai, som er ubeskrevede blade, der nu skal studeres på video. Også i damedouble venter et par fra Dubai.
– Det vil virkelig være godt, hvis vi kan spille os frem til torsdag i damedouble, siger Lyduch.
Det seedede par Mike Vestergaard og Sofie Røjkjær møder et par fra Peru, hvor danskerne er favoritter. I damesingle skal Kajsa van Dalm møde en belgier, hvor der er en realistisk sejrschance, mens Lærke Thomsen møder en stærk kineser, der også spillede i holdturneringen.
– Så der er vi kraftig underdog, men vi giver den alt, hvad den kan trække. Generelt har vi kampe, hvor vi er favoritter og underdogs, så jeg håber bestemt, at vi har spillere videre i morgen også, men særligt spillerne fra Dubai er svære at vurdere, siger Jonas Lyduch.
DANSKE KAMPE I TREDJE RUNDE NATTEN TIL TORSDAG
19.50 Otto Reiler/Amanda Aarrebo Petersen – Phuwanat Horbanluekit/Patida Srisawat (10), Thailand
20.20 Mike Vestergaard/Sofie Røjkjær (13) – Sharum Durand Cardenas/Namie Miyahira Tsukazan, Peru
21.50 Kajsa van Dalm – Noa Dauphinais, Belgien
22.30 Lærke Thomsen – Xu Wen Jing (8), Kina
23.10 Mads Emil Monke – Dev Vishnu (13), Dubai
23.40 Alexander Ringbæk – Bharath Latheesh (5), Dubai
00.30 Sofie Røjkjær/Maria Højlund Tommerup – Taabia Khan/Mysha Omer Khan, Dubai
00.30 Calvin Lundsgaard/Otto Reiler – Chen Yong Rui/Hu Ke Yuan, Kina
02.20 Jonathan Melgaard/Mike Vestergaard – Lai Po Yu/Tsai Fu Cheng (6), Taiwan
Du kan få resultater fra alle kampe ved UVM lige her
Der er desværre ikke noget officielt livestream af kampene, men spillerne har lavet en gruppe på Facebook, hvor de forsøger at opdatere live. Den hedder ‘VM Spokane – livestream’, og du er velkommen til at følge med her.
Tags: Ungdomslandshold, UVM
Kategori: Elite, Forside, Nyheder, Ungdomslandshold