Damedoublen med Amanda Aarrebo Petersen/Lærke Thomsen vandt også mod Estland. Foto: Badmintonhoto
Tilbage på sporet: Sikker dansk sejr
september 29, 2023 10:13Danmark vandt sikkert med 5-0 i nattens placeringskamp ved UVM, og træner Jonas Lyduch ser nu frem til et tæt opgør i sidste holdkamp.
Efter nederlag til Taiwan i gruppefinalen og USA i første placeringskamp, så var de danske badmintontalenter tilbage på sejrssporet, da det natten til fredag blev til en sikker 5-0-sejr ved UVM i nordvestamerikanske Spokane.
Transitionstræner Jonas Lyduch havde på forhånd forventet, at danskerne var en klasse over esterne, og det viste sig også at være tilfældet.
– Der er ikke så meget at sige. Vi var bare bedre end dem. Alexander Ringbæk møder en rigtig fin modstander og er den eneste, der bliver presset lidt, herredoublen bliver måske også lidt, men Alexander spiller bare rigtig godt, siger Lyduch.
Få alle de danske resultater fra kampen mod Estland her – og selvom kampen ser ud til at stoppe ved 3-0, så blev den færdigspillet, og Danmark vandt alle fem kampe i to sæt.
Nu venter England i den sidste holdkamp i turneringen. En kamp, der bestemmer, om Danmark bliver nummer 13 eller 14.
– Vi kender dem ret godt. Damesinglen er ret åben, og i herresinglen er vi lille favorit. Doublerne er meget lige, men måske med en lille fordel til os. Det kan godt blive en tæt holdkamp. Jeg tror og håber, at vi vinder, men det er ikke en walkover, siger Lyduch.
Vil du se verdensstjerner? Køb billet til Victor Denmark Open lige her
Når han kigger til de andre kampe i turneringen, kan han også se, at de to lande, som Danmark tabte til også vandt deres næste kampe. Taiwan er således i semifinalen efter sejr over Thailand, mens USA besejrede Hong Kong i deres placeringskamp.
– Det indikerer også, at vi har tabt til nogle dygtige hold. Taiwan var for stor en mundfuld, og USA har rigtig dygtige spillere med en damedouble, der var med til VM i København og ligger langt fremme. I dag var vi så overmagten, siger Lyduch.
Efter Danmarks kamp mod England natten til lørdag, så skal de danske spillere og trænere lige have hovedet lidt væk fra badminton, så de er helt klar til den individuelle turnering, hvor lodtrækningen stadig mangler.
Læs også: Det vælter ind med pigespillere i dansk klub – læs om deres erfaringer her.
DANMARKS KAMPE VED UVM
25. sep – 21.00-00.30 Danmark-Slovakiet 5-0
26. sep – 21.00-00.30 Danmark-Tahiti 5-0
27. sep – 04.00-07.30 Danmark-New Zealand 5-0
27. sep – 21.00-00.30 Danmark-Taiwan 0-5
28. sep – 04.00-07.30 Danmark-USA 2-3
29. sep – 02.00-05.30 Danmark-Estland 5-0
29. sep – 22.00-01.30 Danmark-England
Du kan tjekke resultaterne fra UVM lige her.
Der er desværre ikke noget officielt livestream af kampene, men spillerne har lavet en gruppe på Facebook, hvor de forsøger at opdatere live. Den hedder ‘VM Spokane – livestream’, og du er velkommen til at følge med her.
Tags: Ungdomslandshold, UVM
Kategori: Elite, Forside, Nyheder, Ungdomslandshold