Badmintonphoto

Optakt: Dansk VM-finalebrag i Royal Arena

august 27, 2023 08:00 Skrevet af

Vi har danskere i finalen i Royal Arena. Verdensmesterskaberne i København har budt på mange store øjeblikke og mindeværdige dage, og i dag venter endnu en. 

 

Endnu en stor danskerdag står for døren, når vi har dansk deltagelse ved finalerne til VM i badminton. Kim Astrup/Anders Skaarup leverede endnu en pragtpræstation og satte to tykke streger under, at de er blandt de absolut bedste herredoubler i verden, da de avancerede til finalen efter en sand gyser i to sæt. 

I dag venter fem spændende finalekampe, en af dem med dansk deltagelse i kategorien herredouble. 

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Kim Astrup/Anders Skaarup(11.) – Kang Min Hyuk/Seo Seung Jae(9.)

Spiller kamp 5 på bane 1. Cirka klokken 17.30. 

Astrup/Skaarup står overfor sidste års Korea Open-vindere for første gang. Koreanerne sikrede sig finalepladsen i to sæt over sidste års verdensmestre Chia/Soh fra Malaysia.

Dagens VM-finale er også den danske herredoubles første VM-finale, men VM-medaljerne er ikke en førstegangsoplevelse, da de i Huelva i Spanien tog en bronzemedalje ved verdensmesterskaberne 2021.

Danmark har siden 1977, hvor VM for første gange blev spillet, vundet 12 medaljer: 2 guld, 3 sølv og 7 bronze.

De to guldmedaljer blev vundet i 2003 af Lars Paaske/Jonas Rasmussen og i 1983 af Steen Fladberg/Jesper Helledie. Den skarpe læser vil måske lægge mærke til, at der her er 20 år mellem de to guldmedaljer, og i år er det mindsandten 20 år siden, at Paaske/Rasmussen vandt. Så hvem ved? Måske får vi et sæt nye verdensmestre i herredoublekategorien.

Klik her for at se alle de tidligere danske VM-medaljevindere

Seo Seung Jae når at få prøvet kræfter med en finale i Royal Arena forinden mødet med Astrup/Skaarup, da han spiller finale i mixeddouble med Chae Yu Jung i søndagens første finalekamp. 

Læs også: Astrup/Skaarup finaleklar efter lørdagens semifinaler

 

Dagens fem store finalekampe finder du nedenfor:

Kamp 1 mixeddouble: Zheng Si Wei/Hung Ya Qiong(1.) – Seo Seung Jae/Chae Yu Jung(5.)

Kamp 2 damedouble: Chen Qing Chen/Jia Yi Fan(1.) – Apriyani Rahayu/Siti Fadia Silva Ramadhanti(11.)

Kamp 3 damesingle: An Se Young(1.) – Carolina Marin(6.)

Kamp 4 herresingle: Kodai Naraoka(4.) – Kunvalut Vitidsarn(3.)

Kamp 5 herredouble: Kim Astrup/Anders Skaarup(11.) – Kang Min Hyuk/Seo Seung Jae(9.)

Kunne du tænke dig at spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

 

VM i badminton spilles i Royal Arena den 21.–27. august, og det er femte gang i historien, at Danmark er vært for verdensmesterskabet.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender alle dage. TV2’s sendeplan finder du her.

Klik her for at få mere information om dagens finalekampe

Hvis du vil med helt tæt på kampene, spillerne og bag kulisserne til VM, så kan vi anbefale dig at følge Badminton Danmark på Facebook, Instagram, TikTok eller YouTube-kanal. Sidstnævnte kanal har allerede nu flere videoer af opbygningen i Royal Arena, hvor du kan se, hvordan den bliver forvandlet fra en tom arena til en fremragende badmintonoplevelse for tilskuere og spillere.



Tags: , , , , ,
Kategori: , , , ,