VM-Legendernes aften_hjemmeside - Flemming Delfs Lene Køppen Steen Skovgaard Pia Gottschau Steen Fladberg Jesper Helledie Thomas Lund Marlene Lund Grete Sahlertz Kragekjær Jens Eriksen Peter Rasmussen Peter Gade Lars Paaske Jonas Rasmussen Thomas Laybourn VM - Medaljer - Legender
ShaoChen, Badminton Danmark

Legende træf: Tidligere danske VM-finalister samlet i Royal Arena

august 23, 2023 10:08 Skrevet af

Alle de tidligere danske VM-finalister var i går inviteret til ’VM-legendernes aften’ ved VM 2023 i Royal Arena.

 

– Hej, godt at se dig!

– Længe siden, hvordan har du det?

Der var gensynsglæde i Royal Arena i går, hvor Badminton Danmark havde inviteret alle tidligere danske VM-finalister til ’VM-legendernes aften’ ved VM 2023.

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Tidligere VM-medaljevindere som blandt andre Flemming Delfs, Grete Sahlertz Kragekjær, Thomas Lund, og Jens Eriksen sad derfor parat til at støtte de nuværende danske VM-spillere, da de gik på banen for at kæmpe om nye medaljer til Danmark.

Siden det første VM i 1977 har Danmark vundet 11,5 guld-, 14 sølv- og 40 bronzemedaljer, og i år er det 40-året for, at Steen Fladberg og Jesper Helledie vandt Danmarks første VM-guldmedalje i herredouble.

Kunne du tænke dig at spille badminton? Så klik her og find en klub nær dig

De to legender var også at finde til aftenens arrangement, og selvom det er 40 år siden, har de på ingen måde glemt triumfen.

– Det var jo fantastisk. Det var en kæmpe oplevelse, og jeg husker, da vi var på vej ud fra tunnelen og ind i en udsolgt Brøndby Hal… det giver stadig gåsehud, når jeg tænker tilbage på det, siger Steen Fladberg, før han bliver suppleret af sin tidligere herredoublemakker.

– Jeg havde drømt om at vinde en VM-medalje som lille, men da det skete, tænkte jeg: ’Kan det virkelig være rigtigt?’ Og jeg er rigtig stolt over at have medaljen hængende på væggen, siger Jesper Helledie.

Læs også: Følg onsdagens kampe, når danskerne skal i aktion i Royal Arena

Fladberg/Helledie er fortsat aktive i badmintonsporten, og det er der for Jesper Helledie en speciel grund til.

– Badminton har altid været kæmpe stort for mig. Jeg elsker at spille badminton, og derfor gør jeg det også stadigvæk. Det er en fantastisk sport der træner ben, arme, ryg og mave. Det kan det hele, og så synes jeg også, at badminton har den fordel, at der er en masse socialt i sporten, fordi drenge og piger spiller sammen.

VM-legendernes aften var et specielt arrangement ved VM 2023 i Royal Arena, hvor Badminton Danmarks direktør Kristian Pinderup Langbak, elite- og sportschef Jens Meibom samt BWF’s generalsekretær Thomas Lund holdt oplæg, der var med til at give en indikation af, hvor stort VM 2023 er, og hvordan sporten har udviklet sig siden de første medaljevindere skabte den danske badmintonhistorie i 1977.

Læs også: Guldberg Skole på udflugt til VM: – Vi har glædet os rigtig meget

Til VM-legendernes aften deltog:
Flemming Delfs
Lene Køppen
Steen Skovgaard
Pia Gottschau
Steen Fladberg
Jesper Helledie
Thomas Lund
Marlene Lund
Grete Sahlertz Kragekjær
Jens Eriksen
Peter Rasmussen
Peter Gade
Lars Paaske
Jonas Rasmussen
Thomas Laybourn



Tags: , , , , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , ,