Mathias Thyrri og Amalie Magelund
Badmintonphoto

Sådan forløb de danske VM-kampe tirsdag

august 22, 2023 07:00 Skrevet af

Mandag blev VM i badminton i Royal Arena skudt i gang. Tirsdag ventede der flere danske kampe. For flere af de danske spillere var tirsdagen første skridt i medaljejagten, mens anden runde ventede for andre.

 

Verdensmesterskabernes anden dag startede 9.00 akkurat som mandagens startskud. Andendagens danske kampe bød på seks af slagsen i kategorierne: damesingle, herresingle og mixeddouble. 

Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august

Mathias Thyrri/Amalie Magelund-Hee Yong Kai Terry/TAN Wei Han Jessica: 12-21,18-21

– I første sæt spiller vi ikke særligt godt badminton, og vi står meget stille. Det kan være nerver, og at vi ikke har trænet så meget sammen på det sidste på grund af Mathias’ skade. Jeg synes, vi i andet sæt får kæmpet os godt tilbage, vi får en dårlig start, men får kæmpet os tilbage og får publikum med os og får en god stemning derinde, sagde Magelund

Til trods for ærgrelsen over exit i første runde, så fik den danske mixeddouble en stor oplevelse med fra VM på hjemmebane.

– Det var en fed oplevelse, sindssyg fed kulisse og setup, så det var rigtig fedt at opleve, sagde Thyrri efter kampen.

Mathias Thyrri/Amalie Magelund tabte til det singaporeanske doublepar i to sæt, efter et første sæt med singaporeansk fortegn, og et andet sæt hvor danskerne fik kæmpet sig flot tilbage.

Læs også: Sådan forløb de danske VM-kampe mandag

Line Christophersen-Ines Lucia Castillo Salazar:21-15,21-15

– Jeg er bare glad for at have fået sejret og endelig være i gang, sagde Line Christophersen efter opgøret mod Salazar.

Første halvdel af første sæt bølgede frem og tilbage, derefter stod der Line Christophersen på kampen til hun sikrede sig en komfortabel sejr i to sæt over peruvianske Ines Lucia Castillo Salazar.

– Jeg synes forholdene var svære til at starte med, og jeg skulle lige finde ud af hvordan og hvorledes, siger Christophersen.

Onsdag møder Line Christophersen fjerdeseedede Tai Tzu Ying fra Taiwan. En svær modstander men en kamp Christophersen ser meget frem til.

– Jeg glæder mig rigtig meget, jeg skal ind og give den maks gas og kæmpe med alt, hvad jeg har, siger Christophersen afslutningsvis om morgendagens kamp.

Læs også: Legende træf: Tidligere danske VM-finalister samlet i Royal Arena

Line Kjærsfeldt-Wen Zu Zhang: 21-10, 21-9

– Der var selvfølgelig nerver på, men jeg synes, at jeg fra start af bare havde fokus på kampen, og jeg fik en forrygende start og holdte bare fast i, at hun slet ikke fik gang i spillet, fortalte Line Kjærsfeldt i mixed zone efter kampen.

Fra første bold sad Kjærsfeldt på spillet på Bane 1 i arenaen på Amager, og hun vandt overlegent i to sæt ved første runde til VM.

– Jeg har forberedt mig meget på mig selv, og selvfølgelig også hvad hun kommer med. Forholdene derinde var svære for hende og til min fordel, og det fik jeg spillet helt perfekt, tilføjede Kjærsfeldt

I morgen bør modstanden blive betydeligt skærpet, når Line Kjærsfeldt i mesterskabernes anden runde møder kinesiske Han Yue (9).

– Hun har ikke været i gang endnu, og jeg har jo prøvet forholdene af herinde og været i gang, så det håber jeg er til min fordel, og så kan jeg gå ind som underdog, og hun føler og tænker, at hun skal vinde, det håber jeg også er til min fordel, og jeg kan fyre den maks af, siger Line Kjærsfeldt om morgendagens kamp.

Kunne du tænke dig at spille badminton? Klik her og find en klub nær dig

Mathias Christiansen/Alexandra Bøje-Yang Po Hsuan/Hu Ling Fang:19-21,21-8,21-10

Efter to tætte sæt satte den danske mixeddouble sig på kampens tredje sæt, og de kunne trække sig sejrsrige ud af første kamp ved VM i København.

– Lige nu er vi virkelig glade over vores præstation i dag. Det gik op og ned derinde i dag, men jeg er virkelig stolt over den måde vi håndterede det på, sagde Bøje.

Det tredje sæt afveg fra kampens første to, der blev afgjort med få points mellemrum.

– Det er som om, vi er lidt mere stabile, og de sejler lidt mere i det. De gør nogle rigtig gode ting, men de har også en del fejl i sig, sagdeChristiansen

– Når man spiller mixeddouble, så er det altid om at komme fremad på banen. Det prøver vi at minde hinanden om hele tiden, tilføjede bornholmeren.

Nerverne og den store kulisse ved et VM på hjemmebane måtte Singapore Open-vinderne overkomme og drage fordel af for at kæmpe sig videre til tredje runde ved VM.

– Vi var selvfølgelig mega spændte på VM på hjemmebane, men det var virkelig fedt derinde. Publikum var på, og setuppet er mega nice. Vi nød det virkelig derinde, sluttede Bøje.

Torsdag møder den danske mixeddouble Feng Yan She/Huang Dong Ping.

Læs også: Badminton Danmark og Grundfos indgår samarbejde

Viktor Axelsen(1)-Christo Popov: 21-6,21-8

Viktor Axelsen har før haft problemer med Christo Popov, og de to har været ude i flere lange kampe i tre sæt. I dag overlod Axelsen intet til den unge franskmand. Den danske dobbelte verdensmester sad tungt på kampen fra første bold, og han vandt overbevisende i to korte sæt.

– Jeg føler mig rigtig komfortabel derinde, og det tror jeg ikke han gjorde. Jeg kommer ud og får sat mig på det fra starten af. De sidste to kampe har været rigtig tætte, så jeg er enormt glad og tilfreds her efter en forholdsvis hurtig sejr, sagde Viktor Axelsen efter sejren.

– Næsten alt lykkes, synes jeg. Jeg kontrollerede det rigtig godt, stod lang fremme på banen, godt angreb og god kontrol, tilføjede Axelsen.

En hviledag venter nu den dansker verdens 1’er, inden han torsdag møder Chou Tien Chen.

– Nu har jeg en hel hviledag, hvor jeg kan få trænet lidt, holdt lidt ved lige, få slappet lidt af og få set vores unger, sluttede Viktor Axelsen.

Læs også: Stor VM-optakt: Her er fakta på alle de danske deltagere

Mia Blichfeldt(15)-Rachel Darragh:21-14,21-17

– Jeg kunne godt mærke, at man spiller på hjemmebane. Jeg kunne godt mærke at familie og veninder sidder derude, så det er lige med, at kunne håndtere det, men det synes jeg også er rigtig positivt, for jeg synes også når man er langt væk hjemmefra, så mangler man dem rigtig meget, sagde Mia Blichfeldt umiddelbart efter kampen.

Hjemmebanen og støtten på lægterne dragede Mia Blichfeldt stor fordel af, og vandt i to sæt i en kamp, hvor hun var i kontrol langt det meste af tiden.

– Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne mærke presset. Jeg kunne godt mærke jeg var nervøs, og jeg synes jeg har forberedt mig rigtig godt på den nervøsitet, der kan komme, og det pres der er, og jeg synes egentlig, at jeg formår at holde rimelig godt fast i mig selv, og ikke gå ind i en evaluering, der hedder vind eller tab, men en evaluering der går på, at jeg skal gøre de rigtige ting, tilføjede Blichfeldt.

I tredje runde møder Mia Blichfeldt svær modstand i kinesiske Chen Yu Fei, en kamp som Blichfeldt ser frem til med stor ærefrygt men også med tro på egne evner.

– Det bliver en svær størrelse. Jeg synes, hun spiller rigtig godt, hun er en stabil spiller, så jeg glæder mig til at komme ind og udfordre hende.

Mia Blichfeldt spiller tredje runde og hendes anden kamp torsdag.

 

Klik her for at få det fulde overblik over tirsdagens kampprogram.

VM i badminton spilles i Royal Arena den 21.-27. august, og det er femte gang i historien, at Danmark er vært for verdensmesterskabet.

TV 2 SPORT og TV 2 PLAY sender alle dage. TV2’s sendeplan finder du her.

Hvis du vil med helt tæt på kampene, spillerne og bag kulisserne til VM, så kan vi anbefale dig at følge Badminton Danmark på FacebookInstagramTikTok eller YouTube-kanal. Sidstnævnte kanal har allerede nu flere videoer af opbygningen i Royal Arena, hvor du kan se, hvordan den bliver forvandlet fra en tom arena til en fremragende badmintonoplevelse for tilskuere og spillere.



Tags: , , , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,