Badminton Danmark
VM 2023 inviterer til AirBadminton på Rådshuspladsen og andre populære steder i København
juli 24, 2023 07:00VM i badminton kommer til København i august, men inden da kan du komme ud i de københavnske parker, pladser og strande og varme op til verdensmesterskabet med AirBadminton – helt gratis.
Venter du også bare på, at det bliver den 21. august, så vi kan få skudt VM 2023 i gang? Så kan det være, at du kan fordrive ventetiden lidt hurtigere. For i anledning af VM 2023 inviterer vi dig til at prøve AirBadminton helt gratis rundt omkring i København.
Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august
AirBadminton kan opleves og prøves på følgende dage og steder:
- Lørdag den 29. juli fra 11.00-15.00 – Rådhuspladsen
- Søndag den 30. juli fra 11.00-15.00 – Israels Plads
- Torsdag den 10. august fra 13.00-18.00 – Havneparken, Islands Brygge ved Kulturhuset
- Fredag den 11. august fra 13.00-18.00 – Amager Strandpark, strandsportsareal
- Lørdag den 12. august fra 11.00-15.00 – Litauens Plads
I Københavns Kommune glæder kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), sig til at præsentere AirBadminton for byens borgere og gæster.
– VM i badminton kommer både til at foregå på banen i Royal Arena og rundt omkring i hele byen, hvor københavnerne får mulighed for selv at stifte bekendtskab med udendørs badminton. Jeg håber, mange vil benytte muligheden for både at se med og selv tage en ketsjer i hånden, siger kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard.
Så kig forbi og få en ny oplevelse med badmintonsporten sammen med din familie, venner, kollegaer, eller hvem du nu ønsker at prøve AirBadminton sammen med.
Husk at du stadig kan nå at købe billet til VM 2023 i Royal Arena, hvor du kan se verdens bedste badmintonspillere
Læs også: Har købt VVIP-billetter til kammeraterne: – En fed pakke, der er lavet
Det internationale badmintonforbund, BWF, har udviklet en speciel bold til udendørs badminton, AirBadminton, og det bringer helt nye områder af byen i spil til en badmintonkamp.
AirBadminton kan spilles på græs, i sand eller på hårdt underlag, og i ugerne op til VM vil der poppe udendørs badmintonbaner op på Rådhuspladsen, Israels Plads, Amager Strand og mange andre steder, så det vil være muligt for både københavnerne og byens gæster at prøve kræfter med den nye gren af sporten.
AirBadminton bidrager til fysisk aktivitet og fællesskaber.
- Udendørs badminton kombinerer den populære sportsgren med byens naturlige omgivelser. Ved at flytte badmintonbanerne udendørs til offentlige grønne områder og parker gør vi det muligt for folk i alle aldre og niveauer at nyde spillet, bruge byen aktivt og få motion.
Introduktionen af udendørs badminton som en del af Københavns sportsinitiativer bringer bevægelse til byen på en unik måde, der vil glæde både borgere og besøgende.
Tags: AirBadminton, Københavns Kommune, Mia Nyegaard, VM 2023
Kategori: Forside, Inspiration, Medalje, Nyheder