Badminton Danmark
Flere danskere er topseedede: Se programmet til VICTOR DENMARK MASTERS
maj 24, 2023 11:21Magnus Johannesen, Sara Thygesen og Maiken Fruergaard er førsteseedede i henholdsvis herresingle og damedouble.
Programmet for dette års udgave af challenge-turneringen VICTOR DENMARK MASTERS er onsdag blevet offentliggjort, og det er med rigtig mange danskere til start.
I herresingle er Magnus Johannesen topseedet. 21-årige Johannesen rykkede i denne uge op som nummer 36 i verden, hvilket er hans bedste placering hidtil i karrieren. Af danskere klar til hovedrunden kan nævnes Mads Christophersen og Victor Svendsen, som er henholdsvis 4. seedet og 8. seedet.
Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august
De to danske landsholdsspillere i damesingle, som stiller til start i turneringen, har fået en svær lodtrækning i første runde. Julie Dawall møder andenseedede Lianne Tan fra Belgien, mens Amalie Schulz skal forsøge at besejre den førsteseedede amerikaner Lauren Lam.
I herredouble er Rasmus Kjær og Frederik Søgaard de eneste danskere, som har fået tildelt en seedning. De er tredjeseedede. Ellers er landsholdsspillerne Mads Vestergaard og William Kryger Boe også en del af hovedrunden. Vestergaard spiller med Daniel Lundgaard, mens Boe stiller til start med Christian Faust Kjær.
Danmarks bedst rangerede damedouble i verden, Sara Thygesen og Maiken Fruergaard, stiller også til start ved VICTOR DENMARK MASTERS, og de er topseedede. De sidder over i første runde og træder først ind i anden runde, hvor de kan møde et malaysisk eller taiwanesisk par.
Se hele lodtrækningen til VICTOR DENMARK MASTERS her
Mixeddoublerækken er stærkt besat set med danske øjne. Seedningerne to, tre og fire er nemlig gået til danske par. Mikkel Mikkelsen og Rikke Søby er andenseedede. Jesper Toft og Clara Graversen, som i sidste uge vandt challenge-turneringen Slovenia Open, er tredjeseedede, mens Mads Vestergaard og Christine Busch er fjerdeseedede.
Der er kun kvalifikationsrunder i de to singlekategorier.
VICTOR DENMARK MASTERS spilles fra 8.- 11. juni i Royal Stage i Hillerød. Det er andet år, at Royal Stage lægger baner til turneringen, som skal afholdes i Hillerød indtil 2027.
Tags: Amalie Schulz, Christine Busch, daniel lundgaard, Denmark Masters, Julie Dawall, Mads Christophersen, Mads Vestergaard, Magnus Johannesen, Maiken Fruergaard, Mikkel Mikkelsen, Rikke Søby, Royal Stage, Sara Thygesen, VICTOR DENMARK MASTERS, Victor Svendsen, William Kryger Boe
Kategori: Elite, Forside, Nyheder