Badmintonphoto
To debutanter med til sende Danmark i kvartfinalen ved Sudirman Cup
maj 16, 2023 14:16Til Danmarks anden gruppekamp var der ændringer i holdopstillingen, og det betød, at Rasmus Gemke og Lasse Mølhede fik debut ved Sudirman Cup – VM for blandede hold.
For syvende Sudirman Cup i træk har Danmark kvalificeret sig til kvartfinalen.
Pladsen blev sikret tirsdag efter en sejr på 5-0 over Egypten, mens Kina samtidig besejrede Singapore i den anden gruppekamp. Dermed har både Danmark og Kina to sejre efter to kampe, mens Singapore og Egypten er uden sejre.
Læs også: Bliv klogere på de 13 danske Sudirman Cup-profiler
Cheflandstræner Kenneth Jonassen er tilfreds med, hvad han så fra sine spillere mod Egypten, og han glæder sig over, at alle de danske spillere nu har været i aktion.
– Det var ikke super meget, Egypten havde at byde ind med. Jeg synes egentlig, de i herresingle har en fin spiller, men derefter har de ikke så højt et niveau. Det var fint nok for os, for vi fik spillet de sidste spillere på holdet, og nu kan vi endelig begynde at kigge fremad mod gruppefinale og selvfølgelig også en kvartfinale på fredag, siger Jonassen.
Der resterer blot én runde i gruppespillet. Her skal Danmark møde Kina i en kamp om førstepladsen i gruppen.
– At møde Kina på hjemmebane er en svær størrelse, men potentielt en fed oplevelse, hvis man kan gå ind og være konkurrencedygtige. Hvis ikke, kan det være hårdt derinde, for de har verdensklasse i alle fem kategorier og er uden tvivl favoritter til det her mesterskab. Så det bliver en stor opgave, understreger Danmarks cheflandstræner.
Kampen mod Kina spilles torsdag klokken 11, og den kan ses på TV 2 SPORT.
Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august
Rasmus Gemke vs Adham Hatem Elgamal: 21-9, 21-5
Gemke var første danske spiller på banen i kampen mod Egypten, og det var en debut for danskeren i Sudirman Cup-sammenhæng. Indtil 11 i første sæt spillede 26-årige Gemke forholdsvis sikkert, hvor den ét år yngre Elgamal kunne følge nogenlunde med. Efter opholdet skruede Gemke, som ligger 108 pladser højere oppe på ranglisten end sin modstander, gevaldigt op for tempoet og spillede med endnu mere skarphed i sine slag. Det medførte flere vinderslag fra danskerens ketsjer og flere fejl fra egypterens.
– Det var en rigtig god følelse. Det er altid fedt at repræsentere Danmark. Det er et fedt hold, jeg er på, og der er god stemning. Når man går ind på banen, så er man klar til at slå ihjel derinde. Det var jeg også i dag, siger Gemke.
Line Christophersen vs Nour Ahmed Youssri: 21-8, 21-10
For første gang skulle Line Christophersen stå over for Nour Ahmed Youssir, og det havde den 23-årige dansker ingen problemer med. På blot 25 minutter havde hun besejret 19-årige Youssri med klare cifre. Hvilket også var noget nær forventeligt, da Christophersen er nummer 28 i verden, mens egypteren har en placering som nummer 144.
Læs også: BWF forbyder ny serv opfundet af dansker
Kim Astrup/Lasse Mølhede vs Ezzat Kareem/Montaser Mahmoud: 21-8, 21-11
I herredoublekampen var der Sudirman Cup-debut til 29-årige Lasse Mølhede. Han var i dagens anledning sat sammen med 31-årige Kim Astrup, hvis faste makker Anders Skaarup fik en pause.
Det nysammensatte danske par fik dog ikke meget tid på banen sammen. Blot 21 minutter tog det at vinde kampen over deres egyptiske modstandere, som ligger nummer 320 i verden.
– Det er rigtig stort at spille sin første kamp ved VM for blandede hold. Det er noget, jeg altid har set frem til og håbet, der skulle ske en dag. Så er det selvfølgelig også rigtig fedt at spille med Kim, som er en gammel ven fra Midtjylland, så det er sjovt at få sådan en kamp, siger Mølhede om sin debut.
Maiken Fruergaard/Sara Thygesen vs Eladawy/Zaher: 21-1, 21-7
Hvis der var klasseforskel i herredoublen, så var forskellen endnu tydeligere i damedoublekampen. Fruergaard og Thygesen, nummer 17 på ranglisten, fik i den grad rejst sig efter deres nederlag i kampen mod Singapore. I tirsdagens kamp blev egypterne udspillet fra første duel. 19-0 stod der, inden Eladawy og Zaher, som er nummer 295 i verden, vandt deres første point. I andet sæt fik egypterne pyntet en del mere på scoren, men det endte alligevel med en dansk storsejr efter 21 minutter.
Læs også: Danmark fremragende fra start ved Sudirman Cup med sejr i nøglekamp
Mathias Thyrri/Amalie Magelund vs Adham Hatem Elgamal/Doha Hany: 21-17, 21-6
Egyptens på papiret bedste mulighed for at få en sejr i holdkampen var i mixeddoublen. Elgamal, som havde fået en pause efter sin herresinglekamp, er sammen med Hany nummer 58 i verden, og dermed er der 27 pladser, som adskiller dem fra Thyrri og Magelund.
I første sæt var forskellen ikke så stor på de to par, men efter sidebyttet spillede Thyrri og Magelund med meget mere kvalitet og i højere tempo, hvilket udfordrede egypterne gevaldigt.
Fakta:
Sudirman Cup 2023 spilles i Kina den 14.-21. maj i Suzhou Olympic Sports Centre. Det er kun 50 km fra Kunshan Sports Centre, hvor det danske herrelandshold vandt Thomas Cup i 2016.
Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3. Danmark har aldrig vundet Sudirman Cup.
De fire grupper til Sudirman Cup 2023:
Gruppe A: Kina, Danmark, Singapore, Egypten
Gruppe B: Indonesien, Thailand, Tyskland, Canada
Gruppe C: Malaysia, Taiwan, Indien, Australien
Gruppe D: Japan, Korea, Frankrig, England
Klik her for at se Danmarks tidligere resultater ved Sudirman Cup
Danmarks spilleplan ved Sudirman Cup 2023:
Søndag den 14. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Singapore
Tirsdag den 16. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Egypten
Torsdag den 18. maj klokken 11.00 dansk tid: Danmark-Kina
Tags: Amalie Magelund, Kenneth Jonassen, Kim Astrup, Landshold, Lasse Mølhede, Line Christophersen, Maiken Fruergaard, mathias thyrri, Rasmus Gemke, Sara Thygesen, Sudirman Cup, VM for blandede hold
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Medalje, Nyheder