Badmintonphoto
Mia Blichfeldt spiller sig i finalen ved Swiss Open 2023
marts 25, 2023 21:47Lørdagens semifinaler ved Swiss Open har budt på to kampe med dansk deltagelse i form af Mia Blichfeldt og Viktor Axelsen. Særligt Mia Blichfeldt har gjort sig bemærket ved turneringen indtil videre med nogle flotte sejre over dygtige spillere, og det fortsatte i dag for den danske damesingle.
Første dansker der var i aktion i dag, var den danske damesingle Mia Blichfeldt, der ved denne turnering har vist et højt niveau. Danskeren stod i semifinalen overfor amerikanske Beiwen Zhang, der ligger fem pladser højere end hende selv på verdensranglisten.
På imponerende vis og med et flot comeback undervejs vandt Blichfeldt med 19-21, 21-19, 21-18.
Kampen i dag var en god kamp for Mia Blichfeldt, hvis du spørger landstræneren Rune Ulsing
– Hun er rimelig skarp på, hvad der skal ske derinde, også selvom vinden der var der i dag gjorde det lidt sværere at spille det, vi egentligt havde snakket om. Undervejs måtte Mia finde nogle andre løsninger, og det får hun gjort, så det synes jeg var rigtig positivt, siger landstræneren.
Klik her for at sikre dig billet til VM 2023 i Royal Arena den 21.-27. august
Kampen mellem Mia Blichfeldt og Beiwen Zhang, var ikke en kort en af slagsen. Den varede hele 59 minutter, som fordelte sig over tre sæt.
Noget særligt bemærkelsesværdigt ved kampen, var at danskeren trods et tabt første sæt blev ved med at kæmpe, også selvom hun faktisk kom bagud 3-12 i andet sæt.
Det at hun ikke på noget tidspunkt i aftenens kamp stoppede med at kæmpe var en egenskab landstræneren roser hende for.
– Hun fighter sig ind i det og holder fast. Hun viser et stort fighterhjerte i dag, og hun havde virkelig brug for det for tingene kørte ikke lige så godt som de andre dage. Men hun bliver ved med at prøve og prøver også at udnytte de ting der gør ondt på den anden, siger Rune Ulsing om Mias indsats.
Klik her for at tilgå billetsalget til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR
Anden dansker der skulle i aktion her til aften var Viktor Axelsen, han mødte taiwaneseren Chou Tien Chen, en kamp han desværre tabte i to sæt med cifrene 10-21, 15-21.
Efter dagens semifinaler, kan man nu se frem til en dansk finale ved YONEX Swiss Open 2023.
Finalerne starter i morgen klokken 11, hvor Mia Blichfeldt spiller kamp tre, der spilles cirka klokken 13.
Læs også: Knald eller fald kamp venter Danmark i Sudirman Cup-gruppen
Tags: Mia Blichfeldt, Rune Ulsing, super 300, Swiss Open, Viktor Axelsen
Kategori: Elite, Forside, Medalje, Nyheder