Badmintonphoto

Elite- og sportschef fremhæver Antonsens flotte præstationer ved All England

marts 20, 2023 13:53 Skrevet af

Jens Meibom evaluerer de danske spilleres optrædener ved Super 1000-turneringen, som sluttede søndag.

 

Anders Antonsen nåede semifinalen ved dette års All England og blev dermed den af de danske spillere, som nåede længst i dette års udgave af den traditionsrige turnering.

Ifølge elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, er Antonsens præstationer også den helt store historie set med danske briller.

– Det har været dejligt at se Anders tilbage og levere på den helt store scene langt henne i en turnering som All England. Han har med sit spil i denne uge ved at slå flere verdensklassespillere virkelig bevist, at han atter er tilbage på topniveau efter en længere skadespause. Det glæder mig meget på Anders´ vegne og lover godt for den kommende OL-kvalifikation samt individuelt VM på hjemmebane i København, siger Meibom.

Læs også: Antonsen taber nervepirrende semifinale ved All England

Mens Anders Antonsen kom til All England som useedet og med en semifinale som resultat, var forventningerne endnu større for Viktor Axelsen, som tidligere har vundet All England to gange og var førsteseedet i år.

Anden runde blev dog der, hvor Axelsen satte sit sidste slag ind. Her tabte han til malaysiske Ng Tze Yong i tre sæt efter at have misset to matchbolde.

– Viktor har vist et næsten umenneskeligt, kontinuerligt højt niveau det seneste år med bl.a. All-England- og VM-titel, og derfor bliver alle overrasket, når han rammer en uge, hvor spillet ikke hænger sammen. Det var rigtig træls for Viktor, at det skete under All-England, men det er i sig selv ikke bekymrende at ramme en dårlig uge, og jeg er helt sikker på, at han kommer stærkt igen, siger Meibom.

Læs også: Så er det nu: Billetsalget til DENMARK OPEN 2023 presented by VICTOR er i gang

Hvad angår de andre danske spillere ved All England, så er elite- og sportschefen ganske tilfreds. Han mener, at der var flere gode præstationer, selvom der for nogle var svære lodtrækninger.

– Jeppe og Lasse tager en flot og overraskende sejr over et stærkt japansk par, og selvom Mathias og Alexandra taber til det tredjeseedede par, så viste de flot spil og var yderst tæt på at vinde et sæt. Vi så også fine præstationer fra Mathias Thyrri/Amalie Magelund og en Rasmus Gemke tilbage på et fint niveau, selvom det var hans første internationale kamp, siden han blev skadet ved India Open. De fleste af vores spillere taber til højere rangerede spillere/par og leverer godkendte indsatser. Samtidigt er vi bevidste om, at vi endnu ikke er i mål, ift. hvor konkurrencedygtige vi generelt gerne vil være, og at der stadig ligger et stort stykke arbejde foran os, siger Meibom.

Næste opgave for flere af de danske spillere bliver Super 300-turneringen Swiss Open, som afholdes i denne uge i Basel.



Tags: , ,
Kategori: , ,