Badmintonphoto

England venter i gruppefinalen

februar 16, 2023 07:30 Skrevet af

Gruppe A ved EM for blandede hold skal afgøres torsdag formiddag mellem Danmark og England.

 

Det er en særdeles velkendt nation, som Danmark skal op imod i gruppefinalen torsdag klokken 10.

19 gange tidligere i historien ved EM for blandede hold har England været modstander, og heldigvis plejer Danmark at have et godt tag på dem.

Begge nationer er uanset udfaldet af torsdagens dyst sikret videre avancement ved mesterskabet. Spørgsmålet er blot, hvem der vinder gruppen, og hvem der må tage til takke med andenpladsen. De to nationer kan også risikere at møde hinanden igen i semifinalen. Efter de sidste gruppekampe bliver der trukket lod blandt de to andenpladser, hvem der skal møde hvilken gruppevinder.

Klik her for at livestreame kampen gratis

Seneste opgør mellem Danmark og England ved EM for blandede hold: Danmark vandt 3-0 i 2015

Antal opgør mellem Danmark og England ved EM for blandede hold: 19 (Danmark fører 14-5)

Antal titler til England ved EM for blandede hold: 5

Englands bedste placering ved EM for blandede hold: Guld (1972, 1974, 1978, 1982 og 1984)

Englands seneste resultater ved EM for blandede hold: Gruppespil (2021), gruppespil (2019), bronze (2017)

Klik her for at se holdopstillingerne hos Danmark og England

Fremhævede spillere/par hos England:

Marcus Ellis/Lauren Smith

En placering som nummer 54 i verden ville umiddelbart ikke tyde på, der er tale om store profiler. Men Ellis og Smith har gennem karrieren vist, at deres topniveau er højt. Den lave ranglisteplacering skal findes i, at Ellis har siddet ude med en skade, og derfor har parret ikke spillet sammen siden Indonesia Open sidste forår. Tidligere i karrieren har de været oppe som nummer syv i verden, vundet guld ved European Games i 2019 samt vundet Thailand Masters. Lauren Smith spiller også damedouble med Chloe Birch, og de fører 3-1 i indbyrdes opgør mod Sara Thygesen og Maiken Fruergaard. Birch og Smith har desuden vundet deres første to kampe ved EM for blandede hold.

 

Ben Lane/Sean Vendy

Inden for det seneste år har Englands bedst rangerede herredouble (18 i verden) fået sølv ved Commonwealth Games, bronze ved individuel EM samt nået semifinalen ved French Open og HYLO Open. Parrets seneste møde med et dansk par var i kvartfinalen ved Japan Open i september, hvor de tabte i to sæt til Kim Astrup og Anders Skaarup.

 

Fakta om turneringen:

EM for blandede hold afholdes 14.-18. februar i den nordfranske by Aire-sur-la-Lys. Der spilles en kamp i hver kategori i gruppespillet. I knockoutkampene er sejren sikret, når et landshold har vundet tre individuelle kampe.

Danmark er i gruppe med Ukraine, Skotland og England. Første kamp er 14. februar klokken 10 mod Ukraine, anden kamp er mod Skotland 15. februar klokken 10, mens sidste gruppekamp mod England spilles klokken 10 den 16. februar.

Danmark er den med afstand mest vindende nation ved EM for blandede hold. 18 gange har Danmark stået øverst på podiet og har vundet de seneste fire udgaver. Den seneste i 2021 i Finland.

TV 2 SPORT sender semifinalerne og finalerne ved EM for blandede hold. Gruppekampene kan streames på badmintoneurope.tv.



Tags: , ,
Kategori: , , , ,