Allan Høgholm
Jubel på knæ og dyst mellem brødre på førstedagen ved VICTOR DM
februar 8, 2023 21:54Masser af unge spillere fik mulighed for at vise sig frem ved VICTOR DM 2023, og det var tæt på, at den yngste deltager, Marie Viscovich, kvalificerede sig til torsdagens kvartfinaler.
Søren Toft Hansen leverede de to største jubelscener på førstedagen ved VICTOR DM. Efter begge sine sejre i 1. og 2. runde røg han ned på knæ og skreg sin glæde ud i Blue Water Dokken.
Han og mange andre sejrende på førstedagen kan nu glæde sig til at spille kvartfinale ved VICTOR DM. I torsdagens kvartfinaler træder de seedede spillere ind i mesterskabet.
Se alle resultaterne fra 1. og 2. runde ved VICTOR DM
Nogen, som måtte nøjes med en enkelt kamp, var det lokale Esbjerg-par Trine Christiansen og Frederik Bannerholt. De var de første spillere til at betræde banerne ved dette års VICTOR DM, men de var også nogle af de første til at forlade mesterskabet efter et nederlag på 16-21, 16-21 til Andreas Søndergaard og Iben Bergstein.
Bedre gik det for Maiken Fruergaard og Rasmus Prasz Espersen, som ganske vist er mere rutinerede i DM-sammenhæng, men ikke som mixeddoublepar. De havde også lidt startvanskeligheder i 1. runde mod Hjalte Johansen og Emma Irring Braüner i en kamp, der blev vundet 18-21, 21-12, 21-16. Mere overbevisende var det for Fruergaard og Espersen i 2. runde, da de besejrede Kristian Kræmer og Amalie Cecilie Kudsk med 21-16, 21-10.
Klik her for at købe din billet til VICTOR DM 2022
Den yngste deltager ved dette års VICTOR DM, 15-årige Marie Viscovich, var også tæt på at kvalificere sig til kvartfinalen sammen med sin jævnaldrende doublemakker Malou Pedersen. De to vandt sammen UDM sidste år i U15-rækken, men i 2. runde ved dette års VICTOR DM tabte de 21-14, 18-21, 15-21 til Amanda Aarrebo Petersen og Anne Mouritsen, som vandt UDM i U17-rækken sidste år.
Efter flere års fravær på grund af skader var Irina Amalie Andersen tilbage i DM-sammenhæng. Både i 1. og 2. runde var hun ude i tre sæt, men begge gange lykkedes det hende at vinde.
Klik for at se kampprogrammet for kvartfinalerne
I herredouble var der ottendedelsfinale mellem brødrene Illum Klindt (Benjamin og Philip), hvor storebror Philip vandt kampen om familiehåneretten. Det gjorde han sammen med Mads Thøgersen med 21-10, 21,13.
Kvartfinalerne torsdag begynder klokken 17.
Turneringens første to dage livestreames på Badminton Danmarks Youtube-kanal og på Badmintonlife.dk.
Vil du have overblik over, hvornår de forskellige spillere skal på banen, og hvordan de er seedet til VICTOR DM, kan du se det på dette link.
Læs også: Programmet til VICTOR DM 2023 er offentliggjort
Desuden vil Badminton Danmark dække mesterskaberne på vores sociale medieplatforme: Facebook, Instagram, Twitter og selvfølgelig her på badminton.dk.
Her kan du se frem til spændende interviews og komme helt tæt på spillerne gennem stories, artikler om de forestående vindere og meget mere.
Vi glæder os til at se dig til en masse fantastisk fjer til VICTOR DM i Esbjerg.
Tags: Blue Water Dokken, Danmarksmesterskab, VICTOR DM
Kategori: Danmarksmesterskaber, DM senior, Elite, Forside, Nyheder