Viktor Axelsen - World Tour Finals 2022 - Badmintonphoto
Badmintonphoto

Dansk sejr og nederlag på World Tour-finalernes første dag

december 7, 2022 14:36 Skrevet af

Anders Skaarup/Kim Astrup tabte i to sæt til Liu/Ou, mens Viktor Axelsen hentede sin sejr nummer 53 i år ved at slå Lu Guangzu med 21-13, 21-11.

 

Anders Skaarup/Kim Astrup fik ikke den ønskede start på World Tour-finalerne i Bangkok, som de havde håbet på. Den danske herredouble tabte 11-21, 19-21 til Liu Yuchen/Ou Xuan Yi fra Kina, som kom direkte fra en frisk turneringssejr ved Australian Open.

Kineserne så ud til at spille med en masse selvtillid, saft og kraft, mens danskerne hang efter i første sæt, hvilket undervejs resulterede i en 8-1-føring til Liu/Ou, før det endte 21-11 til kineserne.

– Der var rigtig meget vind i hallen, og den var svær at spille i fra begge sider af banen. Så vores aftale var, at vi skulle stå så langt fremme som muligt, så vi kunne prikke bolden ned i fødderne på dem, men det får vi svært ved i første sæt. Vi kom til at trykke for meget på dem, og så straffede de os, sagde assisterende landstræner Thomas Stavngaard efter kampen.

Klik her og se flere resultater fra førstedagen ved World Tour Finals 2022

Skaarup/Astrup spillede sig op i andet sæt, men det var stadig ikke nok. De var bagud ved ophold 9-11, og formåede at udligne ved 18-18. Kineserne afgjorde kampen på deres anden matchbold med et smash, som tog netkanten og ramte lige ned på danskernes side. En ærgerlig afslutning på et tæt andet sæt.

– De vandt point på et par netrullere, som var rigtig irriterende, men jeg synes, at andet sæt var super godkendt, og jeg synes også, at vi skal vinde det. Vi turde at tage chancer, stille os frem og være kompromisløse. Vi spillede også med mere kvalitet, men vi kom fortsat til at trykke på dem i stedet for at prikke boldene ned i fødderne på dem, og der skulle vi nok have været lidt mere cool til sidst, sagde Stavngaard.

De danske drenge får en ny chance for sejr i morgen, når de møder ”The Daddies” Mohammad Ahsan/Hendra Setiawan, som i dag vandt 21-12, 21-15 over verdensmestrene Aaron Chia/Wooi Yik Soh. Det bliver på ingen måde en let opgave, da indoneserne fører 6-1 i indbyrdes opgør. Alligevel kan Astrup/Skaarup tro på en sejr, da det de i det seneste indbyrdes opgør vandt 21-13, 21-15.

Læs også: Her er danskernes lodtrækninger til World Tour Finals

Tilbage i 2018 tabte danskerne også deres første kamp i gruppespillet ved sæsonfinalerne. De formåede stadig at nå semifinalen, og det scenarie kan de håbe på gentager sig i år.

– Det kan blive en meget åben pulje. I morgen skal vi spille samme spil, hvor vi skal være kompromisløse. Vi skal turde stå helt fremme, prikke den ud mod stolperne og væk fra deres formand. Det er ikke noget spil, vi er vant til, men vi kan godt, og det skal nok også lykkes, siger Thomas Stavngaard forud for kampen i morgen som spilles omkring kl.11.30 dansk tid.

En, som også skal på banen igen i morgen, er Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen, der i mandags blev kåret til Årets herrespiller 2022 af BWF, var i dag oppe imod Lu Guangzu fra Kina. En spiller, som danskeren var favorit til at slå, da han i de forgangne fire indbyrdes opgør havde vundet dem alle sammen.

Læs også: BWF kårer Viktor Axelsen som ‘Årets herrespiller’

Men på den anden side kom verdensranglistens nummer 17 med masser af selvtillid på baggrund af en finaleplads ved Australian Open, hvor han blandt andet slog Lee Zii Jia, der ikke er med ved årets sæsonfinaler i Bangkok.

Det var en lidt besværet begyndelse på kampen, hvor det ikke helt kørte for verdensranglisten nummer et. Undervejs i sættet skulle Axelsen lige spille sig ind i hallen, hvor vinden spillede sin rolle, og så gled han på baglinjen ved 10-7. Heldigvis, set med danske briller, slog Guangzu bolden i nettet i duellen, og det virkede ikke til, at Axelsen kom til skade. Trods forskrækkelsen vandt han sikkert første sæt 21-13.

I andet sæt virkede det til, at Viktor Axelsen havde fuldstændig styr på hallens betingelser og sin modstander. Det åbnede også op for en del overskud, hvilket han blandt andet viste ved en lækker finte, som sendte Lu Guangzu den modsatte vej til 15-5. I sidste ende kørte han andet sæt sikkert hjem med 21-11.

Med sejren hentede den danske verdensmester sin sejr nummer 53 i international badminton inklusiv landskampe (Thomas Cup) og blev samtdig nummer et i Gruppe A. Nummer to er Kodai Naraoka, som slog H.S. Prannoy i tre sæt med 21-12, 9-21, 21-17. I morgen møder Axelsen japanske Naraoka, der i mandags vandt BWF’s Eddy Choong Most Promising Player of the Year-pris. Morgendagens kamp spilles omkring kl.12.30 dansk tid.

Klik her for at se kampprogrammet for i morgen ved World Tour Finals



Tags: , , ,
Kategori: , ,