Badmintonphoto
Bronze til Rosengren efter semifinalenederlag
november 5, 2022 11:25Natten til lørdag stod Cathrine Rosengren i semifinalen ved para-VM. Det blev desværre sidste kamp for danskeren, der taber til 1. seedede Manisha Ramadass i tre sæt.
Cathrine Rosengren rejser hjem fra para-VM i Tokyo med en bronzemedalje om halsen. Det er den tredje bronzemedalje, danskeren vinder ved et para-VM.
Rosengren er dog ærgerlig, da der var chance for at skulle spille om guldet. Hun taber en tæt semifinale til 1. seedede Manisha Ramadass.
– Jeg er sindssygt ærgerlig. Aldrig har jeg været så tæt på en VM-finale, så det er rigtig træls at sidde i den her situation, for jeg havde godt fat i hende i store dele af kampen, siger Cathrine Rosengren.
Læs også: Rosengren sikrer sin tredje medalje i træk ved para-VM
Den indiske verdensetter, Manisha Ramadass, vinder med cifrene 21-19, 17-21, 21-17, og i de tre tætte sæt kunne det lige så godt have tippet til danskerens fordel.
– Det er små marginaler, der bliver afgørende, Jeg taber første sæt med 21-19, og det kunne have gået begge veje. Så får jeg en dårlig start på tredje sæt, hvor jeg var bagud 11-5 ved sideskiftet. Havde jeg haft et point mere der, kunne det have set anderledes ud, siger Rosengren.
Rosengren havde ikke lykkedes med at slå Ramadass i deres tidligere indbyrdes opgør, og derfor vidste hun godt, at der ventede en svær kamp. Men danskeren formåede at spille op med den 1. seedede spiller og trak kampen ud i tre sæt.
Læs også: Rosengren vinder sin gruppe ved para-VM
– Det er små fejl og dårlige bevægelser fra min side, der kommer til at betyde noget. I det store hele gør jeg det fint, men især hendes bløde drop på nettet er svære at nå, siger danskeren.
Trods skuffelsen over ikke at skulle spille med om guldet, så er Cathrine Rosengren stolt over sine præstationer ved para-VM. Ugen før turneringen var det nemlig slet ikke sikkert, at hun kunne spille.
– I sidste uge vidste jeg ikke, om jeg kunne spille. Så alt taget i betragtning er jeg rigtig stolt over det niveau, jeg har vist. Jeg har kæmpet med det mentale, men det håndterede jeg rigtig godt i dag. Det betyder meget for, at jeg kan spille på det her høje niveau, så det vil jeg tage med mig hjem, siger Rosengren.
Para-VM afholdes i Yoyogi National Stadium First Gymnasium i Tokyo. Det er den samme arena, hvor der blev afholdt Paralympiske Lege sidste år.
Tags: Cathrine Rosengren, Para, VM
Kategori: Forside, Medalje, Nyheder, Para