Tine Bay, Højbjerg Badminton Klub
Skovshoved og Højbjerg i spidsen: Sådan gik Badmintonligaens 3.runde
oktober 4, 2022 23:01Efter topkamp og Aarhus-brag er Skovshoved og Højbjerg stadig ubesejret efter 3. runde i Badmintonligaen. Tre hold står stadig uden sejr, og samtidigt har sidste års guldvinder tabt sæsonens første kamp. Her er tredje runde af Badmintonligaen.
Før Badmintonsligaens tredje runde stod fire hold som ubesejrede i sæsonens første to kampe. Det ville med garanti ændre sig, da ligaens tophold fra Solrød Strand skulle en tur til den nærmeste forfølger i tabellen, Skovshoved.
Her var hjemmebaneholdet overlegne. Skovshoved vinder samlet 7-2, og dermed er de tabellens etter med tre sejre af tre mulige. Der var flere prominente navne på de to hold, hvor der blandt andet var damesinglebrag mellem Line Christophersen og Mia Blichfeldt, hvor førstnævnte tog sejren i to sæt med 21-12, 21-15.
Solrød Strand tager dog to point med sig hjem, da Jeppe Bay Madsen/Alexandra Bøje vandt deres mixeddouble over Lasse Mølhede/Sara Lundgaard i to sæt med 21-19, 21-12, mens Emil Holst/Jesper Toft vandt deres herredouble.
I den anden ende af tabellen tog Gentofte imod oprykkerne fra KMB2010. Det blev en svær aften for gæsterne, der så ind i endnu et stort nederlag i Badmintonligaen. Derimod fik Gentofte deres første sejr i denne sæson, hvor alle kampe blev vundet, udover damesinglen med Sofie Holmboe Dahl, der måtte trække sig.
I første herresingle var der spænding til det sidste, da Victor Ørring Kauffmann vandt 16-21, 21-12, 22-20 mod Joran Kweekel. Også i anden herredouble må udeholdet ærgre sig, da det også var et nervepirrende tredje sæt, der afholdte KMB2010 fra sejr. Rasmus Prasz Espersen/Matthias Kicklitz slog nemlig Mads Emil Christensen/Steve Olesen med 21-16, 13-21, 26-24.
Der var også dramatik til det sidste, da sidste års guldvinder fra Vendsyssel fik besøg af Team Skælskør-Slagelse. Her hiver udeholdet en samlet sejr hjem på 5-4, der blandt andet skyldtes to sejre i herredouble.
Klik her og se den samlede stilling i Badmintonligaen
Cheryl Seinen gjorde sit for at sejre med Vendsyssel, da hun i mixeddouble med Mathias Christensen og i damedouble med Debora Jille vandt begge kampe. Men for Team Skælskør-Slagelse stod særligt Frederik Søgaard og Mark Caljouw stærkt. De var nemlig med til at sikre sejre i mixeddouble, herresingle og i hver sin herredoublekamp.
I Aarhus var der lokalbrag mellem Højbjerg/ViaBiler og Aarhus AB, og her kunne sidste års sølvvindere fortsætte den gode sæsonstart med en sejr på 7-2. Selvom Line Kjærsfeldt tabte en tæt damesinglekamp til Iris Wang fra Aarhus AB med 9-21, 23-21, 19-21, så var det langtfra afgørende for Højbjerg/ViaBiler.
Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen kom ikke i kamp, da Mikkel Stoffersen/Emil Lauritzen trak sig, men begge Højbjerg/ViaBiler-spillere var en del af mixeddoublekampene, som begge blev til sejre. Også Karan Rajan Rajarajan vandt sikkert i herresingle over Martin Bundgaard med 21-9, 21-12, efterfulgt af en herredoublesejr med Mads Vestergaard.
Sidste kamp på programmet stod mellem Værløse og Odense OBK. Her lykkedes det hjemmeholdet fra Værløse at tage sæsonens anden sejr, da de samlet slår fynboerne med 7-2. Hjemmeholdet var især suveræne i singlekategorien, hvor alle kampe på både dame- og herresiden blev vundet af Værløse.
Julie Dawall Jakobsen vandt sin damesinglekamp mod Camilla Martens, men måtte sammen med Amalie Cecilie Kudsk lide nederlag til Maiken Fruergaard Sørensen/Sara Thygesen. Netop Maiken Fruergaard Sørensen var med i den vindende mixeddouble med Alexander Dunn, som altså blev gæsterne eneste to sejre.
Læs også: Fire hold er ubesejret efter anden runde af Badmintonligaen
Overblik over resultaterne af Badmintonligaens tredje runde:
- Gentofte – KMB2010: 8-1
- Højbjerg/Viabiler – Aarhus AB:
- Skovshoved – Solrød Strand: 7-2
- Vendsyssel – Team Skælskør-Slagelse: 4-5
- Værløse – RSL Odense OBK: 7-2
Næste runde i Badmintonligaen spilles allerede på torsdag d. 6. oktober.
Tags: Aarhus AB, Badmintonliga, Gentofte Badminton Klub, Højbjerg/ViaBiler, KMB2010, Odense Badminton Klub, Skovshoved, Solrød Strand, Team Skælskør-Slagelse, Værløse, Vendsyssel
Kategori: Elite, Forside, Holdturnering, Klubnyheder, Nyheder