Foto: Elitesport Aalborg

Aalborg har succes med Badmintonskolemodel

september 20, 2022 08:15 Skrevet af

Samarbejdet mellem flere folkeskoler i Aalborg Kommune og Elitesport Aalborg har resulteret i badminton i idrætsundervisningen.

 

I Aalborg Kommune er der kommet badminton på skoleskemaet.

Sidste år implementerede Elitesport Aalborg en Badmintonskolemodel. Forløbet består af fire undervisningsgange på den lokale folkeskole, hvor der bliver bragt undervisning i badminton ud på skolerne.

Læs også: Kom til inspirationskursus og få råd til at styrke klubøkonomien

Projektet har nu ét år på bagen, og i slutningen af august blev der så afholdt to Badmintondage for at kickstarte den nye sæson for de i alt 767 deltagende børn i projektet. Hele Gigantium blev fyldt med 60 badmintonbaner, og Badminton Nordjylland hjalp til med, at det hele gik efter planen.

På disse Badmintondage var der lavet foldere med info om de nærtliggende klubber, så eleverne vidste, hvor de kunne henvende sig, hvis de fik lyst til at bruge endnu mere tid med ketcher og fjerbold.

Responsen på arrangementet har været positiv, oplyser Torben Sørensen, som er elitekoordinator i Elitesport Aalborg.

– Vi står med en klar oplevelse af, at vi med Badmintondagene har taget et nyt succesfuldt tiltag som opfølgning på det undervisningsforløb, eleverne har været igennem i skoleåret 2021-2022. Det handlede først og fremmest om at give eleverne en god badminton- og fælles klasseoplevelse og den umiddelbare respons fra elever og lærere var udelukkende positiv, som synes, det har været rigtig fint. Og der har været et stærkt samarbejde med Badminton Nordjylland, som har styret aktiviteterne på de to Badmintondage, fortæller Torben Sørensen.

Læs også: Sig Badmintonklub brugte breddeudviklingsmidler på sommerlejr

Da Elitesport Aalborg startede Badmintonskolen, tog de udgangspunkt i velfungerende badmintonklubber i kommunen og tog proaktivt fat i nærtliggende skoler med besøg hos skoleledere for at kunne introducere projektet ordentligt. Det blev ikke til et eneste nej fra de 15 skoler.

– Det er vigtigt for os at tænke i helheder. Vi er bevidste om, at den første strukturerede talentudvikling som vi arbejder med, er funderet i klubbernes arbejde. Her kan vi med Badmintonskolemodellen i et meningsgivende samarbejde med skolerne introducere børnene for badminton med ekstraordinær kvalitet i idrætsundervisningen og linke eleverne til klubberne. Det er også derfor, vi samarbejder med klubber, der fungerer og laver noget godt og derfra taget kontakt til skolerne omkring, siger Elitesport Aalborgs elitekoordinator.

Badmintonskolen har fast tilknyttet Lars Jakobsen og Frederik Bjergen. De bliver suppleret af assisterende undervisere og trænere.

Læs også: Nu kan du søge om økonomiske midler i Badminton Danmarks breddeudviklingsfond

Lars Jakobsen er også træner på morgentræningen, som er for spillere i 7.-9. klasse samt spillere på ungdomsuddannelser. Netop overlappet mellem Badmintonskolen og morgentræningen spiller en stor rolle.

– Det skal ses ind i en sammenhæng. Vi kunne ikke finde på at lave en skolemodel, hvis vi ikke havde den anden del. Og alt andet lige er det svært ikke at blive i godt humør over børn, som spiller badminton og synes, det er fedt at blive undervist af nogle, der er rigtige dygtige, siger Torben Sørensen.

I alt deltager 15 skoler med 34 klasser og i alt 767 børn i Badmintonskoleprojektet. Målet er at få yderligere et par skoler og klasser med til skoleåret 22/23. Dermed vil knap 50% procent af eleverne på 2. årgang i Aalborg Kommune deltage på Badmintonskolemodellen i skoleåret 2022-2023.



Tags: , ,
Kategori: , , , ,