Foto: Louise Thastrup

Sig Badmintonklub brugte breddeudviklingsmidler på sommerlejr

august 26, 2022 08:00 Skrevet af

Flere børn i den jyske by Sig fik en unik oplevelse med en lokal badmintonlejr i sommerferien: – Har aldrig oplevet så stor taknemmelighed før, siger klubbens træner Louise Thastrup.

 

Alle børn skal have en badmintonoplevelse.

Det var grundtanken, da Louise Thastrup, træner i Sig Badmintonklub nær Varde, i foråret sendte en ansøgning af sted til Badminton Danmarks breddeudviklingsfond.

Læs mere om, hvordan din klub kan søge om økonomiske midler i Badminton Danmarks breddeudviklingsfond

En fond, der har til formål at give økonomisk støtte til udviklingsprojekter, som langsigtet bidrager til en bæredygtig udvikling af badmintonsporten i en breddemæssig kontekst.

Louise Thastrup blev belønnet med 25.000 kroner for sit initiativ, og i sommerferien blev nogle af midlerne allerede brugt.

Her afholdt hun og klubben en badmintonlejr, der både skulle være for dem, der spiller, men det skulle også være for børn, der aldrig har spillet før.

– Vi ville gerne give alle børn muligheden for at være en del af et fællesskab, så vi forsøgte også at snakke med forældre med udsatte børn, så de også kunne komme med og få oplevelsen af at bo sammen og være afhængig og hjælpe hinanden, siger træneren i Sig Badmintonklub.

Læs også: Få økonomisk støtte helt gratis til dit lokale projekt i klubben

Klubben besluttede at afholde lejren i lokalmiljøet. Det vil sige, at børnene overnattede på den lokale skole og brugte hjemkundskabskøknet til selv at lave mad. Derudover gik blev sommerlejren, som varede fra torsdag til lørdag, brugt på eksempelvis tur i svømmehallen, cykelture, gåture, boldspil, og det lokale hockeyhold var også forbi for at spille med børnene.

– Vi lykkedes med at få nogle børn med, som normalt ikke dyrker sport, men som endte med at blive grebet af det. Og der har ikke været nogen udfordringer, selvom de er forskellige børn. Der har også været stor opbakning fra forældrene, og jeg tror aldrig, jeg har oplevet så stor taknemmelighed før.

– Bare dengang jeg fik pengene, var jeg helt overvældet. Og det har været fedt for mig at kunne realisere det og se, hvordan børnene har fået en oplevelse for livet både i forhold til sporten men også det at være på lejr sammen. Så alt i alt er det bare gået godt, og børnene har været søde og forstående over for hinanden, siger Louise Thastrup.

Resten af midlerne planlægger træneren at skulle bruge på flere badmintonlejre i løbet af året.

Til efteråret vil der igen blive åbnet for ansøgninger til breddeudviklingsfonden, hvor du har mulighed for at modtage midler ligesom Sig Badmintonklub.



Tags: ,
Kategori: , , ,