Badmintonphoto
Rosengren vinder medalje i Dubai: – Noget af mit bedste spil i sæsonen
maj 31, 2022 12:35En kaotisk optakt til sidste uges turnering i Dubai sluttede med en medalje og masser af optimisme hos Cathrine Rosengren, som blev lykønsket af Viktor Axelsen, der var mødt op til medaljeoverrækkelsen.
Normalt vil Cathrine Rosengren ikke være glad for en bronzemedalje. Men følelsen var en anden, da hun mandag rejste hjem fra turneringen Dubai Para Badminton International.
– Denne gang er jeg glad, siger Rosengren, efter hun igen er landet på dansk jord.
– Det var mega fedt at spille igen, og jeg spillede noget af mit bedste i denne sæson.
Læs også: Overvandt mental nedtur – Rosengren satser benhårdt på PL i Paris
Årsagen til bronzeglæden skal ikke kun findes i præstationen på banen.
Taget en kaotisk optakt i betragtning kunne udfaldet af turneringen ikke være meget bedre. Rosengren havde ikke spillet turnering siden marts, hvor hun måtte forlade en turnering i Spanien med store rygsmerter. Det afholdt hende fra at kunne lave noget den første uge efter hjemrejsen. Så da hun tilmeldte sig turneringen i Dubai, vidste hun ikke, om det overhovedet var realistisk, hun blev klar.
Det endte hun med at blive. Men kort før afrejsen var der yderligere dramatik. Rosengrens træner var nødsaget til at blive hjemme, da hans kæreste var testet positiv for coronavirus. Derfor rejste Rosengren alene af sted til Dubai med uvished omkring, hvad hun egentlig var i stand til at præstere på banen.
Der skulle dog komme hjælp hjemmefra. Rosengrens forældre besluttede at tage en spontan ferie til Dubai, hvor de kunne se deres datter spille, og hvor faderen tog plads på trænerstolen bag banen.
– Det betød rigtig meget at have mine forældre dernede. Efter jeg forlod Spanien i store smerter, gav det mig en sikkerhed, hvis der skulle ske noget, at der var nogen til at hjælpe.
– Jeg har også rejst meget alene, så det kan godt blive lidt ensomt i længden. Så var det dejligt at have en bag banen, man kunne sige noget til under kampene eller have nogen at snakke og hygge med, når der ikke var kamp.
Med opbakning fra familien var Rosengren klar til at tage hul på turneringen. I første gruppekamp ventede Beatriz Monteiro, som blev slået overbevisende 21-10, 21-10.
– Jeg var ellers meget nervøs for mødet, for hun er nok den tredjebedste i Europa lige nu, og jeg ville gerne bevise, jeg stadig er den bedste europæer. Jeg havde heldigvis en rigtig god følelse i kroppen, da kampen først gik i gang, og det var en dejlig sejr at få, siger 23-årige Rosengren.
Læs også: Cathrine Rosengrens PL-drøm slukket: – jeg er tom indeni
I anden gruppekamp ventede japaneren Akiko Sugino, som danskeren tabte til ved de Paralympiske Lege i Tokyo sidste år. Denne gang trak Rosengren sig sejrrigt ud og vandt 19-21, 21-16, 21-18.
– Det var en mega fed sejr for mig. Nedturen i Tokyo ramte mig meget mentalt, så det var dejligt at vise, jeg stadig har niveau til at være blandt de bedste.
Som gruppevinder kvalificerede andenseedede Rosengren sig direkte til semifinalen mod indiske Manisha Ramadass. Trods et nederlag på 22-24, 20-22 var danskeren godt tilfreds med kampen.
– Det var en fed kamp, selvom jeg er lidt ærgerlig over, jeg var foran 19-16 i første sæt og får lavet nogle hurtige fejl. Jeg var håbløst bagud i andet sæt med 11-4, men jeg er glad for, jeg fik kæmpet mig tilbage, siger Rosengren, som udover medaljen har taget flere positive ting med hjem.
– Jeg er glad for mit spil og min fight gennem hele turneringen. Især set i lyset af den manglende kamptræning, som jeg kunne mærke i de pressede situationer, hvor det blev lidt tæt. Men jeg har ikke haft problemer med ryggen, og jeg har virkelig fået lyst til at spille rigtig meget.
Rosengren blev også ønsket tillykke med medaljen af verdens nummer ét i herresingle, Viktor Axelsen, som kiggede forbi turneringen.
– Det er mega fedt, han gider bruge tid på at komme til para-events, og det gør bare, man føler sig accepteret og en del af gamet på en anden måde. Han har været god til at dele billeder derfra, og det er fedt, for så kommer det ud til endnu flere mennesker, siger hun.
Cathrine Rosengren stiller op i klassen SU5, da hun har en nerveskade i sin venstre arm.
Tags: Cathrine Rosengren, Medaljer, Para
Kategori: Elite, Forside, Medalje, Nyheder, Para