Badmintonphoto

Sportschef tilfreds med nået målsætning ved Thomas og Uber Cup

maj 16, 2022 10:11 Skrevet af

Både det danske dame- og herrelandshold spillede tætte kampe mod de senere vindere af henholdsvis Uber Cup (Korea) og Thomas Cup (Indien). – Begge landsholds præstationer er helt klart godkendt, siger Jens Meibom.

 

Bronzemedaljer til herrerne og en kvartfinale til damerne.

Det blev resultatet for Danmark ved Thomas og Uber Cup – VM for herre- og damehold.

Dermed levede Danmark op til de målsætninger, der var sat inden mesterskaberne for de to landshold.

Læs også: Danmark taber Thomas Cup-semifinalen og får bronze

Elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, er overordnet også tilfreds. Især set i lyset af, at herrelandsholdet var nede med tre matchbolde i kvartfinalen, men samtidig også kun var to point fra en finaleplads, hvor det blev et nederlag til de senere Thomas Cup-vindere, Indien.

– Vi sidder tilbage med ”mixed feelings” i forhold til herrelandsholdet. På den ene side er vi selvfølgelig skuffede, fordi vi var så tæt på at spille os i finalen og en afgørende kamp om verdensmesterskabet. Omvendt er vi glade for, at vi får medaljer med hjem, for vi var tilsvarende tæt på at ryge ud i kvartfinalen. Så samlet er vi tilfredse med at nå målsætningen, siger Meibom og fremhæver særligt de danske doubler.

– De har lidt stået i skyggen af vores stærke herresinglespillere, men de spiller på et rigtigt højt niveau under hele Thomas Cup, hvilket er meget positivt, siger Jens Meibom.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks 12 Thomas Cup-profiler

Det var ikke kun i Danmarks knockoutkampe, at der var masser af spænding om udfaldet. I Thomas Cup kvart- og semifinalerne sluttede fem ud af seks kampe med cifrene 3-2. Kun Indonesien formåede at slå Kina med 3-0.

Det vidner ifølge Jens Meibom om, hvor tæt det er blevet blandt de bedste nationer i verden, hvor det er de små marginaler, der bliver afgørende i holdkampene i Thomas Cup.

– De sidste otte hold i Thomas Cup har været så ekstremt lige, at det er dagsformen, som gør forskellen. Det er hårdt når man taber de tætte kampe, men det er også fedt for badmintonsporten og god underholdning for dem, der elsker badminton, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef.

Læs også: Korea sender igen Danmark ud i Uber Cup-kvartfinalen

Spænding var der bestemt også de gange det danske Uber Cup-landshold trådte på banen. I den første kamp mod Malaysia blev sejren først sikret i den afgørende femte kamp. Selvom det blev til nederlag på 5-0 og 3-0 til henholdsvis Thailand og Korea, var syv af de otte kampe ude i tre sæt, før der blev fundet en vinder. Korea, som Danmark røg ud til, endte endda med at vinde hele mesterskabet.

– Damernes præstationer er i den grad godkendt. I de tre tresætskampe mod Korea får vi vist godt niveau og presset dem. Det er stadig et ungt hold, som kan udvikle sig yderligere fremadrettet, så jeg ser positivt på fremtiden for vores Uber Cup-hold, siger Meibom.

Læs også: Uber-Cup holdet: – God energi, plads til forskelligheder og det sociale i top

Elite- og sportschefen roser også den samlede holdånd, der var på tværs af de to mandskaber. Da herrerne spillede medaljekamp, havde damelandsholdet eksempelvis taget plads på tribunen og heppede på herrerne.

– Det er fedt at se alle spillerne gå op i at være et hold. Folk bakkede hinanden op og viste generelt bare super god holdånd. Det er sådan en kultur, vi gerne vil have når vi kæmper om holdmedaljer, så det var dejligt at se, afslutter Jens Meibom.

Næste Thomas og Uber Cup bliver spillet i 2024 i den kinesiske by Chengdu.

 

Fakta om turneringen i 2022:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,