Badmintonphoto

Korea sender igen Danmark ud i Uber Cup-kvartfinalen

maj 12, 2022 13:44 Skrevet af

VM for damehold er slut for Danmarks vedkommende, da de tabte tre tætte kampe i tre sæt. – I de afgørende faser kom vi generelt til at lave nogle lidt for nemme fejl, siger Uber Cup-landstræner Rune Ulsing.

 

For andet Uber Cup-mesterskab i træk blev Korea Danmarks bøddel.

Ligesom i oktober i Aarhus blev kvartfinalecifrene 3-0 til Korea. Dermed er det danske damelandshold færdig ved Uber Cup.

Læs også: Uber-Cup holdet: – God energi, plads til forskelligheder og det sociale i top

Det er ottende gang i træk, at Danmark må forlade VM for damehold i kvartfinalen. Omvendt har Korea sikret sig medalje, hvilket de har formået hver gang siden 2006.

I torsdagens holdkamp var Danmark tæt på at komme på tavlen, men alle tre kampe blev tabt i tre sæt.

– I de afgørende faser kom vi generelt til at lave nogle lidt for nemme fejl. Dem fik vi bare ikke rigtig fra modstanderne. I den ene af kampene var det måske også lidt, fordi vi ikke formåede at blive i gameplanen længe nok ad gangen, vurderer Danmarks Uber Cup-landstræner, Rune Ulsing.

Generelt levede det danske damehold dog op til målsætningen inden mesterskabet om at kvalificere sig til kvartfinalen.

Landstrænerne er da også meget tilfreds med det, han har set fra sine spillere.

– Jeg synes, pigerne har spillet og forberedt sig godt. De har fungeret godt sammen, og der har været god stemning. Det har været rigtig sjovt at være af sted med dem, og så synes jeg, de står med rigtig gode lærepenge, som kan være noget af det, der skal til, før de kan tage et skridt videre opad. Hvis de kan holde fast i denne tilgang til tingene, så skal de nok blive ved med at rykke sig, siger han.

Læs også: Bliv klogere på Danmarks Uber Cup-profiler

Det var syvende møde mellem Korea og Danmark i Uber Cup-sammenhæng. Korea fører 5-2 i det indbyrdes regnskab.

 

Mia Blichfeldt – An Seyoung: 21-18, 15-21, 18-21

Ligesom da de to spillere mødte hinanden i Uber Cup-kvartfinalen i oktober, skulle kampen afgøres i tredje sæt. Modsat i Aarhus hvor koreaneren vandt andet og tredje sæt sikkert, var der langt større problemer mod Blichfeldt denne gang.

Danskeren, som ligger nummer 14 på ranglisten, fik i den grad presset An Seyoung, som ligger nummer fire i verden og trods sine blot 20 år allerede har etableret sig som en verdensstjerne.

Desværre blev udfaldet ligesom i det seneste møde, fordi An Seyoung var skarpest i de afgørende dueller af kampen.

– Mia blev ved med at kæmpe. Også på det mentale og taktiske plan. Jeg lagde mærke til, hun blev ved med at gøre de ting, der skulle til. Selvom det var svært at være i, og man gerne ville have nogle point, og måske blev usikker, hvis der kom en fejl, så blev hun ved med at arbejde. Det gjorde hun meget mere, end hun gjorde i de andre kampe, så det var rigtig flot, siger Rune Ulsing.

 

Sara Thygesen/Maiken Fruergaard – Lee Sohee/Shin Seungchan: 23-21, 16-21, 19-21

Det var marginaler, der gjorde, at Danmark ikke kom på tavlen efter den første damedoublekamp. Selvom det var verdens nummer to og VM-sølvvinderne, der stod på den anden side af nettet, spillede Fruergaard og Thygesen helt lige op med dem.

En nervepirrende og lang kamp gik igen Koreas vej efter 1 time og 23 minutters spil.

– Sara og Maiken spillede igen mega godt, som de også gjorde i sidste kamp. Men det var måske igen dem, der kom til at lave nogle lidt dumme fejl, da det skulle afgøres, siger Danmarks Uber Cup-landstræner.

 

Line Christophersen – Kim Gaeun: 21-10, 9-21, 16-21

For syvende kamp i træk blev det til et nederlag i tre sæt. Modsat damedoublen forinden var de to første sæt lynhurtige. Begge spillere kæmpede med at finde linjerne på medvindssiden, og det gav først for alvor spænding om udfaldet i tredje sæt.

Her var koreanerne hurtigst til at justere sit spil, og hun udbyggede dermed sin føring på 2-0 i det indbyrdes regnskab.

– Line startede rigtig godt, og det har været med pil opad ved Uber Cup. De seneste kampe har hun været rigtig skarp i, hvordan hun skal starte med at spille. Hun har haft udfordringer med at holde fast i det spil, der skal til. Specielt når sidebyttet kommer, for så er det noget lidt andet spil. Så er det, hun bliver lidt stresset derfra.

– Så er det svært for hende at komme ind i det rigtige igen. Og det kæmpede hun med igennem andet og tredje sæt. Men jeg synes, hun fandt ind i det specielt til sidst i tredje sæt. Og det er rigtig positivt, for det gjorde hun ikke i kampen forinden. Så det skal man selvfølgelig tage med, siger Ulsing.

 

Fakta om turneringen:

Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, spilles i Impact Arena, Bangkok, Thailand, den 8.-15. maj.

Det er samme arena, der var vært ved Thomas & Uber Cup i 2018 samt Thailand Open I, Thailand Open II og World Tour-finalerne i januar 2021. Det er tredje gang, at Thailand afholder Thomas Cup (VM for herrelandshold), mens det er anden gang, de afholder Uber Cup (VM for damelandshold).

Indonesien er forsvarende Thomas Cup-vinder, og med 14 titler er det også den nation, der har vundet mesterskabet flest gange.

Hos kvinderne er Kina forsvarende Uber Cup-vinder, og de er også den mest vindende nation med 15 titler.

De danske herrer tabte 1-3 i semifinalen til Indonesien ved det seneste Thomas Cup i Aarhus. De danske damer røg ud i kvartfinalen til Korea med 0-3.

Danmark var i oktober 2021 det første land i Europa som var værter for Thomas & Uber Cup.

Oprindeligt skulle de seneste mesterskaberne have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev de først flyttet til august 2020, senere så oktober 2020, før de til sidst blev skubbet til oktober 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.



Tags: , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,