Venstre til højre: Victor Kaufmann, Mads Møller, Mathias Solgaard og Christian Kjær

Unge herresingletalenter får lov til at prøve Brøndbytræningen af

maj 11, 2022 09:11 Skrevet af

Samtidig med, at elitespillerne kæmper for danske medaljer i Thailand, er der hjemme på Brøndbytræningen blevet plads til fire unge herresingletalenter. Cheflandstræner Kenneth Jonassen er blevet hjemme fra Thomas og Uber-Cup og står for træningen af de unge herresingler. – Det er sjovt og spændende at få lov til at arbejde med helt unge talenter, der er nysgerrige og sultne, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Mens de to landshold er kommet godt fra start til Thomas og Uber Cup i Thailand og begge har spillet sig i kvartfinalen, har Cheflandstræner Kenneth Jonassen i denne uge inviteret fire unge herresinglespillere med til National Elite Træningscenter (NETC) i Brøndby. Det drejer sig om de 17 til 20-årige drenge Victor Kauffman, Mads Juel Møller, Christian Faust Kjær og Mathias Solgaard.

De fire unge spillere er blevet udpeget af center- og transitionstræner Rune Ulsing fra NETC og centertræner Svend Aage Sørensen fra Århus Elitetalentcenter.

Læs også: Danmark er i Thomas Cup-kvartfinale

Træningen er til for spillerne, men Kenneth Jonassen lægger også vægt på, at der er vigtigt for ham at få set spillerne an samtidig med, at de skal mærke det øget tempo.

-Spillerne er inde for at prøve det, der svarer til en forholdsvis hård uge herinde og mærke intensiteten og detaljeorienteringen. De skal få en fornemmelse af, hvad det er for en størrelse. Så det er både at give mig et kendskab til dem og give dem selv en følelse af, okay, hvor hårdt bliver der trænet, hvad er der behov for, og hvad skal jeg hjem og arbejde med, siger cheflandstræneren.

Spillerne er med hele ugen, og der er blevet lagt op til sved på panden. De to første dage er overstået og Kenneth Jonassen kan allerede nu mærke og se forskellen fra førstedagen på spillerne.

-Jeg synes de kan følge med, men der er ingen tvivl om, at de allerede her på dag to er begyndt at blive presset og ser trætte ud, de er lidt mere stille end de var i går, og det er egentlig også en del af det. De skal mærke den samlede belastning på en uge, og vi kigger på, om de er gode til at kommunikere og bevare overblikket, selvom man er fysisk træt.

Læs også: De første danske spillere er udtaget til individuelt VM i Tokyo

De to herresingler Victor Kaufmann fra NETC og Mathias Solgaard fra Århus Elitetalentcenter kan også mærke det øget temposkift, men fortæller begge, at hele ugen er en kæmpe oplevelse for dem.

-Der er mere tempo på, og Kenneth presser os også på en god måde, så vi bliver selvfølgelig udfordret, men det er også super fedt at være med. Det er drømmen at blive en del af Brøndbytræningen, det er klart noget man går efter, så man kan komme op på et højt niveau og spille fede turneringer, siger Victor Kaufmann.

-Det er super fedt at være med på Brøndby-træningen, men også noget af det hårdeste jeg har prøvet. Det er en hel anden intensitet og tempo, når man spiller med nogle af de bedste spillere i Danmark, fortæller Mathias Solgaard.

De herresinglespillere, som ikke er med i Thailand, hjælper til på træningen, og her har de unge spillere fået lov til at træne med spillere som Victor Svendsen og Mads Christophersen.

-Vi er blevet taget godt imod af de andre spillere, de er meget velkomne. Jeg havde faktisk forventet lidt anderledes, i forhold til hvad jeg havde hørt før, at de måske godt kunne være lidt hårde ved de nye, men jeg synes, at de har været gode, siger Mathias Solgaard.

Kenneth Jonassen fortæller, at de etablerede spillere på NETC-træningen også skal være med til at give tilbage, og det gør de ved at være med til at spille sammen med de unge talenter.



Tags: , , , ,
Kategori: , ,