Badminton Danmark
VICTOR UDM er i gang: – Det er en fed hal, og der er rigtig god stemning
april 1, 2022 17:55Både spillere og trænere var meget tilfredse med omgivelserne i Brøndby Hallen. – Jeg tror, det er super sundt for ungerne at prøve at spille under de her forhold, siger Højbjerg-træneren Kasper Dinesen.
VICTOR UDM er servet i gang i Brøndby Hallen, der er propfyldt med 16 baner.
Massevis af forældre og trænere har været repræsenteret på førstedagen, hvor der har været god stemning blandt store som små spillere.
Læs også: Sådan følger du med fra weekendens VICTOR UDM og VICTOR DMU
Det er også noget, som U17-spilleren Julie Da Costa Carlsen fra Greve Badmintonklub har lagt mærke til.
– Jeg synes, det er en fed hal, og det er et mega fedt setup, og der er rigtig god stemning. Generelt synes jeg, alle er glade, går rundt og smiler og siger hej til hinanden på gangene. Der er god stemning, hvor folk klapper og hepper på hinanden, så det er mega fedt, siger hun.
Brøndby Hallen huser normalt de danske landsholdsspillere, og derfor var det også stort for KBK Københavns Tobias Svej at betræde det samme gulv, som stjernerne gør til hverdag.
– Det er selvfølgelig fedt at spille her i Brøndby, hvor alle de store spiller normalt, så det er sindssygt fedt, siger Svej, som er U15-spiller.
Læs også: Læs det nye VICTOR DMU- og UDM-magasin, og bliv klar til weekenden
For Gentoftes Marie Viscovich, som er førsteseedet i U15-rækken i damesingle, var mødet med Brøndby Hallen ikke en ny ting. Men derfor gjorde det stadig indtryk at komme i gang med mesterskabet.
– Det var fedt at prøve at spille derinde. Jeg har været her før, men det er sjovt og fedt at opleve igen.
En af dem, der holdt sig bag ved banerne, var Højbjerg-træneren Kasper Dinesen. Han og sine tre trænerkollegaer i den aarhusianske klub er godt beskæftiget ved VICTOR UDM med 40 spillere til start.
– Jeg er meget oppe og køre over det her setup, og spillerne synes også det er fedt. De har været meget nervøse, inden det gik løs i dag, fordi især for mange af de små er det noget nyt at spille på måtter. Det er nyt, at banerne ligger så tæt, og der er noget med vind og afstandsbedømmelse, der er svært. Det, tror jeg, er super sundt for ungerne at prøve at spille under de her anderledes forhold. Og min oplevelse er, at så snart de kommer ind i det, så har de det ret sjovt med det, siger Kasper Dinesen.
Læs også: VICTOR Final 4-billetsalget er begyndt
Han er også meget begejstret for stemningen generelt ved mesterskabet samt sammenholdet på tværs af årgangene i klubben.
– Jeg synes, der er rigtig god stemning. De store er gode til at snakke med de små og omvendt. Forældrene er der. Jeg ser frem til de næste par dage. Jeg kan kun forestille mig, det fortsætter, jo mere spænding der kommer i kampene. Så jeg synes, folk har det godt.
VICTOR UDM fortsætter lørdag og søndag, mens der i Grindsted på samme tid afholdes VICTOR DMU.
Har du ikke mulighed for at være i Brøndby hallen til VICTOR UDM, kan du livestreame gratis på badmintonlife.dk. Ellers kan du få et overblik over resultaterne her.
Tags: Brøndby Hallen, UDM, Ungdom, VICTOR UDM
Kategori: Danmarksmesterskaber, Forside, Klubnyheder, Medalje, Nyheder