Foto: Allan Høgholm

Alexandra Bøje kåret som Årets Komet 2021

februar 12, 2022 15:10 Skrevet af

Badminton Danmarks sportslige ledelse har kåret 22-årige Alexandra Bøje som Årets Komet 2021. Prisen fik hun overrakt til VICTOR DM 2022 af Badminton Danmarks formand, Tore Vilhelmsen.

 

Efter flot spil og store sportslige resultater har Alexandra Bøje modtaget prisen som Årets Komet 2021. Doublespilleren er også yderst glad for at modtage prisen.

– Det er sindssygt fedt og et kæmpe skulderklap for det her år. Jeg synes især, at Mathias Christiansen og jeg har haft et rigtig godt år, og jeg synes, vi har udviklet os til at være et par, der kan spille med helt oppe i verdenstoppen. Det er selvfølgelig mega fedt, siger Alexandra Bøje, som vinder prisen for første gang.

Læs også: Store stjerner og talenter mødes: VICTOR DM 2022-programmet er sat

22-årige Alexandra Bøje begyndte året med blandt andet en kvartfinale i Super 1000-turneringen Thailand Open sammen med Mette Poulsen. De nåede i løbet af året også kvartfinalen ved Orleans Masters samt det individuelle EM. Desuden var de på banen sammen ved Uber Cup, VM for damehold, der for første gang blev spillet i Danmark.

I februar var Bøje en del af guldholdet, da Danmark vandt EM for blandede hold.

De største resultater i 2021 opnåede hun dog sammen med sin fem år ældre mixeddoublemakker Mathias Christiansen.

I begyndelsen af marts blev de nummer to i Super 300-turneringen Swiss Open. I slutningen af måneden vandt de Super 100-turneringen Orleans Masters.

Bøje fik i sommer debut ved OL, som blev afholdt i Tokyo. Her var parret yderst tæt på en kvartfinaleplads, selvom de havnede i en svær gruppe.

Læs også: Badminton Danmarks Talentpris 2022: Nu kan du indstille din kandidat

Det blev også til en finaleplads i Super 750-turneringen French Open, hvor de tabte til Yuta Watanabe og Arisa Higashino.

De flotte resultater i løbet af året betød, at Bøje og Christiansen for første gang kvalificerede sig til World Tour Finals, der blev afholdt på Bali. Året blev rundet af ved det individuelle VM, hvor de blot var ét sæt fra en plads i kvartfinalen.

Resultaterne i løbet af året betød, at de sluttede 2021 som nummer 14 i verden i mixeddouble. I 2022 håber hun, at de kan fortsætte storspillet og komme langt i de største turneringer.

– Vi stræber efter at kunne spille os frem til nogle semifinaler og spille med om titlerne i nogle af de store turneringer. Så vi håber på at kunne lave nogle gode resultater på den helt store scene, siger Bøje.

Årets Komet gives hvert år til en ung spiller eller et par under 24 år, som på fremragende vis har markeret sig ved at have ydet en ekstra eller anderledes indsats og opnået resultater, der adskiller sig markant fra tidligere.

Udover æren af at vinde prisen modtager Alexandra Bøje også en check på 5.000 kroner fra Badminton Danmark og kommer ikke mindst i et fornemt selskab af tidligere kometer.

Tidligere vindere af Årets Komet:

2009 Jan Ø. Jørgensen

2010 Viktor Axelsen

2011 Mads Conrad-Petersen

2012 Rasmus Gemke

2013 Mia Blichfeldt

2014 Anders Antonsen

2015 Frederik Søgaard/Joel Eipe

2016 Anders Antonsen

2017 Mathias Christiansen

2018 Line Christophersen

2019 Amalie Magelund/Freja Ravn

2020 Amalie Schulz Terp-Nielsen



Tags: , , ,
Kategori: , , , , ,