Håndsprit - sprit - corona - Covid-19 - coronavirus - sikkerhed - forhåldsregler - fjerbolde - VICTOR - Allan Høgholm
Allan Høgholm, Badminton Danmark

Sådan skal du forholde dig til den stigende smitte indenfor badmintonsporten

december 15, 2021 15:32 Skrevet af

Covid-19-smitten stiger som følge af den nye Omikron-variant. Derfor præciserer Badminton Danmark og DGI Badminton her, hvordan du som medlem og klub skal forholde dig til den stigende smitte indenfor badmintonsporten.

 

Badminton Danmark og DGI Badminton følger myndighedernes anbefalinger i forhold til at spille badminton under Covid-19. Der anbefales i øjeblikket ikke særlige restriktioner for badmintonsporten. Vi henviser derfor til anbefalingerne fra DIF og DGI.

Klik her for at læse anbefalingerne fra DIF og DGI

Herudover anbefaler Badminton Danmark og DGI Badminton, at alle følger myndighedernes generelle anbefalinger for at forebygge smitte, så som afstand, antal, rengøring, udluftning osv.

Klik her for at læse myndighedernes generelle anbefalinger

 

Vi tillader dog at indskærpe og henvise til, at vi alle har et personligt ansvar, så alle er med til at forebygge smittespredningen af Covid-19 i samfundet generelt. Derfor gør vi opmærksom på, at der i øjeblikket er forskel på, hvilken virusvariant du mistænker at være potentiel nærkontakt til.

  • Da det i øjeblikket tager nogle dage at få påvist, hvilken virusvariant du potentielt har været nærkontakt til, er det meget vigtigt, at du er opmærksom på, om du bør blive væk fra træning og/eller konkurrencer i en eller syv dage.
  • Hvis du har mistanke om, at du kan være nærkontakt til en person smittet med Omikron-varianten, så er det meget vigtigt, at du bliver hjemme i selvisolation, indtil du har modtaget dit testsvar efter tredje test på sjette dagen. Det gælder både i forhold til holdkampe, åbne turneringer eller træning.
  • Du har et personligt ansvar for at træffe den mest ansvarlige beslutning, ikke kun af hensyn til dig selv, men især også for alle andres skyld.
  • Hvis du er bare en smule i tvivl, så bliv hellere væk fra holdkamp(e), den åbne turnering eller træning – for alle skyld.

Klik her og læs her hvad er en nær kontakt og hvad er ’anden kontakt’

 

Pr. dags dato anbefaler Sundhedsstyrelsen følgende om nære kontakter – vi anbefaler, at du holder dig løbende opdateret på coronasmitte.dk, da anbefalingerne må forventes løbende at blive justeret:

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt (2. led) til en person, som er smittet eller mistænkt smittet med hidtidige Covid-19 varianter:

  • Hvis du er nær kontakt til en person med Covid-19, kan du ringe til Coronaopsporing på tlf. 32 32 05 11 for at få råd og vejledning om, hvilke dage du anbefales at blive PCR-testet, og hvordan du ellers bør forholde dig.
  • Sundhedsmyndighederne anbefaler, at du bliver testet med en PCR-test, hvis du har symptomer på Covid-19, hvis du har en positiv hurtigtest/selvtest, eller hvis du er nær kontakt til en person, der er smittet med ny coronavirus. I andre situationer kan det være en god idé at blive testet med en hurtigtest.
  • Sundhedsmyndighederne anbefaler også, at du bliver testet med PCR-test som nær kontakt, selvom du er blevet færdigvaccineret (14 dage efter 2. stik) eller tidligere har været smittet med ny coronavirus. Er det under 12 uger siden, du blev testet positiv for Covid-19, behøver du ikke blive testet. Det skyldes, at du stadig kan teste positiv i denne periode, selvom du er rask og ikke længere smitter. Hvis du får symptomer på Covid-19, anbefales du dog at blive test.

 

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt (2. led) til en person, som er smittet eller mistænkt smittet med Omikron-varianten:

  • Gå straks i selvisolation, uanset om du er færdigvaccineret eller tidligere smittet.
  • Bliv PCR-testet på 1.-, 4.- og 6.-dagen efter, du sidst var i kontakt med den smittede person.
  • Selvisolationen kan ophæves igen efter negativt svar på den sidste PCR-test foretaget på 6.dagen.

 

Sådan gør du, hvis du er nær kontakt til en nær kontakt (3. led) til en person, som er smittet eller mistænkt smittet med Omikron-varianten:

  • Der er ikke længere særlige anbefalinger til nære kontakter. Følg dog altid Sundhedsstyrelsens generelle råd til at forebygge spredning af smitte med Covid-19.

 

Er du i tvivl?

  • Ring til Coronaopsporing under Styrelsen for Patientsikkerhed på tlf. 32 32 05 11 for råd og vejledning.
  • Du kan i øvrigt med fordel downloade smittesporingsappen.


Tags: , ,
Kategori: , , ,