Badminton Photo
Skaarup og Astrup er for første gang i finalen ved VICTOR DENMARK OPEN
oktober 23, 2021 19:15Det var en nervepirrende kamp, den danske herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen leverede i deres første VICTOR DENMARK OPEN-semifinale. Astrup og Skaarup vandt i dag over de to malaysiere Goh Sze Fei og Nur Izzudin: 21-11, 19-21, 21-18.
Det var fjerde gang, de to herredoubler skulle møde hinanden. Malaysierne fik endnu engang ikke lov til at tage point til kampstatistikken, der nu står 4-0 til danskerne.
Allerede fra start havde der lagt sig en tung og intens stemning over hallen. Astrup og Skaarup tog det første point i kampen, og der var ingen tvivl om, at de styrede det første sæt. De to danskere var hurtige oppe ved nettet og skarpe på at lade de rigtige bolde gå ud.
Læs også: Axelsen, Astrup og Skaarup jagter første finale ved VICTOR DENMARK OPEN
Første halvdel af andet sæt så ligeledes sådan ud, da danskerne gik til ophold med en føring på 11-5. Kampen tog derefter en hurtig drejning og ved 16-9 til danskerne, tog malaysierne ni point i træk, og så stod det 16-18. Astrup og Skaarup tabte deres andet sæt 19-21.
– Sådan som kampen var den første halve time, tænkte jeg, det her er fedt. Men jeg kalder den egentlig i opholdet i andet sæt. Jeg synes, de står stille, og jeg synes, det er nogle lette point, de får malaysierne, siger landsholdstræner Jakob Høi.
Da tredje sæt gik i gang, viste Astrup og Skaarup igen i første del af sættet, hvem der havde kontrollen over spillet. Malaysierne fik udfordret dem og nærmede sig danskerne ved 16-14. Her begyndte spændingsniveauet også for alvor at stige for de fire spillere.
Klik her for at købe billetter til VICTOR DENMARK OPEN
Danskerne fik matchbold ved 20-18, og efter en kort duel blev bolden slået ned i jorden af malaysierne tæt på sidelinjen. Linjedommeren dømte den ude, men malaysierne tog en challenge, og der blev stille i hallen. Få sekunder efter viste hawkeye, at bolden var ude, og Astrup og Skaarup tog med deres sejrsdans hallen med storm.
– Vi tror faktisk, at bolden er inde på matchbolden. Så jeg tænker egentlig bare på, hvilken returnering jeg skal op og lave, siger Kim Astrup, før Anders Skaarup tager ordet.
– Det syge er, at den er ude hele vejen, men der er sidevind, så da jeg ser den lande, tænker jeg bare: ”Nej.”
– I mit hoved må jeg være ærlig at sige, at jeg var begyndt at fejre i andet sæt. Og så tror jeg, matchbolden er ude hele vejen, så der jubler jeg også, lige indtil den daler ned, og så får jeg sådan en mavepuster. Så man skulle lige samle sig, og så bliver den dømt ude. Det var helt vildt, siger Anders Skaarup.
Anders Skaarup og Kim Astrup står dermed i deres første VICTOR DENMARK OPEN-finale, der bliver spillet søndag.
– Det er svært at beskrive, hvor meget det betyder. Det betyder fuldstændig vanvittigt meget. At vi får en chance til at gå på banen igen i morgen. Det glæder vi os helt vildt til, siger Kim Astrup.
Klik her for at læse det officielle VICTOR DENMARK OPEN 2021 magasin
Fakta
VICTOR DENMARK OPEN 2021 spilles i Odense Idrætshal den 19.-24. oktober.
Besøg venligst eventhjemmesiden www.denmarkopen.dk for mere information.
TV 2 SPORT sender hver dag fra VICTOR DENMARK OPEN 2021. Klik her for at se TV 2 SPORT’s sendeplan
Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena fra næste år, 2022.
VICTOR DENMARK OPEN rangerer i år som en Super 1000-turnering for at udfylde hullet i BWF World Tour-kalenderen, hvad angår antallet af Super 1000-turneringer, som har været aflyst grundet Covid-19. Der er fem Super 1000-turneringer.
Super 1000-turneringer er de højest rangerede turneringer på BWF’s World Tour. Næste år vil turneringen vende tilbage som en Super 750-turnering.
Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens andenældste badmintonturnering.
Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.
Danmark er med 140 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 62.
Sammen med vores sponsorer, VICTOR (titelsponsor), HSBC (World Tour-sponsor), Mille Food, Visit Odense, Grundfos og Holstebro Rejsecenter samt vores samarbejdspartnere BWF, TotalEnergies, Odense Kommune, Scandic, Midtfyns Bryghus, Anton Berg, Nespresso, Kims, Thaisen Hus, Philipson Wine og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til VICTOR DENMARK OPEN fra den 19.-24. oktober i Odense Idrætshal.
Tags: Anders Skaarup, Jakob Høi, Kim Astrup, semifinale, VDO, VICTOR DENMARK OPEN
Kategori: Elite, Forside, Nyheder