Badminton Photo
Topseedede er klar til kvartfinaler
oktober 21, 2021 21:35I VICTOR DENMARK OPENs anden runde trådte en stor del af de seedede spillere i kraft. Her bød torsdagen på opgør i høj kvalitet.
Torsdag var stort set udsolgt, og det kunne virkelig mærkes i Odense idrætshal. Publikum havde varmet stemmerne godt op, og alle deres favoritspillere kunne tage i kamp med god opbakning i ryggen.
Se torsdagens kampresultater fra VICTOR DENMARK OPEN her
Dagen bød dog på enkelte overraskelser.
Den førsteseedede herredouble Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo blev i dag slået af verdensranglistens nummer 41 Muhammad Fikri og Bagas Maulana. De to herredoubler var ude i en tæt tre-sætter, men de tidligere vindere af VICTOR DENMARK OPEN tabte: 21-17, 17-21, 21-23.
De tidligere OL-guldvindere Yang Lee og Chi-lin Wang måtte efter 40 minutter også se sig slået af den japanske herredouble Takuro Hoki og Yugo Kobayashi. De to par bed skeer i to sæt, og kampen endte med resultatet: 21-19, 21-17 til japanerne.
Klik her for at købe billetter til VICTOR DENMARK OPEN
Kim Astrup/Anders Skaarup – Pramudya Kusumawardana/Yeremia Erich Yoche Yacob Rambitan: 21-15, 21-18
Astrup og Skaarup er for første gang videre til kvartfinalen ved VICTOR DENMARK OPEN efter en flot to-sæts sejer. De indonesiske herrer havde bragt sig foran i andet sæt 18-13, men Astrup og Skaarup satte tempo på og tog ni point i træk.
-Det føles virkelig virkelig fedt. Det er en underdrivelse, det jeg siger lige nu, det er så fedt. Vi lavede en ´Indo´ på den, vi har virkelig prøvet mange gange at spille op til en god føring, også har det før bare smuldret ud i ingenting. Så står man med et kæmpe antiklimaks, hvor man har spillet godt, men man husker kun de sidste ni eller fem bolde man har smidt, så at vi laver den på dem i dag, føles ekstremt godt, siger Kim Astrup.
Skaarup leverede en kæmpe jubelscene, som efterhånden ikke er helt fremmed for publikum. I dag tilføjede den kommende far dog en ekstra finesse.
– Min kone viser mig et kæmpe overskud ved at lade mig spille her, så det var lige en lille en til den næste, der kommer inden om længe, at vi glæder os, og det bliver godt, siger Anders Skaarup.
Se jubelscenen fra Kim Astrup/Anders Skaarup her
Turneringens anden runde blev endestationen for Mia Blichfeldt, da hun mødte den spanske damesingle Clara Azurmendi. Efter 30 minutter var resultatet: 12-21, 18-21 og Blichfeldt måtte sig slået.
Publikum måtte i dag også sige farvel til de to danske damedoubler Sara Thygesen/Maiken Fruergaard og Freja Ravn/Amalie Magelund. Begge par var ude af turneringens anden runde efter to spillede sæt.
Viktor Axelsen – Lakshya Sen: 21-15, 21-7
Det var anden gang, at Lakshya Sen mødte Axelsen, men Sen fik ikke lov til at udligne de to herresinglers kampstatistik.
I første sæt skulle Axelsen kæmpe for hvert point, da Sen samlede alt op, hvad den danske herresingle smed over til ham.
I andet sæt satte Axelsen tempoet gevaldigt op, og efter hurtige point kunne OL-guldvinderen se sig videre til kvartfinalen.
Anders Antonsen – Sameer Verma: 14-21, 18-21
Det var en hård kamp for den danske tredjeseedede Antonsen.
Antonsen kæmpede en brag kamp for at nå til tredje sæt, men kunne desværre ikke få bugt med Verma.
To danske spillere/par er dermed videre til VICTOR DENMARK OPEN’s kvartfinaler
Kvartfinalerne går i gang klokken 12.00 fredag.
Se fredagens kampprogram til VICTOR DENMARK OPEN her
Fakta
VICTOR DENMARK OPEN 2021 spilles i Odense Idrætshal den 19.-24. oktober.
Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal flytter verdens anden ældste turnering år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena fra næste år, 2022.
VICTOR DENMARK OPEN rangerer i år som en Super 1000-turnering for at udfylde hullet i BWF World Tour-kalenderen, hvad angår antallet af Super 1000-turneringer, som har været aflyst grundet Covid-19. Der er fem Super 1000-turneringer.
Super 1000-turneringer er de højest rangerede turneringer på BWF’s World Tour. Næste år vil turneringen vende tilbage som en Super 750-turnering.
Siden 1936 har turneringen i Danmark været en del af den internationale badmintonscene, hvilket gør det til verdens andenældste badmintonturnering.
Turneringen har været afholdt i 11 forskellige danske byer. Fra 1936-1989 blev turneringen spillet i København, og sidenhen har den været spillet i Aalborg, Middelfart, Farum, Solrød, Højbjerg, Vejle og Aarhus, før den røg til Odense i 2007.
Danmark er med 140 titler den nation med flest titler ved turneringen efterfulgt af Kina med 62.
Sammen med vores sponsorer, VICTOR (titelsponsor), HSBC (World Tour-sponsor), Mille Food, Visit Odense, Grundfos og Holstebro Rejsecenter samt vores samarbejdspartnere BWF, TotalEnergies, Odense Kommune, Scandic, Midtfyns Bryghus, Anton Berg, Nespresso, Kims, Thaisen Hus, Philipson Wine og TV 2 SPORT glæder vi os til at byde jer velkommen til VICTOR DENMARK OPEN fra den 19.-24. oktober i Odense Idrætshal.
Tags: Odense, VDO, VICTOR DENMARK OPEN
Kategori: Denmark Open, Elite, Forside, Nyheder