Badmintonphoto
Danske herrer tager førstepladsen i gruppen: – Vi tager et skridt op ad præstationsstigen
oktober 14, 2021 00:51Danmark slog Korea med 4-1 i sidste gruppekamp og har som gruppevinder nu givet sig selv mulighed for en potentielt lettere modstander i kvartfinalen ved Thomas Cup – VM for herrehold.
Med masser af tilskuere på plads i Ceres Arena formåede det danske Thomas Cup-hold at sikre sig førstepladsen i sin gruppe.
Det skete, efter de i onsdagens gruppefinale besejrede Korea med 4-1. Dermed bevarer Danmark overtaget i det indbyrdes regnskab, hvor de har vundet 7 ud af de 12 Thomas Cup-opgør mellem de to nationer.
– Vi tager et skridt op ad præstationsstigen, og det var det, der skulle til, når vi møder en stærk asiatisk modstander som Korea, hvor vi ved, at de kæmper indædt, selvom vi er ovenpå. De giver aldrig op, og at få den udfordring nu kan vi virkelig bruge til noget, siger den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen.
Klik her for at købe billet til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020
Torsdag middag bliver Danmarks kvartfinalemodstander fundet. Der kan Danmark som gruppevinder trække en af de nationer, der blev nummer to i sin gruppe. Dog ikke Korea, som de var i gruppe med.
Fra gruppe A kan Danmark trække Thailand, mens gruppe C og D først færdigspilles kort før torsdagens lodtrækning.
– Det betyder rigtig, rigtig meget, at vi går videre som gruppevinder, fordi det betyder, at det hold, vi står overfor i en kvartfinale, har en anden kaliber. Det var første trin i vores ambition om at gå videre som gruppevindere, og nu glæder vi os bare til at se, hvem vi skal møde.
– Vi er ambitiøse, og vi tror på, at vi kan finde de tre berømte kampe, som er altafgørende, og vi fik tanket god selvtillid op i dagens kampe, og det betyder rigtig meget i forhold til det hold, vi nu skal sætte, siger Kenneth Jonassen.
Få overblikket over Danmarks kampprogram her
KAMP 1: Viktor Axelsen – Heo Kwanghee: 21-12, 21-14
Selvom koreaneren frister en tilværelse som nummer 33, har han de seneste måneder vist, at han har et topniveau i absolut verdensklasse. Først sendte han verdensetteren, Kento Momota, ud af OL, inden han ved Sudirman Cup vandt over verdens nummer fire, Chou Tien Chen.
Mod Axelsen havde han til gengæld ikke en chance. Danskeren fik en forrygende start, og inden koreaneren havde set sig om, stod der 12-2 til Axelsen. Sættet blev sikret, da han med hurtig ketcherafvikling fik slået et stiksmash kryds.
I andet sæt viste Axelsen, som ligger nummer to i verden, igen højt niveau fra start og bragte sig på 10-2. Selvom koreaneren fik reduceret mod slutningen af sættet, var der aldrig tvivl om en overbevisende dansk sejr.
– Jeg synes, jeg var godt forberedt i dag. Jeg var tændt, og jeg var klar til at gå ind og spille en god kamp, og det lykkedes. Personligt ville jeg gerne ind og give holdet en god start, og det er jeg rigtig glad for, jeg formåede at gøre, siger Axelsen.
Læs også: Bliv klogere på de 11 danske Thomas Cup-profiler
KAMP 2: Kim Astrup/Anders Skaarup – Yong Jin/Seo Seungjae: 21-19, 21-8
Den danske herredouble havde forventet at stå over for verdensranglistens nummer 11, men Choi SolGyu blev sparet, og i stedet havde Korea valgt at sætte Seo Seungjae sammen med Yong Jin.
Det nysammensatte koreanske par fik den bedste start og kom foran 15-10, men så fik Astrup og Skaarup fightet sig tilbage i sættet og leverede et flot comeback. Første sætbold blev udnyttet, da Kim Astrup smashede bolden i gulvet.
Danskerne tog momentum med videre til andet sæt, hvor de fuldstændig kørte deres modstandere over. Til stor glæde for hjemmepublikummet.
– Det er mega fedt at kunne vende sig om og se en hær af folk, der klapper, hujer og ved, hvad det betyder at komme på 2-0 i holdkampen. For os personligt betyder det også en stor del, at vi bidrager til en af de tre kampe, vi skal have samlet sammen, så det var en rigtig god oplevelse, pointerer Skaarup.
Danskerne var især glade for, at de havde forbedret sig på det mentale plan i forhold til den seneste kamp mod tyskerne Mark Lamsfuss og Marvin Seidel, hvor danskerne smed en stor føring undervejs og missede flere sætbolde.
– Det, der fyldte mest ved os forleden, var, at vi smed en stor føring, og vi har også rigtig meget fokus på det i dag, da der står 11-5, og at vi ikke begynder at spille langsomt eller lave nogle slag, der ikke er en del af vores plan. Så vi prøvede at holde fast i at bevare energien og gejsten.
Klik her for at se resultaterne fra Danmarks kamp mod Korea
KAMP 3: Anders Antonsen – Jeon Hyeok Jin: 21-15, 21-14
Der var god variation i Antonsens spil, og det var med til at give ham en komfortabel føring på 12-4 i første sæt. Jeon Hyeok Jin begyndte at lykkedes med sit spil i slutningen af første sæt og begyndelsen af andet sæt. Her bragte han sig på 6-1, inden Antonsen vandt 10 point i træk og reelt sikrede sejren.
– Jeg prøvede at pumpe noget energi ind i kroppen, og det var vigtigt, jeg fik den stime, for ellers kunne han nok være stukket af med sættet, fortæller Antonsen.
Med Antonsens sejr var førstepladsen i gruppen allerede sikret inden de sidste to kampe. Det var dog ikke en Antonsen med fysisk overskud, fortalte han efter kampen.
– Jeg syntes, mine ben føltes lidt tunge, og jeg var ikke helt så bevægelig, som jeg kunne være. Der var også nogle holdte drop, som han slog godt, men som jeg ikke kommer ordentlig frem til. Men det var godt at få en kamp, hvor jeg fik pulsen op og blev presset.
KAMP 4: Frederik Søgaard/Mathias Christiansen – Kang Minhyuk/Kim Wonho: 19-21, 20-22
Der var virkelig tale om marginaler, da sættene skulle afgøres i Søgaards og Christiansens kamp. Danskerne afværgede to matchbolde undervejs, men de kunne ikke forhindre en koreansk sejr.
Danskerne forsøgte ellers at få duellerne afgjort, men de måtte flere gange give fortabt over for modstandernes stærke defensiv.
– Vi kæmpede virkelig med at få den ned. Der skulle arbejdes hårdt, og de var stærke til at få den ekstra bold over, som gør det svært for os, erkender Søgaard.
Trods nederlaget føler Mathias Christiansen dog, at parret kan tage meget erfaring med videre, da det kun var danskernes anden kamp sammen.
– Det er en rigtig stærk modstander, vi møder. Et fast par, som leverer godt, og de har set ret gode ud. Vi troede dog på, vi havde en mulighed, for vi har nogle kvaliteter i vores spil, som godt kan gøre lidt ondt på dem. Som vi kunne se, så var vi også fuldstændig med.
– Når man er et fast makkerskab, så har man måske nogle ting til sidst og laver ikke den ekstra fejl, som vi kommer til. Vi ligger lige på limit og skal spille rigtig godt for at score point. Det er små ting, og det kunne lige så godt have gået den anden vej, så det er sindssygt ærgerligt.
KAMP 5: Rasmus Gemke – Cho Geonyeop: 21-9, 22-20
Efter fem missede matchbolde med flere smash uden for linjerne, lykkedes det Rasmus Gemke kort efter midnat at få lukket kampen i den sidste herresingle og sikre Danmark den fjerde sejr i gruppekampen.
– Jeg føler egentlig, det er en god fornemmelse, jeg forlader banen med. Jeg havde forholdsvis god ro på i dag. Jeg spiller mere den udgave, jeg gerne vil se, pointerer Gemke, som vandt sin første kamp ved Thomas Cup over franske Alex Lanier, mens han tabte sin anden kamp til tyske Fabian Roth.
Særligt i første sæt viste Gemke flere momenter af høj kvalitet med god tålmodighed og variation, og han sluttede sættet af med at vinde 11 ud af de sidste 12 bolde.
– Jeg havde snakket med Kenneth om at prøve ikke at ville for meget i sådan en hal. Jeg er den type, der gerne vil ned og hugge til den i en position, hvor det ikke er gældende at slå til den der. Og så er det med at blive på jorden og slå et cut og komme ind i banen igen. Den ro er noget, jeg arbejder med, og jeg synes, vi så flere glimt af det.
Fakta:
TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021.
Det danske Thomas Cup-hold spiller kvartfinale fredag 15. oktober.
Uber Cup-holdet spiller kvartfinale torsdag 14. oktober klokken 13.30 mod Korea.
Danmark er det første land i Europa som har vundet værtskabet for TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup.
TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.
Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.
Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.
Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.
Sammen med TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020-sponsorerne, TotalEnergies (titelsponsor), HSBC, Yonex, Moutai, GoDaddy, 188BET, Danisa og Mille Food samt mesterskabets samarbejdspartnere BWF, Aarhus Kommune, Sport Event Denmark, Salling Fondene og ViaBiler glæder vi os til at byde jer velkommen til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 i Ceres Arena, Aarhus, den 9.-17. oktober 2021.
Tags: Kenneth Jonassen, Thomas Cup, Thomas og Uber Cup
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Medalje, Nyheder