Badmintonphoto

Danmarks Uber Cup-hold vinder vigtig gruppekamp: – Jeg er meget tilfreds

oktober 9, 2021 19:09 Skrevet af

Danmark fik en fantastisk start ved Uber Cup, da de slog Malaysia med 4-1 foran et entusiastisk hjemmepublikum.

 

Det danske damelandshold tog en vigtig sejr i første gruppekamp ved Uber Cup – VM for damehold. Vigtig, fordi den var udråbt til en potentiel nøglekamp af assisterende landstræner, Jesper Hovgaard, i forhold til at gå videre fra gruppen.

Danmark skuffede ikke foran hjemmebanepublikummet i Ceres Arena, da de lørdag aften besejrede Malaysia med 4-1.

Klik her for at købe billet til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020

Jesper Hovgaard, Danmarks assisterende landstræner, er glad for, hvordan holdet præsterede.

– Overordnet set var det godt. Der er mange ting, man kan blive nervøs over med første kamp, en svær modstander og så på hjemmebane, men på baggrund af alle de ting, er jeg meget tilfreds, lyder det fra Hovgaard.

I næste kamp venter Canada, som tabte 0-5 i deres første kamp til Kina. Det er søndag klokken 19, og du kan se kampen på TV 2 SPORT.

Få overblikket over Danmarks kampprogram her.

KAMP 1: Mia Blichfeldt – Kisona Selvaduray: 21-11, 21-7

Tanken om den massive opbakning på hjemmebane til Uber Cup bragte nerver frem i begyndelsen af Blichfeldts kamp.

Hun kom bagud 3-8, inden hun fandt ind i en rytme og kunne spille afslappet og med gode maskeringer. Blichfeldt knuste fuldstændig sin modstander resten af kampen, hvor der var plads til masser af smil undervejs.

– Jeg synes, det måske starter lidt for afslappet og langsomt. Ellers synes jeg i perioder, hun spiller rigtig, rigtig godt. Fedt at se en første kamp, hvor man kan ramme så højt niveau. Det er ikke specielt nemt. Så fedt at se hende i momenter virkelig folde noget ud derinde, så det var jeg meget begejstret over, siger Jesper Hovgaard.

Se resultaterne fra Danmarks Uber Cup-kamp mod Malaysia her

KAMP 2: Sara Thygesen/Maiken Fruergaard – Lee Meng Yean/Thinaah Muralitharan: 21-19, 10-21, 21-13

To verdensklassespillere ventede for Danmarks bedste damedouble, og kampen skulle også ud i tre sæt, før der kunne findes en vinder.

Tredje sæt blev med danske briller heldigvis aldrig rigtig spændende. Thygesen og Fruergaard fik en fantastisk start på sættet foran 9-1, og det grundlagde en vigtig dansk sejr, som blev fejret med stor jubel fra tilskuerne.

– Det blev meget lange dueller derinde. I første sæt bølgede det meget frem og tilbage, mens vi går meget i stå i andet sæt. Tredje sæt får vi startet rigtig godt. Vi kommer ud af det vakuum, de render rundt i derinde. Så det er meget stærkt, at de får den vendt i tredje sæt, siger Danmarks assisterende landstræner.

Læs også: Bliv klogere på de 11 danske Uber Cup-profiler

KAMP 3: Line Christophersen – Eoon Qi Xuan: 21-18, 18-21, 15-21

Der var masser af momentumskift i tredje kamp. Selvom Line Christophersen havde vundet første sæt, fik hun en forfærdelig start på andet, da hun var bagud 1-6. Momentum svingede tilbage i dansk favør, da hun fik udlignet til 18-18, inden hendes malaysiske modstander vandt tre bolde i træk og dermed sættet.

Momentum var også på malaysisk side i størstedelen af det afgørende sæt, da Christophersen kom bagud 4-13. Danskeren fik arbejdet sig tilbage til 15-18, men tættere på lykkedes hun ikke med at komme.

– Det var en rigtig svær kamp for Line. Modstanderen var god til at gøre det svært for Line og bryde hendes høje tempo og rytme. Så det er aldrig en kamp, hvor Line føler, hun finder eller tryghed. På trods af det arbejder hun fint med, fortæller Hovgaard.

Læs også: Landstrænernes overvejelser: Fem fokuspunkter, når landsholdet skal sættes

KAMP 4: Freja Ravn/Amalie Magelund – Teoh Mei Xing/Yap Ling: 21-13, 21-19

Så var det Uber Cup-debutanternes tur i form af Freja Ravn og Amalie Magelund. Nerverne var dog svære at få øje på, da de spillede en bundsolid kamp.

Midtvejs i begge sæt tog de nogle gode pointstimer, og så snart det malaysiske par kom tættere på ved pointtavlen, så bevarede de roen. Blandt andet i slutningen af andet sæt, da de bagud 18-19 vandt tre point i træk sikrede Danmark videre avancement.

– Det er stærkt at gå ind og lukke kampen. De er så seje. Det er mega fedt på deres men også holdets vegne. Så generelt godt spil derinde, selvom det nogle gang blev lidt for passivt, hvor de ikke var helt bevægelige noget i defensiven, pointerer den assisterende landstræner.

KAMP 5: Line Kjærsfeldt – Karupathevan Letshanaa: 21-18, 21-14

Med sejren sikret var presset af Aarhus-fødte Line Kjærsfeldts skuldre, da hun gik på banen foran hjemmebanepublikummet.

Hun forkælede også tilskuerne med gode slag, og de kvitterede med store bifald. Trods et par nemme fejl undervejs viste Kjærsfeldt gode takter i sit spil.

– Jeg er glad for at se, hun folder mange af slag ud, som vi ved, hun kan. Hun har rigtig meget kvalitet på hendes enkeltstående sekvenser derinde. Hun får sat spillet op til sine spidskompetencer, selvom jeg også synes, det var en tricky modstander, fortæller Hovgaard.

 

Fakta

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup Finals 2020 spilles i Ceres Park & Arena, Aarhus, 9.-17. oktober 2021.

Det danske Thomas Cup-hold møder 9. oktober kl. 19 Frankrig, 11. oktober kl. 19 Tyskland og 13. oktober kl. 19 Korea.

Uber Cup-holdet spiller 9. oktober kl. 13.30 mod Malaysia, 10. oktober kl. 19 mod Canada og 12. oktober kl. 19 mod Kina.

Danmark er det første land i Europa som har vundet værtskabet for TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup.

TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 skulle oprindeligt have været spillet i Danmark i maj 2020, men på grund af Covid-19 blev mesterskaberne først flyttet til august, senere så oktober, før de til sidst blev skubbet til 2021.

Danmark har været vært for VM for individuelle i 2014, 1999, 1991 og 1983 samt Sudirman Cup, VM for blandede hold, i 1991 og 1999.

Det danske herrelandshold vandt som den første europæiske nation nogensinde Thomas Cup i 2016. Herrelandsholdet vandt bronze ved det seneste VM for herrelandshold i Thailand, 2018.

Det danske Uber Cup-landshold har aldrig vundet VM, men er blevet nummer to i 1957, 1960 og 2000.



Tags: , , ,
Kategori: , , , ,