Badmintonphoto

Danmark taber Sudirman Cup-kvartfinale til Kina: – Stor ære til spillerne

oktober 1, 2021 15:46 Skrevet af

Sudirman Cup – VM for blandede hold – er ovre for Danmark efter et snævert kvartfinalenederlag til Kina, som i semifinalen skal møde Korea.

 

Ottende gang blev heller ikke lykkens gang for Danmark.

Kina vandt kvartfinalen ved Sudirman Cup med 3-2 over Danmark, som stadig har sin første sejr til gode over Kina i Sudirman Cup-historien.

Det danske landshold har dog masser af positive ting at tage med fra verdensmesterskabet, mener cheflandstræner Kenneth Jonassen.

– Det var en helt unik og fantastisk holdkamp med stor nerve i. Stor ære til alle spillerne på og uden for banen for at give det maksimale og samlet lægge stort pres på Kina, som viser deres vanvittige bredde og høje niveau, som er det, vi taber mod til sidst, hvor de stiller op med endnu et verdensklassepar.

– Men den her præstation er noget, vi kan bygge videre på. Ikke mindst de næste 14 dage, hvor endnu en stor oplevelse venter for os med Thomas & Uber Cup på hjemmebane.

Mens Kina skal spille semifinale lørdag mod Korea, er mesterskabet nu slut for Danmark. Generelt under Sudirman Cup har Kenneth Jonassen været utrolig stolt af sin trup.

– Jeg føler, det her hold har en exceptionel god holdånd. Det har nogle gange været en svær opgave at få det blandede hold til at gå op i en højere enhed, men folk er virkelig trådt i karakter. Så stor respekt for spillerne og det arbejde, de har lavet. De har fået det maksimale ud af hinanden, og det er endnu en ting, vi kan bygge videre på, siger cheflandstræneren.

Klik her for at købe billet til TotalEnergies BWF Thomas & Uber Cup 2020 Finals

KAMP 1: Anders Skaarup/Frederik Søgaard – He Jiting/Zhou Haodong: 17-21, 21-16, 21-19

Efter en svær start fik den danske herredouble gang i spillet i første sæt, og især defensiven så stærk ud. Selvom første sæt blev tabt, tog de det gode spil med efter sidebyttet, og så var der lagt op til et drama i sidste sæt.

Igen fik Skaarup og Søgaard en skidt start, men de blev ved med at kæmpe og mistede aldrig troen, selvom de var bagud 19-16. For hver duel blev kineserne mere nervøse, mens danskerne fik momentum, og de udnyttede deres første matchbold. Det resulterede i unikke jubelscener til glæde for resten af det danske landshold på tribunerne.

– Det var en absurd vild kamp, hvor det virkelig bølgede frem og tilbage. Det var herredouble, når det viser sig fra den mest underholdende side. Det var lange dueller men også skarphed i servesituationen.

– Jeg er stolt af både Skaarup og ikke mindst Søgaard, at de træder så flot i karakter og får vendt kampen. Godt arbejde af dem og Thomas Stavngaard for at holde dem til ilden. Super energi mellem dem på banen og dem uden for. Flot indsats, understreger Kenneth Jonassen.

Læs også: Thyrri om landsholdsdebut: – Jeg fik et chok, da vi gik i gang

KAMP 2: Mia Blichfeldt – Chen Yufei: 21-18, 8-21, 17-21

Danmarks højest rangerede damesingle tog momentum fra herredoublen med ind til sin kamp. Hun lod sig ikke kyse af at stå over for den nykårede OL-guldvinder, Chen Yufei.

Blichfeldt spillede tålmodigt og skarpt i første sæt, hvilket rystede kineseren. I andet sæt gik Chen Yufei over til at spille bolden mere rundt og overlod initiativet til Blichfeldt. Det havde danskeren virkelig svært ved at finde en løsning på.

Selvom Blichfeldt i tredje sæt fik kæmpet sig tilbage fra 1-7 til 15-15 i afgørende sæt, så var Chen Yufei usvigelig sikker i sit grundspil, mens hun tålmodigt ventede på fejl fra modstanderen.

– Vi vidste, det ville blive en svær størrelse at bide skeer med. Mia lykkedes dog i store dele af kampen med at ramme sit topniveau og lægge pres på Chen Yufei. Når Mia spiller med stor variation og tålmodighed, så viser hun, at hun har et kæmpe potentiale. Flot fight, gejst og niveau. Hun er inde i en god proces, og det er pil opad for hende i denne uge, påpeger cheflandstræneren.

Læs også: Gentagelse af sidste års finale: Hård dansk lodtrækning til VICTOR DENMARK OPEN

KAMP 3: Viktor Axelsen – Shi Yuqi: 21-17, 21-14

Viktor Axelsen vandt sin sjette kamp i træk mod Shi Yuqi. Kineseren prøvede og prøvede ellers at slå igennem danskerens defensiv, og selvom det nogle gange lykkedes, så gik han ned til sidst fysisk, hvor Axelsen blev ved med at mose på.

Den danske OL-guldvinder viste undervejs også nogle vanvittige feberredninger i sin defensiv, som Shi Yuqi kun kunne ryste på hovedet over.

– Jeg føler, at Shi Yuqi går all in i dag med et meget aggressivt tempo. Han pacer sig selv frem og eksekverer flotte slag i perioder. Det er flot, at Viktor står imod og får spillet over på sine parametre.

– Det er en kamp, hvor Shi på intet tidspunkt giver slip, så Viktor skal selv tjene sine pint. En stor præstation af Viktor, for det er det bedste, jeg har set fra Shi i rigtig lang tid, siger Jonassen.

Læs også: Første danske spillere udtaget til individuel VM

KAMP 4: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen – Chen Qingchen/Jia Yifan: 10-21, 13-21

Den danske damedouble formåede ikke at besejre kineserne for første gang. De fulgte ellers godt med i begyndelsen af kampen. Men efter stillingen 9-9 begyndte de specielt at få det svært i servesituationen mod OL-sølvvinderne.

Det gav kineserne mere momentum, og danskerne havde problemer med at matche tempoet fra deres modstandere.

– Kineserne er taktisk og teknisk rigtig dygtige. Det viser bare, at hvis vi ikke rammer topniveau i hver duel, så har vi det svært derinde. Vi har stadig et stykke vej, når de andre spiller en kamp på det niveau, men jeg synes stadig, der er ting, vi kan tage med herfra. Og får vi sat nogle af de ting bedre sammen i den kommende periode, så ved vi, der er et højere topniveau, fortæller cheflandstræneren.

Klik her for at købe billetter til VICTOR DENMARK OPEN 2021

KAMP 5: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje – Wang Yilyu/Huang Dongping: 18-21, 12-21

På papiret en svær opgave for danskerne mod OL-guldvinderne. Det var dog Bøje og Christiansen, som fuldstændig satte sig på begyndelsen af kampen. Bøje var skarp på nettet, mens Christiansen fik spillet med god variation. Det gav en føring på 12-5.

Så trådte specielt Huang Dongping i karakter. Hun overtog fuldstændig styringen på nettet og kampen, og så leverede kineserne et stort comeback i sættet.

Kampbilledet var meget det samme i andet sæt. God start af de velspillende danskere gav en føring på 10-8, men så satte kineserne en stime sammen på syv point i træk, og det var reelt afgørelsen på kampen og Danmarks skæbne ved Sudirman Cup.

– Jeg synes, vi går ind og leverer en rigtig god indsats. Vi får lagt pres på kineserne, så vi har et lille taktisk forspring. Desværre tager kineserne en stime i slutningen af første sæt, hvor det er svært at komme ud af servesituationen og lave point på dem.

– Men jeg hæfter mig ved, vi byder dem helt op til dans i halvandet sæt. De løber lidt af sted med det efter 11 i andet sæt, men sådan er det, når man møder verdensklasse. Jeg føler, vi tog et skridt op og spillede en bedre kamp end mod Rusland. Så selvom det er med skuffelse, så er det også pil opad for dem, understreger Kenneth Jonassen.

Dette års Sudirman Cup bliver afholdt i Vantaa i Finland fra 26. september til 3. oktober.

Danmark vandt senest en Sudirman Cup-medalje i 2013. Her blev det til bronze efter et semifinalenederlag til Kina på 1-3.



Tags: ,
Kategori: , , , ,