Viktor Axelsen - OL - Olympics
Badmintonphoto

Viktor Axelsen flytter sin daglige træning til Dubai

august 23, 2021 11:15 Skrevet af

Viktor Axelsen flytter sin daglige træning til Dubai
Badminton Danmark er naturligvis ærgerlig over, men har respekt for Viktor Axelsens beslutning om at flytte til Dubai, og for hans ønske om ny inspiration. Forbundet opfatter dog ikke hans flytning som udtryk for en utilfredshed med samarbejdet eller eliteprogrammet.

I mange årtier har dansk badminton udviklet verdensklassespillere, og i lige så lang tid har man formået at finde afløsere, når et stort navn har stoppet karrieren. Den særlige og unikke danske model, har således igen og igen bevidst sit værd, når det handler om at udvikle spillere til den absolutte verdenselite.

Derfor fremkalder Viktor Axelsens beslutning om at flytte til Dubai heller ikke panik hos lederne i Badminton Danmark. De har gennem længere tid været orienteret om OL-guldvinderens planer og har derfor haft mulighed for at overveje konsekvenserne.

Viktor er meget søgende og har altid afprøvet ting, som både har givet ham et rap over næsen eller et skub fremad. Det bor i Viktor og er også en del af hans arbejde med at bevare motivationen.

Viktor er blevet All England-mester, verdensmester og olympisk mester ved at være en del af Badminton Danmarks eliteprogram, så rent sportsligt kan forbundet dokumentere, at Badminton Danmarks eliteprogram har leveret det nødvendige for at udvikle ham og andre spillere til den absolutte verdenselite, hvor man vinder medaljer ved store internationale mesterskaber.

Viktor Axelsen har også fastslået, at flytningen på ingen måde skal opfattes som et brud på forholdet til dansk badminton. Samtaler om detaljerne i det interne forhold blev bevidst skubbet til efter OL for ikke at forstyrre forberedelserne til opgaven i Tokyo, hvor Viktor Axelsen som bekendt vandt guld i herresingle. Således indgår han også fremadrettet i landsholdsplanerne, ligesom han på samme måde vil kunne udtages til individuelle mesterskaber.

Ved at opgive den faste tilknytning til forbundets elitecenter opfylder Viktor Axelsen ikke længere retningslinjerne i den kollektive landsholdsaftale mellem elitespillerne og forbundet. Der har været en åben og konstruktiv dialog med Viktor og hans team, og han er informeret om, hvad hans flytning får af betydning for det fremadrettede samarbejde. Der vil være nogle ydelser og support, som Viktor ikke længere kan benytte sig af, men forbundet kommer eksempelvis fortsat til at have et træningssamarbejde, når Viktor er i Danmark eller deltager ifm. mesterskaber, såvel individuelt som for landshold.

For yderligere kommentarer kan formand, Tore Vilhelmsen (21 35 80 17) eller direktør, Bo Jensen (30 91 60 16) kontaktes.



Kategori: , ,