Allan Høgholm, Badminton Danmark
Efter DM-finale: Bøje/Poulsen undskylder
august 14, 2021 11:36Alexandra Bøje og Mette Poulsen beklager og undskylder for deres opførsel i gårsdagens damedoublefinale ved RSL DM 2021.
Fokus i damedoublefinalen mellem Alexandra Bøje/Mette Poulsen og Sara Thygesen/Maiken Fruergaard blev hurtigt rettet mod de servefejl, som Bøje/Poulsen blev dømt for. Det fik damedoublen til at reagere frustreret og højlydt overfor både dommeren og servedommeren. Det fik i sidste ende servedommeren til at ønske sig udskiftet, hvilket skete. Herefter dømte den nye servedommer også fejlserver mod Bøje/Poulsen, og det fik dem til at indikere, at de ville trække sig, men det forhindrede deres træner Jakob Poulsen.
På bagkant af finalen, ønsker Bøje/Poulsen at undskylde for deres opførsel, hvilket de har gjort på deres Instagram-story med følgende besked:
Kære alle.
Vi vil gerne beklage og undskylde for vores opførsel i DM-finalen i går. Vores reaktion på banen tog overhånd, og vi lod vores frustrationer løbe af med os. Det er vi rigtig kede af, og vi har rakt ud til servedommeren med en undskyldning. Vi lægger os samtidig fladt ned og undskylder til alle, som føler sig stødt over vores opførsel i kampen. Det er ikke sådan, vi ønsker at repræsentere hverken sporten eller vores egne værdier.
Med venlig hilsen, Mette og Alexandra
Badminton Danmark vil gerne opfordre til en god tone på de sociale medier overfor Alexandra Bøje og Mette Poulsen.
Tags: Alexandra Bøje, Mette Poulsen, RSL DM
Kategori: DM senior, Elite, Forside, Nyheder