Badmintonphoto
Viktor Axelsen indleder OL-medaljejagt i sikker stil
juli 24, 2021 14:58Viktor Axelsen havde ingen problemer med at besejre Luka Wraber i sin første kamp ved OL 2020. Danskeren vandt 21-12, 21-11. – Han har gennem kampen helt styr på det, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
I 2016 hentede Viktor Axelsen en sublim OL-bronzemedalje ved sit første OL. Denne gang står han som en af favoritterne ved OL 2020 i Tokyo.
Den favoritværdighed led ingen knæk, da han i dag besejrede østrigske Luka Wraber, som ligger nummer 87 på verdensranglisten.
– Det var en fin start. Det er altid godt at komme i gang og få de her startnerver af sig. At få følelsen af: ”Nu er det er nu.” Luka (Wraber, red.) bød op til dans, så Viktor skulle have fokus, men i andet sæt skruer Viktor op for tempoet, og han har gennem kampen helt styr på det, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
Trods den solide sejr, var det ikke en Axelsen, som foldede sig ud i første sæt. Det virkede til, at det i højere grad handlede om at falde til i hallen og mærke forholdene i Musashino Forest Sport Plaza. Den fjerdeseede dansker kom bagud med 1-5, men tog derefter syv point i træk. Herefter kørte han den sikkert hjem til sætsejr 21-12.
I andet sæt var styrkeforholdet også synligt, da Axelsen først kom foran 4-0, og senere 17-10, hvor der så også var overskud til at prøve forhåndsserven af. Det endte med, at danskeren fik ni matchbolde, hvor han kun skulle bruge en enkelt, før kampen blev afgjort med et sikkert andet sæt 21-11.
Viktor Axelsen spiller sin sidste OL-gruppekamp på onsdag den 28. juli – klokkeslættet er endnu ikke fastlagt. Her møder han finske Kalle Koljonen, som han slog 21-14, 21-14 i EM-semifinalen i Ukraine, før han blev testet positiv for Covid-19 den 1. maj – dagen før EM-finalen, som skulle stå mod Anders Antonsen.
Læs også: OL-lodtrækningen klar: – Vi kan ikke være utilfredse, siger cheflandstræner
Det er kun nummer et som går videre fra gruppen til OL-ottendedelsfinalerne.
Info om Viktor Axelsen:
Intro: Viktor Axelsen spiller sit andet OL i karrieren. I 2016 deltog han for første gang og vendte hjem med en bronzemedalje. Ved dette OL står Viktor Axelsen om muligt et endnu stærkere sted, efter han har vist særdeles høj klasse det seneste lange stykke tid. I januar nåede han en milepæl, efter han rundede 25 kampsejre i træk, indtil Anders Antonsen satte en stopper for striben i finalen ved World Tour Finals. Viktor Axelsen møder med andre ord op til OL i topform og utvivlsomt mere motiveret og målrettet end set før. Viktor Axelsen er fjerdeseedet ved OL.
Alder: 27
Højde: 195 cm
Født: Odense
Klub: Skovshoved
Verdensranglisteplacering: 2
Tidligere OL-resultater: Bronze, 2016 – tabte semifinalen til Chen Long og vandt bronzekampen over Lin Dan.
Største resultater: OL-bronze 2016, VM-guld 2017, VM-bronze 2014, All England-titel 2020, Thailand Open 2021 1 og 2, Thomas Cup-guld 2016.
Læs også: Tid til Tokyo: Bliv klogere på de ni danske OL-spillere
I morgen skal disse danske badmintonspillere i kamp:
Søndag, 25. juli:
Kl. 06.20: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen–Seungchan Shin/Sohee Lee (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)
Kl. 06.20: Mathias Christiansen/Alexandra Bøje–Praveen Jordan/Melati Daeva Oktavianti (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)
Kl. 07.00: Mia Blichfeldt-Hsuan-Yu Wendy Chen (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)
Kl. 13.00: Anders Antonsen-Tien Minh Nguyen (Kan ses direkte på DR1 og Discovery+)
Tags: Kenneth Jonassen, OL, Viktor Axelsen
Kategori: Elite, Forside, Medalje, Nyheder