Allan Høgholm, Badminton Danmark

Team Skælskør-Slagelse tager bronzen oven på tæt match med talrige tresættere

juni 23, 2021 17:35 Skrevet af

Det blev Team Skælskør-Slagelse, som trak det længste strå i RSL Final 4-bronzekampen mod Vendsyssel i en kamp med intet færre end seks tresætsopgør og en intens afgørelse i ombolde. – En fed oplevelse at stå i den afgørende kamp, lyder det fra bronzevinder Frederik Søgaard. 

 

Med måsene på spidsen af sæderne blev der i den grad bidt negle blandt spillere og publikum, da årets RSL Final 4-bronzekamp nærmede sig en mulig afgørelse i en intens herredoublematch mellem TSS’ Kim Astrup/Frederik Søgaard og Vendsyssels Mathias Christiansen/Robin Tabeling.

Det skulle dog blive TSS’erne, der i sidste ende kunne læne sig tilbage og ånde lettet op, da det lykkedes Astrup/Søgaard at lukke opgøret 29-27 i tredje sæt, som gav sydsjællænderne sejren 5-3.

– Vi vidste, at det ville blive en svær kamp mod Mathias og Robin, og vi fik en shaky start. Men derefter blev vi enige om at løsne op og bare spille, og så endte det med at blive en rigtig fed kamp med mange gode dueller og selvfølgelig fedt at stå med sejren til sidst. Det var en fed oplevelse at stå i den afgørende kamp, siger Frederik Søgaard, som især var giftig i de afgørende serv-retur-situationer.

Læs også: Holdene til RSL Final 4-bronekampen er sat: Klokken 13.00 går det løs

Herredoublen gik ellers ind til kampen med en lige stilling på 3-3, samtidig med at første damedouble bestående af Debora Jille/Cheryl Seinen og Imke van der Aar/Alyssa Tirtosentono blev sat i gang.

Kort tid efter så det ellers ud til, at det skulle være Vendsyssel, der løb med sejren i begge opgør, efter begge VEB-par tog første sæt stort, 21-9. Det ændrede sig imidlertid radikalt efter første sæt, hvor der pludselig skulle fightes for hvert point.

Inden Søgaard/Astrup kunne bryde ud i jubel, gjorde holdkammeraterne det i damedoublen, som blev vundet af TSS-parret 21-14 i tredje sæt.

Læs også: Guld-bejlerne har sat deres hold: – Vi håber at kunne sprælle mere i år

Tredje sæt havde der ellers allerede været fire af forinden da. Først og fremmest i mixeddoublerne, der begge udmøntede sig i Vendsyssels favør i første runde og bragte grundspilsvinderne på en 2-0-føring.

Det formåede de senere bronzevindere til gengæld hurtigt at udligne i herresinglerne.

Ulig gårsdagens springkraftige indsats fra Victor Svendsen, var det nemlig en ganske anden udgave af den unge nordjyde, vi så i dag i anden herresingle mod Felix Burestedt.

Forventningsgejsten fra i går var øjensynligt noget falmet, og kampen igennem lignede det overvejende en Svendsen, der havde svært ved at komme rigtigt i gear, finde motivationen og banen.

Det blev derfor også en hurtigt overstået affære til glæde for TSS og Burestedt, som tog sejren 21-6, 21-11.

Mere spil var der i førstesinglekampen mellem Mark Caljouw og Jan Ø. Jørgensen – dog ikke så meget, at der nåede at herske den store tvivl om, at Caljouw ville køre sejren hjem. Det gjorde den hollandske TSS’er med cifrene 21-14, 21-12.

Vi ønsker Team Skælskør-Slagelse stort tillykke med bronzen!

Læs også: Skovshoved booker anden finaleplads med solid sejr over TSS



Tags: , , ,
Kategori: , , , , ,