Badmintonphoto

DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR bliver i Odense og flytter til større arena

juni 1, 2021 07:58 Skrevet af

Verdens næstældste badmintonturnering, DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR, forbliver på fynsk grund frem til 2026. Destination Fyn, Odense Kommune og Badminton Danmark har netop forlænget aftalen, der sikrer topbadminton i det fynske for endnu en femårig periode. Efter 13 succesfulde år i Odense Idrætshal er den store World Tour Super 750-turnering imidlertid vokset ud af rammerne og flytter fra næste år ind under det større og mere fleksible tag i Jyske Bank Arena.

 

Fem år mere med fjerbolde på Fyn i efterårsferien. Det er, hvad såvel danske som tilrejsende badmintonfans kan se frem til, efter Odense har sikret sig forlængelse af værtskabet for en af verdens mest prestigefyldte turneringer, DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR.

Og endnu flere fans får nu chancen for at opleve Axelsen, Antonsen, Momota og alle de andre stjerner helt tæt på, når badmintoneventen holder flyttedag og rykker ind i Jyske Bank Arena, der senest lagde gulv til selv samme event i 2007 og 2008, før Odense Idrætshal lagde banerne ud til fjerbold i verdensklasse fra 2009. Det skaber ikke bare plads til 50 procent flere tilskuere men også flere muligheder for at aktivere eventen med mere udstilling, flere sponsormuligheder og mere erhvervsaktivering.

– Det her er en unik platform til både at præsentere badminton på absolut højeste plan, tiltrække turister fra ind- og udland og samtidig knytte vigtige erhvervskontakter til Asien – til stor gavn for Odenses lokale erhvervsliv. Derfor er det en utrolig god nyhed, at det sammen med Destination Fyn er lykkedes at sikre værtskabet for så stort et sportsevent, siger borgmester i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel.

Badminton Danmark, der har oplevet stor interesse for Denmark Open-værtskabet fra andre dele af landet, glæder sig over, at parterne nu sammen kigger ind i en krystalkugle med fem år fuld af nye spændende muligheder i Jyske Bank Arena.

– Det var langt fra givet, at vi skulle blive i Odense, nu hvor Odense Idrætshal så åbenlyst er blevet for lille til eventen. Vi sætter dog stor pris på samarbejdet med både de lokale frivillige, myndighederne og Destination Fyn. Den fælles erfaring vi over årene har opbygget omkring afvikling af eventen er utrolig værdifuld at kunne bygge videre på, og så må vi sige, at fleksibiliteten hos Odense Sport & Event har været stor, når det handler om at skabe et set-up, der både indeholder de elementer, vi ønsker at fastholde og dem, vi gerne vil udvikle, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark.

Også hos Destination Fyn er der store forventninger til de nye rammer om fjerboldenes færd over nettet.

– For os er det en milepæl, at vi i 2026 kan fejre 20 års ubrudt værtskab for verdens femtestørste badmintonturnering. Og vi er overbeviste om, at vi sammen med Badminton Danmark og deres konstant innovative og professionelle tilgang til eventudvikling kan løfte DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR til næste niveau lige netop i Jyske Bank Arena. Vi ser frem til at udnytte de opgraderede VIP- og mødefaciliteter – ikke mindst i forbindelse med den erhvervsaktivering, vi traditionelt set har været gode til at bruge badmintoneventen som platform for, lyder det fra Jakob Staun, der er eventchef i Destination Fyn.

For Odense Sport & Event betyder badmintoneventen udover svedigt tøj og flossede fjerbolde på værelserne på Hotel Odense en solid forretning i uge 42.

– Det er rigtig fedt, at vi har kunnet bidrage til at sikre fastholdelsen af et af byens helt store flagskibe på eventfronten. Vi glæder os til at kunne tilbyde stort set alle spillere overnatning klos op ad arenaen, hvor de skal spille, og vi glæder os til at forløse det vækstpotentiale for turneringen, som både Destination Fyn, Odense Kommune og Badminton Danmark er enige om at jagte. Vores erfarne team, som blandt andet var med til at udvikle Odincon kommer til at løfte badmintoneventen til nye højder, lover Enrico Augustinus, direktør Odense Sport & Event.

Billetsalget begynder i morgen, onsdag den 2. juni, på ticketmaster.dk.

Klik her for mere information om DENMARK OPEN 2022 presented by VICTOR



Tags: , ,
Kategori: , ,