Badmintonphoto
Overflod af danske sejre på EM-dag hvor logikken blev vendt på hovedet
april 29, 2021 17:43Danmark har hele 12 konstellationer klar til kvartfinalerne ved EM. Det står klart efter en begivenhedsrig dag, hvor en række af de forventede sikre sejre blev tætte opgør, og hvor de opgør, der skulle være jævnbyrdige, blev vundet på sikker vis. Få hele overblikket på Danmarks EM-dag, og se hvem der er klar til kvartfinalerne her.
Hele 13 kampe med dansk deltagelse kunne vi se frem til ved europamesterskabet i Kiev i dag. En af de kampe, som på forhånd så mest interessant ud var Hans-Kristian Solberg Vittinghus’ opgør mod irske Nhat Nguyen.
Vittinghus havde inden opgøret kaldt Nguyen for den bedste useedede spiller ved EM og gjorde med det citat synligt, at han havde stor respekt for Solrød Strand-spilleren.
Det var der også grund til at have. Danskeren kom bagud 4-8 og var måske en smule for offensiv. Heldigvis fik Højbjerg/ViaBiler-spilleren hurtigt justeret ind, så han blev mere afventende i sit spil, og det grundlagde en flot og overbevisende sejr på 21-11, 21-11.
– Hans (Hans-Kristian Vittinghus, red.) spiller en taktisk rigtig flot kamp. Han venter på sin chance og tager gode beslutninger gennem hele kampen. Defensivt står han også massivt, og Nhat Nguyen ved ikke, hvordan han skal lave sine point. Så det var en rigtig flot præstation af Hans, siger assisterende landstræner Thomas Stavngaard.
’HK’ havde mødt Nhat Nguyen en gang før, hvilket skete i Badmintonligakampen mellem Højberg/ViaBiler og Solrød Strand i december. Her vandt danskeren 13-21, 21-18, 21-14 over verdensranglistens nummer 53. Nguyen har tidligere vist tegn på sine kvaliteter, da han ved All England slog Kidambi Srikanth ud i første runde.
I EM-kvartfinalen møder fjerdeseede Vittinghus hollandske og femteseedede Mark Caljouw.
Læs også: Lutter sejre og mixeddouble i vigtig revanche på solid dansk EM-dag
Også opgøret mellem Julie Dawall Jakobsen og Marie Batomene fra Frankrig blev forventet tæt og intenst. Men den danske damesingle gjorde kort proces og vandt i to sæt med 21-17, 21-11, ligesom hun gjorde ved DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR.
Batomene vil normalvis gerne spille med fart og i slagsmål, men den mulighed tog Dawall fra hende ved at løfte med stor kvalitet til baglinjen. Det gjorde, at Batomene fik lov til at knokle, mens danskeren i højere grad kunne styre spillet.
– Det var en super flot præstation af Julie. Det er hendes første kamp i hallen, mens Batomene stod i hallen i går. Så jeg synes helt grundlæggende, at det var en rigtig god præstation og sejr, hvor Julie kun i få perioder ikke spillede disciplineret nok. Men ellers spillede hun med stor kvalitet til baglinjen, hvor Marie fik lov til at arbejde. Julie var god til at holde styr på den store plan og justere de små ting, så jeg er meget tilfreds, siger assisterende landstræner Jesper Hovgaard.
Dawall skulle have mødt Mia Blichfeldt i første runde, men den kamp vandt hun på walkover, da Blichfeldt trak sig før EM grundet en knæskade. Værløse-spilleren slipper dog ikke for dansk modstand ved EM. I kvartfinalen i morgen venter Line Christophersen nemlig.
Læs også: Knæskade driller igen Mia Blichfeldt og afholder hende fra EM 2021
Netop Line Christophersen vandt også overbevisende i dag mod israelske Polikarpova med 21-10, 21-11, men ellers var det som om, at logikken var vendt på hovedet i en række af dagens kampe med dansk deltagelse.
For nogle af de på papiret tætte kampe blev vundet sikkert, og de kampe hvori danskerne var klare favoritter blev udfordrende.
Blandt andet for de to herresingler Rasmus Gemke og Anders Antonsen. De var storfavoritter mod henholdsvis hollandske Joran Kweekel, der spiller i KMB2010 i 1. division, og mod Emre Lale fra Tyrkiet, som i 2009 vandt U17 EM-bronze.
Begge danskere tabte første sæt, men fik hurtigt rystet forskrækkelsen af sig ved at vinde hver især 17-21, 21-13, 21-15 og 11-21, 21-10, 21-12.
Også Line Kjærsfeldt skulle ud i tre sæt på Bane 1, før hun vandt 21-12, 16-21, 21-11 over Voytsekh og blev klar til kvartfinalerne.
Læs også: Double-drama for EM-debutanter: Vi får ikke frigivet drengerøv-energien
Viktor Axelsen var dog sikkerheden selv i sin 21-12, 21-11-sejr over Max Weisskirchen. Også Mathias Christiansen/Alexandra Bøje, der var første par på halgulvet i Kiev, leverede en solid præstation og vandt 21-17, 21-17 over polske Smilowski/Swierczynska.
Kim Astrup/Anders Skaarup var på banen for første gang ved dette års EM, efter de sad over i første runde som førsteseedede. De mødte Beketov/Makhnovskiy, som ikke fik megen tid til at nyde hjemmebanen. 22 minutter tog det de forsvarende europamestre i herredouble at vinde 21-4, 21-9, hvor første sæt nærmest blev servet hjem, før der blev sat trumf på i andet sæt.
Damedoublerne med Dannebrog på brystet havde heller ingen slinger i valsen, da det blev til lutter danske sejre i kategorien. Alexandra Bøje/Mette Poulsen slog Buhrova/Stoliarenko med 21-16, 21-15, Maiken Fruergaard/Sara Thygesen vandt 21-11, 21-14 over Debora Jille/Alyssa Tirtosentono, og Amalie Magelund/Freja Ravn sluttede den danske dag af med en sejr på 21-14, 21-9 over Jaeger/Küspert.
Klik her og se flere detaljer fra dagens kampe ved EM for individuelle
Dagens eneste danske nederlag blev Niclas Nøhr/Amalie Magelund udsat for, da de mødte de femteseedede og velkendte Robin Tabeling/Selena Piek fra Holland.
Nøhr/Magelund blev udspillet i første sæt, hvor de havde svært ved at returnere i servesituationen. Det kom de til gengæld efter i andet sæt og frem, hvor danskerne sad på servesituationen. Men de havde svært ved at skabe pointene selv fra baglinjen, hvor Tabeling omvendt fik gang i hammeren, og slog bolden i jorden eller hårdt ind på kroppen uden chance for danskerne.
Derfor endte det med et dansk nederlag på 11-21, 21-16, 19-21, hvor de ellers var tæt på at lave et comeback i tredje sæt efter at have haft tre matchbolde imod sig.
Læs også: Flere danske medaljehåb til EM 2021: – Vi skal ikke tage noget for givet
Det betyder, at der er 12 danske konstellationer klar til morgendagens EM-kvartfinaler, som begynder klokken 9.00 dansk tid.
I morgen, fredag, sender TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra EM i Ukraine fra klokken 16.00-22.00. Så husk at se med og støt de danske spillere.
Du kan også klikke her og se samt følge programmet her via Tournamentsoftware
Tags: Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Jesper Hovgaard, Julie Dawall Jakobsen, Thomas Stavngaard
Kategori: Forside, Nyheder