Badmintonphoto - fjerbold - fjer - shuttlecock - hænder - serv - servesituation - server
Badmintonphoto

Badminton Danmark og DGI Badmintons betragtninger forud for første genåbningsfase: Individuel formvurdering vigtig

april 12, 2021 16:05 Skrevet af

I forbindelse med den kommende genåbningsfase har Badminton Danmark og DGI Badminton en række generelle betragtninger og anbefalinger, vi gerne vil dele. Vigtigt er det især, at alle foretager en individuel vurdering af ens fysiske tilstand, inden man kaster sig over badminton igen.

 

Når myndighederne igen åbner for muligheden for indendørs badmintontræning, anbefaler vi, at man træner ud fra de individuelle forudsætninger, man har skabt sig i løbet af nedlukningsperioden.

  • Med det menes, at har man holdt sig selv i gang og måske endda forbedret sin fysiske tilstand de forgangne måneder, så kan man starte på et højere træningsniveau, end hvis man intet har lavet i de seneste fire måneder. Det vil være helt individuelt.
  • Det er Badminton Danmark og DGI Badmintons anbefaling, at alle tager en individuel vurdering af egen krops fysiske og træningsmæssige tilstand, eventuelt i samarbejde med ens gode og kompetente klubtrænere, inden man kaster sig ud i træningen på ny.

Læs også: Medlemstilbagegang for badmintonsporten: Det kunne have været værre

Når myndighederne åbner op muligheden for at spille kampe igen, anbefaler vi, at man tilmelder sig til eksempelvis individuelle turneringer ud fra de forudsætninger, man har skabt for sig selv i nedlukningsperioden som beskrevet ovenfor.

  • Det er dog vores anbefaling, at spillere har haft spilletræning i en periode på to uger, før de kaster sig ud i en større kampaktivitet.
  • Når man tilmelder sig en turnering, anbefaler vi ligeledes, at man individuelt tager stilling til, hvor mange kampe man mener, man er klar til at spille i træk og dermed også, om det er hensigtsmæssigt at deltage i en, to eller alle tre kategorier i samme turnering – gerne i dialog med ens klubtrænere og makkere, hvis man har faste makkere i doublerækkerne.

Læs også: Overblik: Disse udvalgte grupper må træne før genåbningen af badmintonsporten

Badminton Danmark følger myndighedernes anbefalinger, som vi har gjort det igennem hele Covid-19-perioden. Når der åbnes for indendørs idrætsfaciliteter, så tillader vi, at klubber og spillere på alle niveauer kan komme i gang.

  • Man kan løbende følge den første aktuelle mulige turneringsdato på badmintonplayer.dk. Denne dato er udelukkende fastsat, ud fra hvad der generelt er praktisk muligt, når det kommer til at kunne tilmelde sig til en individuel turnering.
  • Således tager vi hver torsdag stilling til, om vi åbner for badmintonplayer.dk med forkortede tidsfrister, eller om vi flytter den første mulige turneringsdato en uge mere.
    • Det afhænger hver uge af de aktuelle meldinger, vi modtager fra myndighederne (eller mangel på samme). Det er det samme, vi har gjort hver torsdag i over et år.
  • Badminton Danmark og DGI Badminton ønsker ikke at gøre sig til dommer over alle danske badmintonspilleres tilstand efter måneders nedlukning af indendørsfaciliteter i hele landet. Hvis myndighederne tillader, at klubberne åbner for træning, turneringer mv., så er forvaltningen af det op til hver klub.
  • Vi kommer ikke til at anbefale differentierede åbninger af turneringsaktivitet for forskellige grupper af badmintonspillere. Vi tillader os dog på det kraftigste at anbefale, at alle tager et individuelt ansvar, i forhold til hvad man er klar til, ud fra hvor aktivt man har forholdt sig i den lange nedlukningsperiode, samt hvor hurtigt man mener, man kan gøre sig selv klar til konkurrenceaktiviteter, gerne i samarbejde med ens netværk. Nogle vil sikkert skulle bruge mere end et par uger.

Læs også: Tilmelding: Sidste Grand Prix-turnering afgør kvalifikation til finalestævne

Fra det igen er muligt at spille kampe, vil Ranglisten være gældende. Ranglisten indrettes ikke efter, om et lokalt område er nedlukket i en periode, eller om man individuelt har behov for mere træning, før man føler sig klar til at konkurrere.

  • Vi anbefaler på det kraftigste, at Ranglisten ikke prioriteres over helbred. Ranglisten er blot et redskab til ligeværdig konkurrence, og set over tid har det ingen reel betydning, om man spiller én turnering mere eller mindre, det regulerer hurtigt sig selv.

 

Vi håber meget, at vi snart må komme i hallen igen, og vi håber, at alle spillere, trænere, klubledere, turneringsarrangører, forældre m.fl. glæder sig til, at indendørsfaciliteterne forhåbentligt snart åbner igen i jeres lokalområde.

Du kan i øvrigt finde generelle anbefalinger bl.a. fra DIF om genåbning her.

De konkrete anbefalinger fra Badminton Danmark om genåbning af badmintonsporten følger, så snart myndighedernes anbefalinger ligger klar.



Tags:
Kategori: , ,