VICTOR-underskrift - Bill Chen - Jakob Linulf - Sponsor - Landshold
Badminton Danmark, Til venstre, VICTOR’s CEO Bill Chen. Til højre, generalkonsul Jakob Linulf fra Det kongelige danske generalkonsulat i Shanghai.

Badminton Danmark indgår historisk sponsoraftale med VICTOR og Sports Group Denmark

marts 25, 2021 08:49 Skrevet af

Badminton Danmark forlænger partnerskabet med VICTOR samt Sports Group Denmark frem til og med 2029. Den otte år lange sponsoraftale gør det til den største af slagsen i forbundets mere end 90 år lange levetid. – En glædelig og historisk aftale for Badminton Danmark og for badmintonsporten, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

 

Det efterhånden velkendte V-logo på de danske landsholdsdragter løber foreløbig ingen vegne.

Det står klart, efter Badminton Danmark og det taiwanske sportsbrand VICTOR har forlænget deres aftale med intet mindre end otte år.

Partnerskabet er således gældende til og med 2029, hvor Sports Group Denmark vil stå for VICTOR’s lokale aktiviteter i Danmark og Norden.

Ikke overraskende er det en aftale, som falder i god jord hos Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

– Vi er meget glade for forlængelsen af vores partnerskab med VICTOR, og ikke mindst er vi stolte over at være nået frem til en så stor aftale, der forpligter begge vores organisationer over for hinanden i mange år frem. Det, mener jeg, er udtryk for en stor tillid til og respekt for hinanden som samarbejdspartnere, siger Bo Jensen.

VICTOR har været en af Badminton Danmarks primære partnere siden udgangen af 2017, hvor de indtrådte som sponsor for de danske landshold, udstyrssponsor og sponsor for Badminton Danmarks internationale turneringsflagskib, Denmark Open.

I den periode har de to organisationer opbygget et solidt partnerskab med et fælles sigte om at udvikle og promovere badmintonsporten og hjemtage mesterskabsmetal til Danmark.

– Da vi underskrev vores første kontrakt med VICTOR i 2017, var vi enige om, at det skulle være startskuddet til et langtidsholdbart partnerskab. Det må siges, at det har vi levet op til på begge sider, siger Bo Jensen med tilføjelsen:

– Det handler i høj grad om, at vi har en god forståelse af hverandre samt et fælles fodfæste, når det kommer til de mål, vores organisationer prøver at opnå; udbredelse af badmintonsporten og badminton i verdensklasse, siger Bo Jensen.

Netop udbredelsen af badmintonsporten er da også et af de store fokusområder for VICTOR, som også har individuelle sponsoraftaler med flere af de danske spillere, herunder Anders Antonsen og Rasmus Gemke.

– Badminton er i forvejen enormt populært i Asien, men VICTOR bestræber sig på også at promovere sporten i andre områder af verden. Vi forventer, at vores langsigtede samarbejde med Badminton Danmark og de ressourcer, som begge parter investerer i sporten, vil være med til at tiltrække endnu flere, siger Bill Chen, CEO for VICTOR.

Sponsoraftalen med VICTOR og Sports Group Denmark er den hidtil største i Badminton Danmarks historie og træder officielt i kraft fra 2022 til og med 2029.

Grundet Covid-19 blev Badminton Danmark repræsenteret af generalkonsul Jakob Linulf fra Det kongelige danske generalkonsulat i Shanghai til pressemødet i Nanjing, Kina, hvor aftalen blev offentliggjort.



Tags: , , , ,
Kategori: , ,