Badmintonphoto
22 spillere udtaget til EM i Ukraine: – Vigtigt mesterskab på flere parametre
marts 4, 2021 15:00Danmark stiller med landets stærkeste stjerner og unge håb, når det individuelle EM 2021 løber af stablen ultimo april i den ukrainske hovedstad, Kiev. – Foruden medaljer er der vigtige erfaringer og OL- og VM-kvalificerende point på spil, siger den danske cheflandstræner Kenneth Jonassen. Se listen over de udtagne spillere i bunden af artiklen.
I forrige weekend vandt Danmark guld ved EM for blandede hold for fjerde gang i streg. Inden længe gælder det så det individuelle EM, hvor flere af de danske stjernespillere igen kandiderer til metallet.
Samlet set stiller Danmark med 16 skud i bøssen med de 22 spillere, som det sportslige ledelsesteam i Badminton Danmark har udtaget til mesterskaberne.
Blandt dem er både medaljefavoritter som Anders Antonsen og Viktor Axelsen, men også flere unge håb, som i år får fornøjelsen af at debutere ved de europæiske mesterskaber.
Det fortæller den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen.
– Vi udtager altid på baggrund af en afvejning af, hvem vi mener, der kan gøre en forskel. Med det mener jeg enten i form af at vinde en medalje eller opnå mesterskabserfaring. Hvad angår mesterskabserfaring, er EM den perfekte startstørrelse for spillere, som vi tror, der på sigt kan vinde medaljer til Danmark, siger Kenneth Jonassen.
Læs også: Danmark slår Frankrig og vinder EM for blandede hold 2021
Blandt de nye ansigter på mesterskabsscenen er de unge herredoublekonstellationer Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri og Joel Eipe/Rasmus Kjær, som alle viste gode takter ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR i oktober sidste år.
– Det er spillere, vi har integreret mere og mere på træningen på det Nationale Elite Træningscenter i løbet af de seneste ni måneder, og som vi ser stort potentiale i. Vi tror på, at mesterskabserfaring af den her størrelse kan give dem både den rette erfaring og den bestyrkede tro på tingene, de har behov for, siger Kenneth Jonassen.
Cheflandstræneren understreger samtidig, at det også for de mere etablerede topspillere er et såre vigtigt europæisk mesterskab, der står for døren – ikke udelukkende i lyset af medaljernes skær.
– EM er i år en OL-kvalificerende turnering, så udover at jagte metal er der altså også potentielt vigtige OL-kvalifikationspoint på spil. Og så skal vi heller ikke glemme, at EM også tæller med i kvalifikationen til det individuelle VM, som i 2021 ligger i slutningen af året, siger Kenneth Jonassen.
Læs også: #LukOsInd: Genåbning af badminton
EM 2021 spilles i Ukraines hovedstad, Kiev, fra 27. april til 2. maj. Mesterskaberne skulle oprindeligt være spillet samme sted i 2020, men blev sidste år udsat som konsekvens af ændringer i den international turneringskalender forårsaget af coronapandemien.
EM individuelt blev senest spillet i 2018 i Spanien. Her løb Viktor Axelsen med guld i herresingle, mens Kim Astrup/Anders Skaarup vandt guld i herredouble.
Klik her og se oversigten over danske EM-guldmedaljer gennem tiden
Danske spillere udtaget til EM 2021:
Herresingle:
Viktor Axelsen
Anders Antonsen
Rasmus Gemke
Hans-Kristian Solberg Vittinghus
Damesingle:
Mia Blichfeldt
Line Kjærsfeldt
Julie Dawall Jakobsen
Line Christophersen
Herredouble:
Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen
Daniel Lundgaard/Mathias Thyrri
Joel Eipe/Rasmus Kjær
Damedouble:
Maiken Fruergaard/Sara Thygesen
Alexandra Bøje/Mette Poulsen
Amalie Magelund/Freja Ravn
Mixeddouble:
Alexandra Bøje/Mathias Christiansen
Niclas Nøhr/Amalie Magelund
Tags: debut, EM, EM 2021, EM individuelt, Udtagelse
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Nyheder