Foto: Badminton Europe/Koen Mutton
5-0: Danmark viser vejen mod værterne i uproblematisk første EM-opgør
februar 16, 2021 20:52Det danske badmintonlandshold gjorde sikker, kort proces mod værterne fra Finland i den første af tre gruppekampe. Samtlige fem kampe blev vundet uden slinger i valsen i to sæt mod et finsk mandskab, som landstræner Jakob Høi havde håbet på en stærkere opstilling fra.
Med fem sikre sejre ud af fem mulige mod de finske værter gjorde Danmark tirsdag aften en stilsikker entré i landet nord på og viste, hvorfor de er såvel topseedet som forsvarende mestre.
Det første af de samlet set tre gruppeopgør blev med andre ord en næsten for problemfri affære for det danske EM-landshold ifølge landstræner Jakob Høi.
– Vi ved, at de har stærkere spillere end dem, de stillede med, og dem havde vi gerne mødt for at komme rigtigt i gang. Men det er selvfølgelig ikke noget, vi kan styre. Overordnet set synes jeg sådan set, at det var en fin kamp, hvor vores spillere kom på banen, gjorde det, der skulle til og gjorde sig den erfaring, at det er en tung hal at spille i, siger Jakob Høi.
Det fik Viktor Axelsen som den første dansker at føle, da han lagde ud med at vise vejen mod Joakim Oldorff. Danskeren lagde lynhurtigt fra land og bragte sig foran 7-0 i første sæt, inden modstanderen kom på scoretavlen.
Samlet set blev det dog ikke til mere end 11 og 13 point, der gik finsk vej. Det klare resultat til trods blev opgøret et af aftenens længste på i alt 30 minutter.
– Når man er underdog, som Viktors modstander var, kan man tillade sig at spille en lang kamp, selv om det ikke bliver særligt kønt spil. Viktors modstander var sådan set god nok til at tage ketcheren på bolden, og Viktor havde svært ved at slå bolden ned, fordi det er så tungt i hallen, og derfor trak det lidt ud, siger Jakob Høi.
Læs også: De danske EM-favoritter har sat kurs mod Finland: – Presset er et privilegie
Oven på den dobbelte Thailand Open-vinders triumf tog Line Christophersen over i damesingle og leverede en stålsikker debut på det blandede landshold med tålmodigt spil mod den bare 14-årige Nella Nyqvist, der er forsvarende europamester i U15.
Det udmundede ikke desto mindre i en dansk sejr på 21-13, 21-9 over det finske damesingletalent.
I den mere erfarne boldgade havde Anders Skaarup og Mads Kolding fornøjelsen af at prøve sig af sammen i herredouble. På trods af en åbning på kampen med skiftende server var der ingen vej tilbage, da først de garvede danske doublespillere kom i gang. Efter 26 minutters spil kunne de banke det tredje og kampafgørende point til Danmark med cifrene 21-13, 21-9.
– Vi har forskellige muligheder, vi kan gøre brug af heroppe, fordi vi har en række spillere med, som alle er gode nok til at kunne gå ind og vinde i de her kampe. Når vi har de muligheder, synes jeg også, at det er fint at gøre brug af dem og prøve nogle ting af. Mads og Anders har stået til træning mange gange sammen før, så vi var sådan set ikke så nervøse for at prøve dem af sammen, siger Jakob Høi.
Læs også: Badminton Danmark forlænger med sprød landsholdssponsor
Den fremadstormende damedouble bestående af Amalie Magelund/Freja Ravn fortsatte ned ad samme boldgade som herredouble-kollegerne og snuppede en sejr, der på scoretavlen lænede sig gevaldigt op ad de øvrige tre resultater. 21-12, 21-10 lød sejrscifrene.
Til sidst var det således op til mixeddoublen Mathias Christiansen/Alexandra Bøje at få spillet sig ind i hallen i Vantaa, og selvom modstanderne slap af sted med flere point end deres holdkammerater, lykkedes det danskerne meget godt.
Den danske mixeddouble spillede sig således lynhurtigt til en 11-3-føring, og ikke mere end 12 minutter efter kampstart stod de med første sætsejr på 21-12. I andet sæt nåede danskerne at blive en smule mere presset, men dog ikke så meget, at de var ved at miste en vedvarende komfortabel føring frem til, at de kunne lukke landskampen med cifrene 21-16.
Læs også: Mille Food og Badminton Danmark forlænger partnerskab med tre år
Onsdag møder Danmark nabolandet Tyskland i andet og formentlig sværeste gruppeopgør. Tyskerne vandt tirsdag deres første kamp mod Skotland, og hos landstræner Jakob Høi hersker der ingen tvivl om, at der venter en anden kaliber i morgendagens modstander.
– Det er jo en potentiel medaljekamp. Tyskland er på niveau med de tre andre gode hold, der er i den anden pulje, og de kan på en god dag tælle til tre mod os. Omvendt synes jeg, at vi har mulighed i alle fem kampe, så derfor er vi favoritter, men vi er også klar over, at vi skal spille godt i morgen for at tage sejren, siger Jakob Høi.
Kampen mod Tyskland spilles klokken 17.00, dansk tid, og kan følges direkte på Badminton Europes livestream.
Klik her for at tilgå Badminton Europes livestream
Tags: EM for blandede hold, Gruppekamp, Gruppespil, Landshold, Sejr
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Nyheder