De danske EM-favoritter har sat kurs mod Finland: – Presset er et privilegie
februar 12, 2021 07:29Det danske landshold rejser fredag aften mod Finland, hvor de den kommende uge skal forsøge at leve op til favoritværdigheden og genvinde guldet ved EM for blandede hold 2021. – Presset på os er et privilegie, som vi skal omfavne, siger Kim Astrup forud for mesterskaberne.
I jagten på guld rejser 14 danske topspillere fredag aften nord på for at repræsentere Danmark ved EM for blandede hold i Vantaa, Finland.
Og netop guld er danskerne i kraft af deres seedning helt i toppen forventet at finde. Det gælder også, selv om flere af de potentielle modstandere ved mesterskaberne har vist tænder i løbet af de seneste måneders turneringer.
Presset på danskernes skuldre er imidlertid ikke noget nyt, fortæller Kim Astrup, som var med til at vinde guld, sidst mesterskaberne fandt sted i 2019.
– Det er næsten det samme, hver gang vi tager af sted til et europæisk mesterskab. Det forventes, at vi vinder og er konkurrencedygtige om guldet. Så det er ikke noget nyt, men snarere et privilegie. Det, synes jeg, vi skal omfavne og ikke se så meget som et pres på den enkelte spiller, men i højere grad bruge til stole på at vi har den kvalitet og det hold, der skal til, siger Kim Astrup.
Læs også: Det danske EM-landshold er sat: – Målet er guld
Herredoublespilleren var senest i aktion ved de to Thailand Open-turneringer i begyndelsen af januar, hvor tingene ikke udspillede sig helt som håbet for ham og makkeren Anders Skaarup. Ved mesterskaberne i Finland håber Astrup til gengæld, at makkerparret på ny får tur i den, når de kan risikere at rende ind i modstandere som Ellis/Langridge og Sozonov/Ivanov, der alle var i finalen ved Denmark Open i oktober.
– Jeg håber da, at Anders og jeg får en håndfuld gode kampe og lykkes med nogle af de ting, vi har trænet på i mange måneder efterhånden. Og det, håber jeg, kan give os det medvind i sejlene, vi har manglet, siger Kim Astrup, der under alle omstændigheder ser frem til at trække i det rød-hvide landsholdssæt.
– Jeg glæder mig helt vildt til at komme af sted og konkurrere igen. Det er altid noget, man ser frem til, når man skal repræsentere sit land til et mesterskab, siger han.
Læs også: Danmark lander god gruppe til EM for blandede hold
Sådan har også holdkammeraten 21-årige Line Christophersen det. Ulig Kim Astrup er det første gang, hun er udtaget til truppen på det blandede landshold.
Selv om Christophersen har været med damelandsholdet til Uber Cup og vundet EM for damelandshold, så venter altså en ny holdoplevelse i Finland, hvor hun er med som den ene af bare to damesinglespillere.
– Jeg synes, det er en stor anerkendelse, at jeg har fået pladsen på holdet, så det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. For mig bliver det rigtig spændende at komme af sted og i gang med at spille igen, når jeg kun har spillet liga de seneste måneder. Så jeg glæder mig til at se, hvor jeg ligger niveaumæssigt og kæmpe mod de bedste fra de andre lande, siger Line Christophersen.
Adspurgt om hun tror på, at Danmark kan forsvare guldet, lyder det fra den unge damesingle:
– Jeg synes, at vi har et godt hold, så det håber jeg, at vi kan, siger hun.
Til EM for blandede hold spilles én kamp i hver kategori, og Danmark skal dermed bruge tre sejre i hver enkel holdkamp. Danmark er topseedet til EM for blandede hold og befinder sig i Gruppe 1 med Skotland, Tyskland og Finland. De møder værterne, Finland, i første kamp tirsdag klokken 17.00 dansk tid (18.00 lokal finsk tid).
Gruppe 2 består af England, der er seedet toer, samt Rusland, Frankrig og Holland.
Danmark er forsvarende mestre ved EM for blandede hold og har vundet de seneste tre gange – i 2019, 2017 og 2015. Danmark er med sine 17 sejre ved EM for blandede hold den nation, som har vundet mesterskabet flest gange af alle europæiske nationer.
I 2019 vandt Danmark europamesterskabet efter en 3-0-finalesejr over Tyskland ved sejre til Mathias Christiansen/Christinna Pedersen, Anders Antonsen og Line Kjærsfeldt
Det danske EM-landshold 2021 består af følgende spillere:
Singlespillere:
Viktor Axelsen, Skovshoved
Anders Antonsen, Aarhus AB
Mia Blichfeldt, Solrød Strand
Line Christophersen, Gentofte
Doublespillere:
Anders Skaarup Rasmussen, Højbjerg/Viabiler
Kim Astrup, TSS
Mads Kolding, TSS
Mathias Christiansen, VEB
Nicklas Nøhr, Greve
Sara Thygesen, RSL Odense OBK
Maiken Fruergaard, RSL Odense OBK
Alexandra Bøje, Højbjerg/Viabiler
Amalie Magelund, Greve
Freja Ravn, KMB 2010
Trænerteamet til mesterskabet er landstræner Jakob Høi og assisterende landstræner Jesper Hovgaard.
Tags: EM 2021, EM for blandede hold, Landshold, Line Christophersen
Kategori: Elite, Forside, Landshold, Nyheder